"Kvinderne var på rette tid og sted ved Jesu opstandelse"

Vi hører ikke så meget til kvinderne i de sidste dage af Jesu liv, men de kommer for alvor på banen, da Jesus er ved at dø og bagefter. Det er som om, de overskrider tid og sted, mener generalsekretær i Baptistkirken Lone Møller-Hansen

Jeg fascineres af kvinderne, som er afgørende især efter Jesu korsfæstelse. Eller rettere, jeg fascineres af Jesu holdning til kvinderne omkring ham og dermed også til mig som kvinde.

Vi hører ikke så meget til kvinderne i de sidste dage af Jesu liv. Det lader for eksempel ikke til, at det er kvinderne, der laver mad skærtorsdag aften til den sidste nadver.

LÆS OGSÅ: Påskens hvem-hvad-hvor

Men de kommer for alvor på banen, da Jesus er ved at dø og bagefter. Det er som om, de overskrider tid og sted. De er på rette sted på rette tid. De får en afgørende rolle, som vi selv i dag kan lade os inspirere af på mange måder.

Det er kvinderne, der står ved korsets fod. De andre disciple kunne måske ikke holde ud til at blive der, men kvinderne blev til det sidste. Jeg vil gerne tro, at det en kvindeting; at holde ud igennem smerten.

Men det værste er jo, hvis en, man elsker, lider, og man må acceptere, at man ikke kan tage lidelsen på sig. At være en passiv tilskuer.

Måske hjælper det bare at blive i situationen og ikke gå. At holde ud til at se, hvad der sker, at bære lidelsen med på nærmeste hold bare ved at være der, at vise sin medfølelse og derigennem prøve at lette smerten.

Det er der mange kvinder, der lever med den dag i dag. At se deres børn dø af sult, en bror, der bliver skudt, eller en far, der er i fængsel og som, man frygter, bliver tortureret.

Kvindernes fremtrædende rolle i påsken
I evangelierne hører vi navnene på flere af dem, der er der ved korsets fod: Maria, Jesu mor, Maria Magdalene, en tredje Maria og Salome, men der er flere, skriver Markus: Mange andre kvinder, som også var taget til Jerusalem sammen med ham (Jesus).

Den eneste mand, vi hører om, der er blevet ved korset, er Johannes (den, som Jesus elsker). Han får overdraget ansvaret for Jesu mor af Jesus. Som ældste søn skal han sørge for, at hans mor ikke mister sin forsørgelse.

Det minder os om, hvor stort det er, at kvinderne får lov til at have så fremtrædende en rolle i Jesu liv og i discipelflokken. Jesus sætter kvinder fri til at være mere lige med mændene, end det var almindeligt i datidens samfund. Men Jesus mener åbenbart alligevel, at det er nødvendigt at beskytte sin mor, når han er død.

Jesus har andre søskende, og en af dem, Jakob, får en afgørende rolle i menigheden i Jerusalem efter Jesu død. Måske er han ikke trådt i karakter, måske er han stadig skeptisk over for Jesus, sådan som vi hører, at han og de andre søskende er det tidligere. For Jesus mener, at der er grund til at give sin mor en ny søn.

Kvinderne er udsatte, specielt enker. Og det at kvinderne har en anden rolle i Jesu discipelflok end i det omgivende samfund, stiller dem ikke bedre umiddelbart. Der gik jo også mere end 1900 år, før det forhold forandrede sig for alvor.

Jeg er dybt taknemmelig over, at Jesus brød med datidens normer og gav kvinder en ny, mere ligeværdig status. Og det bliver endnu mere tydeligt, efter han er død.

Kvinderne bliver altså, til Jesus er død. De hjælper sikkert også Josef af Arimatæa og Nikodemus med at svøbe liget. De har travlt, for det er lige op over, at det er sabbat.

Heldigvis ligger Josefs grav lige i nærheden, og han stiller den til rådighed. På det tidspunkt aner han ikke, at han selv kommer til at kunne bruge graven, når han er død, fordi Jesus opstår efter kun tre dage og efterlader en tom grav.

Kvinderne følger efter Josef og Nikodemus hen til graven, så de ved, hvor Jesus ligger. Deres plan er sikkert allerede klar; de skal komme tilbage søndag morgen, når sabbatten er overstået, for at gøre det, de ikke kan nå fredag eftermiddag, at salve Jesu lig med vellugtende salver.

Han er heldigvis salvet på forhånd af en anden kvinde, den prostituerede kvinde i Betania. Men selvfølgelig skal han salves som det hør og bør, efter han er død. Kvinderne vil lægge hele deres kærlighed og fortvivlelse i den handling. Alt deres håb, som nu er dødt med Jesus, vil de massere ind i hans døde krop.

De første vidner
Og derfor bliver kvinderne de første vidner til opstandelsen. De når frem til den tomme grav som de første. Der er flere beretninger om, hvad der så sker, men mon ikke de styrter tilbage til de andre disciple for at fortælle, at Jesus er væk.

På det tidspunkt tror de garanteret, at det er soldaterne - eller præsterne - som har skjult liget for at undgå netop det, der kommer til at ske; vild opstandelse i ordets bedste forstand.

Den opfattelse bliver ændret, da Maria Magdalene møder den opstandne. Hun kan dårligt tro det, hun ser, så det vidner om, hvor lidt de har forstået det, Jesus havde forudsagt.

Men den, der bliver personligt tiltalt af Jesus i Marias tilfælde ved navns nævnelse - bliver overbevist om, at han lever og vil os noget den dag i dag.

Peter og Johannes er også ude ved graven, men det er Maria, Jesus vælger at vise sig for. Og hun er endda ikke et troværdigt vidne i omverdenens øjne. Kvinder kan ikke vidne i retssager, men alligevel lægger Jesus i første omgang vidnesbyrdet om sin opstandelse i en kvindes mund.

Han fastholder, at kvinderne er ligeværdige, også efter hans død. Disciplene er tungnemme; de troede ikke på hende. Præcis som Thomas Tvivleren ville de selv møde Jesus. Og det viser sig, at de heller ikke vil tro på de to disciple, der formentlig begge er mænd, som møder Jesus på vej til Emmaus. Så det er nok bare for utroligt til at være sandt.

Kvinderne er utroligt seje. De trodser al omverdenens fordømmelse og mistro. De er der, når det gælder. De giver ikke op. Og de belønnes for deres troskab mod Jesus. De sidste bliver de første.

Jesus gør ikke forskel, eller rettere, måske gør han forskel, til fordel for de svageste. Og kvinderne er de svageste i samfundet. Derfor omslutter Jesus dem med kærlighed og omsorg. Og de svarer igen med deres kærlighed og omsorg. Selv ind i døden.

Hvor vil jeg gerne ligne dem og være lige så udholdende og trofast. At se Jesus i den, der lider, og vise omsorg for ham eller hende. Selv ind i døden. Derfor fascineres jeg af kvinderne, som er der lige til det sidste og som de første.

Lone Møller-Hansen er generalsekretær i Baptistkirken i Danmark og panelist ved kristendom.dk.