Lidelseshistorien i fyrre satser

Johannespassionen er et kirkeligt drama.

Bachs Johannespassion er et kirkeligt drama, som fortæller Jesu lidelsehistorie fra Getsemane Have til gravlæggelsen. Organist Hans Christian Hein går her bag om værket

Efter knap et år som kantor ved Thomaskirken i Leipzig præsenterede Johann Sebastian Bach d. 7. april 1724 sin musikalske udsættelse af Johannespassionen ved Langfredagsgudstjenesten i byens Nikolaikirke.

Fra omkring år 1700 blev det i Tyskland almindeligt at opføre musikalske passioner ved gudstjenesterne i den stille uge op til påske. Teksten fra Matthæusevangeliet opførtes således Palmesøndag og Johannesevangeliet Langfredag; Lukas- og Markusevangelierne indgik henholdsvis onsdag og Skærtorsdag.

I opbygning og stil minder baroktidens passioner i mangt og meget om samtidens oratoriekompositioner, for eksempel Händels "Messias". De to kirkemusikalske genrer har rødder i den verdslige opera med dens rollefordeling på et antal solister samt et kor.

Endvidere overtog man operaens opdelinger mellem fortællende, ofte korte recitativer og betragtende, ofte længere, arier. Koret kunne efter omstændighederne bidrage til handlingen, for eksempel som folkemængde, eller koret kunne have en mere kommenterende funktion. Der er i Johannespassionen eksempler på begge disse funktioner.

Operaens sceniske og dramatiske aspekter får i passionen og oratoriet en anden ramme at udfolde sig i: I stedet for teaterscenen træder nu alteret og kirkens rum ind som "kulisse" for det musikalske drama.

Bach havde i sit virke som kantor ved Thomaskirken og hovedansvarlig for musikken ved Nikolaikirken samt et par af byens øvrige kirker til opgave at stå for fremførelsen af vokalmusikken ved gudstjenesterne. Her skulle han sørge for indstudering og opførelse af en kantate hver søndag. Dette arbejde blev en hovedhjørnesten i Bachs musikalske virke, og mere end 200 af disse kantater er bevaret.

Kantaterne behandler søndagens evangelietekst, oftest i form af digtning, der kommenterer tekstens indhold og understreger dens betydning for menigheden. Kantaternes opbygning svarer til oratoriernes, længden er væsentligt kortere - som regel under 30 minutter.

Gudstjenesterne med fremførelse af de musikalske passioner svulmede tidsmæssigt op til anselig længde, eftersom der altid var en prædiken på en times tid med i tjenesten.

Det var skik og brug at dele passionshistorien op i to dele på begge sider af prædiken. Selve teksten fra lidelseshistorien indgik i den musikalske fremførelse og blev derfor ikke læst "en ekstra gang".

Det vides ikke, hvem der er tekstforfatter til de mange arier i Johannespassionen; men flere tekster er inspireret af den i Tyskland meget brugte tekst, som digteren B.H. Brockes havde sammenstillet i 1712-13.

Bach fremførte Johannespassionen mindst 4 gange i sin embedstid i Leipzig, og hver gang skulle teksten godkendes af de gejstlige myndigheder. Dette resulterede i enkelte ændringer fra den ene version til den anden.

Den udgave, der oftest fremføres i dag, svarer tekstmæssigt til originalversionen fra 1724 og musikalsk set til den let reviderede version, Bach udarbejdede i 1749, hvor han formentlig for sidste gang opførte værket.

I værket anvender Bach fem solister, kor og orkester. Besætningen i kor og orkester har efter de foreliggende oplysninger været ret lille med over 20 sangere i koret og over 24 musikere i orkestret.

Johannespassionens 40 satser fortæller lidelseshistorien fra tilfangetagelsen i Getsemane Have over fremstillingen for ypperstepræsten til Peters fornægtelse. Dette afslutter passionens første del.

I anden del berettes om Jesus hos Pilatus, selve korsfæstelsen samt nedtagelsen fra korset og gravlæggelsen.

Evangelieteksten fremføres i overensstemmelse med skik og brug af en tenorsolist. Den ene bassolist synger Jesu ord, mens den anden synger Peters, Pilatus' og ypperstepræstens ord.

Solisterne skiftes til at fremføre de betragtende indskud, som arierne udgør. Koret synger værkets store indledningskor samt de mange koraler, der på samme måde som arierne giver en kommentar til selve handlingen. Flere steder tager koret del i selve handlingen, idet folkemængdens replikker synges korisk.

Med Johannespassionen fra 1724 og Matthæuspassionen fra 1727 skabte Bach baroktidens væsentligste kompositioner i denne genre, og de to værker hører i dag til de hyppigst opførte kirkemusikalske værker.