Julekalender

Rasmus Lyberth: "Julestjernen" giver dig den fred, du søger

Rasmus Lyberth, grønlandsk musiker, vender for 21. år i træk tilbage til Christians Kirke i København med sin julekoncert på grønlandsk. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

2. december: Han er en af den grønlandske musikscenes mest populære kunstnere, og hvert år giver Rasmus Lyberth julekoncert på grønlandsk i Christians Kirke i København. Han synger især om årstidernes skiften og frygter, at vi er ved at glemme glæden ved naturens kræfter

For 21 år siden besluttede jeg mig for at leje Christians Kirke på Christianshavn for at spille en julekoncert. Jeg troede kun, det skulle være denne ene gang – men nu har jeg spillet julekoncert i kirken hvert år lige siden. Jeg glæder mig til at vende tilbage til Christians Kirken med min julekoncert første søndag i advent.

Der sker noget magisk, når vi spiller julekoncert. Der er én af sangene, som jeg holder af, og det er ”Julestjernen”, på grønlandsk ”Juullip ulloriaa”, som jeg selv har skrevet.

Min sang ”Julestjernen” handler om nattens stjerner, når julen nærmer sig. På Grønland er der tradition for at fejre årets korteste dag, hvor mørket vender, og lyset kommer tilbage. På den dag er der stjerner, der lyser for os, og jeg forestiller mig, at julestjernen giver os særlig varme og lys.

Helt tilbage fra før kristendommen blev udbredt har vi levet under naturens rytmer, men i takt med tiden glemmer vi den glæde, vi tidligere har haft ved naturen.

På Grønland er årets længste dag en nationaldag. Det er en dejlig ting. Da har vi tid til at sidde og nyde den lange, lyse dag, for dagen efter vender det hele, og alt bliver mørkere. På samme måde er det en glæde, at når vi oplever det dybeste mørke, så vender det hele igen på et tidspunkt.

Julestjernen giver os håb, fordi den viser, at vi er på vej mod nye tider. Om vinteren ligger sneen hvid og dækker Grønland, og det er på mange måder en renhedens tid. Vi skal passe på sneen i dens skrøbelighed.

I sangen synger jeg: ”Når du vil finde den fred, du savner, så kig på den lille stjerne deroppe over træerne, for den giver dig den fred, du søger”. Julen er en tid til eftertanke, og så er det en hyggetid. Der er mange måder at indfange eftertænksomheden og renheden ved juletid.

Julen er en hyggens tid, det er vores måde at skærme os mod mørket, som fylder meget på Grønland. I min familie sidder vi i udestuen og tænder en masse stearinlys, får vin eller the. Vi fejrer jul, for det er traditionens tid, man henvender sig til sine egne indre traditioner for at have det hyggeligt, traditioner man har fra sine forfædre.