Reformationen

Reformationen og krigen: Hvorfor slår vi ihjel?

Refleksionerne over krigens nødvendighed er fortsat helt frem til i dag, hvor internationale organer som FN i en sekulariseret form fastholder retten til at indlede en retfærdig krig. Men moderne teologer er også begyndt at tale om "retfærdig fred." Arkivfoto. Foto: Lee Jin-man/ritzau

Hvordan har Reformationen påvirket vores samfund? I en række artikler har vi bedt danske forskere forholde sig til hvilke aftryk, Reformationen har sat på vores liv, kultur og samfund. Her er det lektor i kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet Carsten Selch Jensen

Overordnet set har mennesker til alle tider og i alle kulturer udkæmpet krige, og i lige så høj grad bestræbt sig på at besvare det grundlæggende spørgsmål: Hvad gavn gør krigen? Er krig legitim, retfærdig eller måske endda hellig?

I størstedelen af historien er krige faktisk blevet opfattet som uundgåelige – noget der hørte med som et grundvilkår i verden. Krigene var en del af den verden, som guderne eller guden havde skabt, eller var måske ligefrem en konsekvens af, at mennesker havde vendt guderne ryggen og gjort oprør! Krig skulle altså straffe de onde og skabe orden i verden.

Således også i kristendommen, hvor spørgsmålet om krigens retfærdighed har optaget mange fremtrædende teologer op gennem århundrederne. Her kom de bibelske beretninger til at danne udgangspunktet for refleksioner over krigens nytte. Kunne kristne eksempelvis tjene som soldater?

De oldkirkelige forfattere havde forskellige bud på den sag, hvor nogen helt afviste, at man kunne tale om en retfærdig krig, thi enhver krig var af det onde. Andre derimod mente nok, at en krig kunne være tilladelig og retfærdig, hvis den rette autoritet stod bag (eksempelvis den af Gud udvalgte kejser), og man vel og mærke kæmpede for en retfærdig sag og med de rette intentioner.

Særlig markant var Aurelius Augustin (354-430), som i flere sammenhænge reflekterede over krigens nødvendighed og dens mulige retfærdighed. Han nåede frem til, at krig simpelthen var en nødvendig del af skaberværket: Faktisk så var krigen Guds nødvendige redskab til at straffe synden i verden og bekæmpe det onde. Den retfærdige krigs endelige mål var derfor altid freden!

Disse tanker levede videre op gennem middelalderen, hvor den fremtrædende teolog Thomas Aquinas (ca. 1225-74) føjede nye kriterier til definitionerne af den retfærdige krig og tænkte videre over, hvordan sådan en krig burde udkæmpes.

Også Martin Luther (1483-1546) var i første halvdel af 1500-tallet optaget af forestillingen om krigens nødvendighed. Han opfattede simpelthen soldatens tjeneste som lig den, en dommer eller en bøddel udøvede på øvrighedens og dermed Guds vegne for at straffe de onde og fremme freden. For så vidt havde Reformationen ikke meget nyt at føje til forestillingerne om den retfærdige og nødvendige krig, selvom Luther var meget optaget af soldaternes plads i et kristent samfund.

Refleksionerne over krigens nødvendighed er fortsat helt frem til i dag, hvor internationale organer som FN i en sekulariseret form fastholder retten til at indlede en retfærdig krig, hvor særlige omstændigheder gør sig gældende. Det kan være ved alvorlige brud på menneskerettighederne – den retfærdige krig skal altså fortsat tjene som et redskab til at bekæmpe det onde i verden og helst også fremme freden.

Nogle mener dog, at krigen aldrig har været særlig god til det, altså at fremme freden. Derfor er moderne teologer begyndt at overveje, om man i stedet for at tale om den retfærdige krig hellere bør tale om den retfærdige fred. Fred er imidlertid noget, der skal voves – det mente i hvert fald den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer (1906-45), som slog fast, at freden er så vigtig, at den er værd at kæmpe og endda dø for. Derfor er vi ikke færdige med at tænke over krigen og hvad gavn, den gør.

Carsten Selch Jensen er lektor i kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.