Hvad står der i Bibelen om forsoning?

Påskens evangelium beretter om, hvordan Gud og mennesker forsones ved Jesu død og opstandelse, men hvad står der i Bibelen om forsoning?

Ordet forsoning eller soning optræder kun få steder i den danske bibeloversættelse. Her optræder det i forbindelse med beskrivelsen af israelitternes årlige forsoningsdag. På forsoningsdagen, som man kan læse om i Bibelen, skaffer ypperstepræsten hele Israels folk soning for de overtrædelser og urenheder, de måtte have begået det foregående år ved at "lægge" dem på en buk, nemlig en syndebuk, der derpå drives ud i ørkenen (3. Mosebog 16).

Selvom ordet forsoning således ikke nævnes så tit, er forsoning eller forligelse alligevel et gennemgående tema i de bibelske beretninger, ja Bibelen kan endda ligefrem læses som en lang historie om forsoning, nemlig den forsoning der finder sted mellem Gud og mennesker.

Et klassisk eksempel på forsoning er historien om Noa. Efter syndflodens ophør, bereder Noa et brændoffer til Gud. Da Gud indånder lugten fra Noas offer, formildnes han, og forsoner nu sig selv med verden. Han opretter en pagt, ifølge hvilken han lover (sig selv?) aldrig mere at forbande jorden. Regnbuen bliver symbolet på denne pagt:

"Jeg opretter min pagt med jer: Aldrig mere skal alt levende udryddes af vandfloden. En vandflod skal aldrig mere ødelægge jorden. Gud sagde: "Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden" (1. Mosebog 9, 11-14).

I de profetiske skrifter er det fortrinsvis Gud selv, der tager initiativ til forsoningen mellem sig selv og det faldne Israels folk. Dette sker ved, at Gud ser stort på Israels synder (Esajas Bog 43,25), og opretter en ny pagt med Israel:

"Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: "Kend Herren!" For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd" (Jeremias' Bog 31,33-34).

Undertiden beskrives genoprettelsen af det syndige folk som en dødeopvækkelse. Overgangen mellem den tidligere tilværelse, hvor mennesket levede i fjendskab med Gud, er således som overgangen mellem død og opstandelse:

"Derpå sagde han til mig: "Menneske, disse ben er hele Israels folk; de siger: Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os! Derfor skal du profetere og sige til dem: Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren" (Ezekiels Bog 37,11-13).

Denne sprogbrug føres videre i Det nye Testamente, hvor mennesker ved Jesu død og opstandelse er døde fra det tidligere liv, i synden, og nu lever et helt nyt liv i Kristus (Romerbrevet 6).

Ifølge Esajas' profeti om Herrens lidende tjener (Esajas Bog 53) finder forsoningen sted gennem en repræsentant for folket, nemlig den lidende tjener, der dør i folkets sted, og således skaffer det forsoning:

"Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt."(Esajas Bog 53,5).

Det er ikke helt klart, hvem den lidende tjener er. Nogle mener en konge, andre en profet. Sikkert er det, at Esajas' lidende tjener har spillet en rolle for forståelsen af Jesus som tjener (Lukasevangeliet 22,27), ligesom den spiller ind i tolkningen af hans død og opstandelse som stedfortrædende og et sonoffer for vores skyld.

I Det nye Testamente er Jesu død den begivenhed, hvorved forligelsen eller forsoningen mellem Gud og mennesker kommer istand. Hos Paulus betyder Jesu død, at det menneskeskabte fjendskab mellem mennesker og Gud ophæves (Romerbrevet 5,10). Jesu død og opstandelse er et udtryk for, at Gud ser igennem fingre med menneskers overtrædelser (Romerbrevet 3,25). Ved Kristus har Gud således en gang for alle forliget sig med mennesker, og givet mennesker forligelsens tjeneste:

"Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen". (Romerbrevet 5,18-20).

Tanken om Gud, der gennem Jesus forsoner sig med verden, kommer også til udtryk i Johannesevangeliet:

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham" (Johannesevangeliet 3,16-17).

I både Johannesevangeliet og Johannesbrevene er forsoningen ofte beskrevet som en kærlighedens tjeneste:

"Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder" (Johannesevangeliet 4,10).

I Matthæus-, Lukas- og Markusevangeliet kommer forsoningstanken til udtryk ved, at forhænget til templet, til det allerhelligste, flænges midt igennem i det øjeblik, Jesus dør på korset (Lukasevangeliet 23,45). Ved Jesu død åbnes således adgangen til det allerhelligste, stedet for Guds nærvær og stedet for forsoning.

Også mange af evangelieberetningers lignelser er billeder på den forsoning, Gud sætter i værk i Jesus. Det kommer måske tydeligst frem i lignelsen om den fortabte søn. Her overser faderen helt sin yngste søns overtrædelser, og modtager ham med fest og glæde (Lukasevangeliet 15,11-32).