"Forræderen og fornægteren står centralt i påsken"

Peter og Judas er de personer, der altid har optaget mig mest, når vi ser alle påskedagene i ét, for de repræsenterer to sider af samme person, skriver sognepræst Jens Kvist

I påskeberetningerne møder vi omkring Jesus Kristus en række forskellige personer, der så at sige spiller på hele registret: Håb og jubel palmesøndag, uro og angst skærtorsdag, dyb skuffelse og frustration langfredag, og nyt håb iblandet en god del skepsis påskedag.

To af personerne er nævnt ved navn i trosbekendelsen: Jesu mor, Maria, og Pontius Pilatus. Sidstnævnte betragter jeg dog kun som en tidsangivelse.

Barabbas kunne også nævnes. Det var ham, der gik fri, mens Jesus blev korsfæstet. På en måde er han jo så enhver af os. Bar-Abbas betyder 'Faderens Søn'. Men beder vi ikke også Fadervor?

Judas og Peter: To sider af samme person

De to personer, der altid har optaget mig mest, når vi ser alle påskedagene i ét, er Peter og Judas, fordi de repræsenterer to sider af samme person.

Men vi skal lige en omvej først:
Det fortælles om professor Skydsgaard, at han som luthersk observatør deltog i Det Andet Vatikanerkoncil, som pave Johannes den 23. havde indkaldt til i 1962.

Hver morgen passerede Skydsgaard en gammel vred munk, der gik og snakkede højt med sig selv i Vatikanets søjlegange. Det var ikke just fromme bønner, denne munk fremsatte. Og Skydsgaard kunne ikke lade være med at spørge ham om, hvad han var så vred over. Og svaret faldt prompte:

Over kirken. Som om kirken ved at kalde alverden sammen kan gøre noget som helst. Tusindvis af kardinaler, biskopper og præster strømmer hertil fra hele verden. Vores pave taler om aggiornamento. Ajourføring. Men kirken lever af sin tro, den tro, Kristus alene skænker, troen på hans lidelse og død, troen på korsgåden, ikke troen på kirkens retfærdiggørelse og verdensomspændende arrangementer. Som om kirken kan retfærdiggøre sig selv ved hjælp af sine egne gerninger!.

Nu skal jeg ikke afgøre, hvorvidt denne munk havde ret i sin vurdering af formålet med Det Andet Vatikanerkoncil. Dertil ved jeg for lidt om det. Men da Skydsgaard videre spurgte munken: Hvor ser De et sandt billede af kirken i Den Hellige Skrift, kom svaret ligeså prompte: Der, hvor Judas forråder, Peter fornægter og disciplene sover fra det hele!

Jeg har historien fra min gamle provst i Nyborg Provsti, N.C. Lilleør, og den er god at have i baghovedet i påsken, fordi just de to nævnte personer, Judas og Peter, spiller en temmelig fremtrædende rolle i påskedagene.

Påskens forræder og fornægter

Vi må ikke glemme, at Peter så sent som aftenen før langfredag højt og helligt ved nadverbordet havde lovet, at om så alle andre svigtede, skulle han, Peter (det navn betyder Klippen) nok stå fast. Hellere ville han dø end at fornægte Kristus, forsikrede han.

At klippen så dagen efter smuldrede og blev til sand, idet han tre gange bedyrede: 'Jeg kender ikke dette menneske', skyldtes ikke fejhed hos Peter. Han kendte ham vitterlig ikke igen.

Havde Jesus grebet til våben og sat sig til modværge, ville Peter utvivlsomt have stillet sig ved siden af ham. Men da han bare uden modstand lod sig tage til fange som en ynkelig forbryder, mistede Peter modet. Det var ikke den Jesus, han havde givet tre år af sit liv for.

Og jeg tror, vi kan sige nogenlunde det samme om Judas. Det var naturligvis ikke for at tjene 30 sølvpenge, at han forrådte sin herre og mester. Det var snarere for at få ham til at træde i karakter.

Da Judas opdagede sin fatale fejltagelse, smed han de 30 sølvpenge fra sig i templet med ordene: Jeg har forrådt uskyldigt blod. Hvad rager det os! svarede ypperstepræsterne. Derpå gik Judas hen og hængte sig.

Det fantastiske er, at ingen af de to (eller de ti andre, for den sags skyld) blev vist bort fra nadverbordet. Når det kom dertil, havde ingen noget at lade andre høre. Alle var de fælles om trangen til Guds nåde.

Glædelig påske.

Jens Kvist er sognepræst i Aabenraa og panelist ved kristendom.dk.