Fem gode bøger til påskeferien

kristendom.dk anbefaler fem gode bøger til påskeferien. - Foto: stock.xchng

Her får du et bud på fem gode bøger, du kan læse i påsken. Bøgerne kredser om påsketemaer som lidelse, håb, skyld og forløsning

Påsken er en højtid, der lægger op til eftertanke. I helligdagene kan vi følge Jesus til påskefejring med disciplene, i Getsemene have, foran Pilatus, på Golgata og i graven.

I lidelsesberetningen tegnes en linje gennem sorg, smerte, lidelse, offer, skyld og død, der afsluttes med det genfødte håb, der udspringer af påskedag, hvor kristne verden over fejrer hans opstandelse.

Vi har udvalgt fem værker, der på hver deres måde kredser om påskens temaer: skyld, smerte, håbet og forløsning samt det at være menneske i en lidelsesfyldt verden.

Paaskeklokken, novelle af Martin A. Hansen, Nordisk Forlag A.S. 1946
"Kampen gir´ os torne; tornene skal blomstre; søde, bitre blomster".

Sådan lyder en strofe fra digtet, der indleder novellesamlingen Tornebusken. Dette tema, lidelse over for håb, sammenfatter betydningerne i de tre noveller, Paaskeklokken, Midsommerfesten og Septembertaagen.

Er man ikke vant til at læse Martin A. Hansen skal man starte med Paaskeklokken, der er den klareste og mest kronologiske af de tre noveller.

Handlingen udspiller sig påskemorgen i en lille landsby, hvor kirkeklokkerne begynder at kime påsken ind. Klokkernes kimen kan høres over hele byen som en kalden mod kirken og opstandelsesbudskabet. Det sætter refleksioner i gang hos flere af landsbyens beboere, særligt den unge Grethe, gårdskarlen Johan og kirkeværgen Johansen.

Novellen går i dybden med disse tre eksistenser. På hver deres måde er disse mennesker uforløste, plaget af spøgelser fra fortiden eller af brudte fremtidsdrømme.

På trods af en stærk skildring af menneskets barske levevilkår viser Martin A. Hansen en vej ud af lidelsen. Alle har de nemlig muligheden for at følge klokkerne og få del i påskemorgens budskab om håb og forløsning.

Menneske, digte af Ole Sarvig, Schultz 1948
Menneske er en fin perlerække af små, lette digte, der ikke desto mindre rummer både dybde og mening. Der er en bevægelse i digtene fra vinter til forår, fra død til en genopstandelse, som i "Vårnat", der indleder digtsamlingen med ordene: "Se, vi går ud af dødens blund".

Med sine naturmetaforer skildrer Ole Sarvig, hvordan der midt i vinterens mørke findes et håb for mennesket. Igennem digtsamlingen bliver det klart, at dette håb er Kristus, der som foråret gennembryder mørket og bringer forløsning.

I "Frostsalme for to eller tre" lyder det:

"I sjælenes år har vinteren dybest en kerne af vår. Og er du vor gud, da skyder vi blade, da springer vi ud".

Barabbas, roman af Pär Lagerkvist, Albert Bonniers Förlag 1950
Romanen, der gav Pär Lagerkvist nobelprisen i 1951, er en fortælling om Barabbas, røveren som menneskemasserne frigav for at få Jesus korsfæstet. Bogen følger de bibelske beretninger, og tegner et levende billede af livet på Jesu tid og de dramatiske begivenheder omkring hans død.

Vi følger Barabbas, fra han står ved foden af Golgata og ser Jesus dø, og undres: Hvem var denne mand? Og hvis han, som nogen siger, var Guds søn, hvorfor lod han sig så korsfæste? Barabbas flakker om i Jerusalem og søger efter svar. Overalt mødes han af frygt og væmmelse, når mennesker finder ud af hvem han er.

Barabbas handler om det svære ved at tro, om ikke at kunne finde sin vej i livet og om længslen efter fred.

Soning, roman af Ian McEwan, Gyldendal 2002
Med Ian McEwans bestseller, der er blevet filmatiseret af Joe Wright, bevæger vi os over i et andet påsketema, nemlig skyld og tilgivelse.

Bogen handler om pigen Briony, der som ganske ung beskylder en uskyldig person for en forbrydelse. Dette får afgørende konsekvenser for de implicerede parter og Briony selv, der livet igennem må leve med det, hun har gjort.

Soning sætter fokus på løgn og skyld og spørgsmål som: Er det muligt at gøre en uret god igen og få tilgivelse? Og hvornår er det for sent at rette op på et ødelagt liv?

Under en strålende sol, roman af Khaled Hosseini, Cicero 2007 Handlingen udspiller sig under Afghanistans himmel, hvor to kvinder vokser op med to vidt forskellige tilværelser.

Mariam, der er hazara, horeunge, vokser op uden kærlighed og ender som 15-årig i et arrangeret ægteskab. Herimod har Laila et godt liv med forældrene og barndomsvennen Tariq. Men en dag, hvor bomberne falder over Afghanistan, mødes deres skæbner.

Romanen handler om den uret, der bliver begået mod disse kvinder. Den tegner et rystende billede af et liv i frygt med krig, had og vold til følge. Men den handler også om håb og længsel og om, hvordan det at opleve kærlighed kan genoprette, ja måske endda forløse et menneske.

God læselyst!