Interview

Rasmus Brohave: Min konfirmation var en fantastisk dag

Rasmus Brohave har en kanal på YouTube, hvor han dagligt blogger for hans omkring 280.000 abonnenter. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Youtuberen Rasmus Brohave blev konfirmeret som 14-årig. Han husker sin konfirmationsdag som en dag, hvor alt var lige, som det skulle være

Hvad husker du tydeligst fra din konfirmation?

Jeg synes, at jeg husker alle ting fra dagen lige godt, og det må være fordi, at min konfirmationsdag var en fantastisk dag. Jeg husker alt fra dagen, lige fra kirken til fotograferingen, gaverne og festen.

Kan du prøve at beskrive din konfirmationsfest?

Jeg mener, at vi var 45 mennesker til konfirmationsfesten. Jeg tror, det var en meget klassisk konfirmationsfest, men den var lige som jeg havde tænkt, at den skulle være, så det var perfekt. Jeg havde min bedste ven med til festen, og det betød meget for mig. Jeg mener, at festen sluttede klokken 23 om aftenen.

Hvad spiste I?

Det er ved at være nogle år siden, så jeg kan ikke helt huske, hvad vi fik at spise til festen. Men til hovedret har vi helt sikkert fået noget lækkert kød, forskellige saucer og lignende.

Kan du huske den tale, du holdt – eller nogen andres tale til dig?

Jeg bød velkommen til alle gæster, inden vi satte os ved bordene, men jeg holdt ikke nogen tale. Jeg havde overvejet at holde en tale, men jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Til gengæld holdt min far og min mormor begge en tale. Jeg kan huske, at min mormor nævnte nogle forskellige ting i sin tale, som jeg havde sagt igennem min barndom. Det var ret sjovt.

Hvad lavede I på blå mandag?

Vi var i Rosengårdscentret i Odense og bruge alle de penge, vi havde fået til vores konfirmationer. Jeg kan huske, at jeg forsøgte at spise 10 cheeseburgere på McDonald’s, men måtte stoppe ved den syvende. Om aftenen var vi ude og bowle og spise.