Påskeprædiken: Opstandelsen skal ikke fortolkes

Der er god mening i ordene om ikke at lægge til, eller trække fra evangeliet. For så falder man ikke i den fælde at forsøge at forklare opstandelsen symbolsk. At bruge metaforer, billeder og sproglige blomster til at fortolke opstandelsen. For det skal den ikke. En sandhed fortolkes ikke

Vi bringer her sognepræst Ole Bach Piekuts prædiken til påskedag i år

Han er opstanden !

I dag samles vi til glæde og fest for at fejre opstandelsens vidunder. I dag er dagen, hvor det slås fast, at al tvivl og uro bliver gjort til skamme. For ja han er sandelig opstanden og enhver, der hører ham til, skal være med ham i paradiset.

LÆS OGSÅ: Langfredagsprædiken: Via Dolorosa smertens vej

Så kort kan det i og for sig siges. Det der er påskemorgens store glædelige budskab. Ja, der er nærmest ingen grund til at prædike over det, for ord vil aldrig kunne yde det vidunder retfærdighed.

På prædikestolen i den smukke Olsker rundkirke på Bornholm, står der på læsepulten indgraveret med stor skrift: Nec minuere, Nec addere. Det er en påmindelse til de latinkyndige prædikanter om, at der hverken skal trækkes fra eller lægges til. Træk intet fra og læg intet til det du står med i hænderne: Evangeliet.

For evangeliets vidnesbyrd er rent og purt, direkte fra kilden, givet af de første vidner. Og hvem er vi, at skulle ændre på det? Nu er vi så samlet her i dag til påskefejringen. Vi har hørt påskens vidnesbyrd læst højt, og så er det vel præstens opgave at udlægge det.

Fortolke og forklare. Ja og Nej.

Nej, fordi der ikke er noget at fortolke. Det var sandheden vi hørte. Kristus brød graven, knuste døden og skænkede os livet og fællesskabet med ham i paradis.

Ja, fordi det er en så ufattelig glæde, at det må være prædikantens opgave at gøre alt, hvad han kan for at få den glæde til at stå tydeligt frem, så vi alle kan dele den. Ligesom det er enhver kristens opgave at dele ud af den glæde.

Og derfor er der god mening i ordene om ikke at lægge til, eller trække fra evangeliet. For så falder man ikke i den fælde at forsøge at forklare opstandelsen symbolsk. At bruge metaforer, billeder og sproglige blomster til at fortolke opstandelsen. For det skal den ikke. En sandhed fortolkes ikke. Den tager man til sig, eller man kaster den bort. Det er op til den enkelte. Men glæden ved at være sammen om sandheden, den kan og skal vi dele.

For en glæde, en sandhed må ikke skjules og gemmes bort kun til eget brug, derved ville man gøre den uret og handle imod dens natur. For den er til gavn og til liv for alle og derfor skal det råbes højt fra tagene: Ja! Han er sandelig opstanden! Så enhver kan høre det.

Det er frygtelig populært at tale symbolsk. Og det kan da også være smukt og godt. Men det tjener ikke altid sandheden ret. Ofte er det vel sådan, at symbolsk snak snarere taler uden om sandheden, end tager stilling til den.

Fordi et symbol er mere uforpligtende. Man slipper uden om at tage de alvorlige ord i sin mund, lige som når man for at afvæbne alvoren fniser forlegent ved mødet med en sandhed man ikke kan vende ryggen til. Symboler kan så let blive misvisende.

Og når vi står overfor sandhedens kilde, hvorfor så hælde den på flasker og gemme dem bort? Hvorfor ikke bare drikke direkte af kilden?

Faren ved at bruge alt for mange symboler er jo netop, at de altid bare vil være en afglans af virkeligheden. Som at kigge sig selv i spejlet. Det ser ægte ud, men vi ved med vores forstand, at billedet derinde er koldt og hårdt som glasset selv. At det forsvinder når vi vender ryggen til.

At det kan splintres i tusinde stykker, hvis blot den mindste sten møder det. Med sandheden, det virkelige, er anderledes. Det splintres ikke, forsvinder ikke ved, at vi vender ryggen til eller lader som om det ikke er der. Det er varigt.
Det er ikke en symbolsk handling vi fejrer i dag. Det er en virkelig handling. Kristus knuste døden for dig og for mig.

Opstandelsens virkelighed er selve mødet med Kristus som kvinderne oplevede det i den tidlige morgen. Opstandelsens virkelighed er gensynet. Det gensyn som det kristne håb springer af. Det håb blev bragt til liv og udfoldelse hos os alle ved Kristi opstandelse fra de døde.

Ikke håbet om, at vores afsjælede legemer i graven pludselig skal bryde gennem jorden og komme til syne her og nu med derimod som det håb der er hinsides graven. På den anden side af graven.

At vi i paradis skal gå hinanden i møde i en virkelig skikkelse, som Kristus mødte disciplene i dagene efter opstandelsen. En skikkelse, hvor vi kan genkende hinanden, gå hen til hinanden, tale sammen, omfavne og glædes - i Guds evige rige.

Når vi går til kirke, går vi over kirkegården med alle dens gravsteder. De ligger der, som små haver kranset pænt ind, pyntede og velplejede og med deres sten, der vidner om, at her hviler slægt efter slægt. Her ligger familie, her ligger venner og elskede.

Nogle går forbi og stopper op på vej til kirke, nogle besøges i løbet af ugen. Jævnligt ligger der friske blomster og vidner om hyppige besøg. Gravsteder er steder vi går hen for at mindes, for at holdes fast i den historie, der er vor. Og lige der ved graven er visheden om gensynet også så stærkt. Vi stopper jo ikke fordi det er skik og brug, eller fordi det er et ret pænt symbol. Vi stopper fordi vi inderst inde kender sandheden.

At vi skal mødes igen. Der er jo derfor vi skriver; sov godt, hvil i fred - for det er kun en liden blund, en stille stund så skal vi atter ses igen det er det kristne opstandelseshåb. Og bedst mens vi står der lyder kirkeklokkens klang, den gamle og velkendte lyd og kalder os ind i huset, hvor evangeliet lyder klart og godt: Opstanden, opstanden, han er sandelig opstanden. Vi står ikke på kirkegården ved graven fordi alt er forbi, fordi det hele er slut.

Vi står der fordi vi kastede den tredje skovl jord over den der
ligger der med ordene: Af jorden skal du igen opstå. De dødes have er ikke kun et sted til sorg med snart glemte mennesker det er et sted hvor vi mindes og venter på dem vi atter skal møde i gensynets glæde.

Og var der kun minderne så var der jo i grunden intet, for også minder skal forgå, når de sidste til at mindes dør bort. Det er gensynet der bryder dødens tyranni. Det tyranni som Kristus drog til dødsriget for at knuse da han sparkede mørkets riges tunge dør af hængslerne, og forkyndte Guds kærlighed for de trængte sjæle, der var fanget i mørket der.

Opstandelsens lys skinnede i hver afkrog af dødens rige så døden selv måtte fly og skjule sig for evigt.

Vi, den kristne menighed, hører til opstandelsesfolket og med os alle dem der hviler på kirkegårde. For graven blev sprængt påskemorgen. Al tvivl og betænkelighed forstummede da Kristus viste sig som dødens overvinder, som livets sejrherre, den triumferende konge for de måbende apostle i dagene efter.

De kunne ikke andet end at forkynde det gensyn så højt og tydeligt, at det stadig lyder lige så tydeligt i dag som dengang, så også vi kaldes her til huset for at høre det når klokkerne kimer.
Som en påmindelse om at opstandelsen ikke var et mærkeligt mirakel, der fandt sted for tusinder af år siden og som vi kun tør tænke og tale symbolsk og forsigtigt om når vi besøger vore kære i deres have rundt om kirken. Nej gensynet er lige så virkeligt for os som det var det for de første apostle - og som de, må også vi forkynde det videre til slægt efter slægt, så vi, når engang det er vort støv der ligger herude, en påskemorgen kan hilses med et højt og klart på gensyn af de der er kommet efter os.

For Kristus er opstanden og således skal enhver der hører ham til. Glædelig påske. Amen.