Andreas Karlstadt Luthers kætterske kollega

Andreas Karlstadt forsøgte at gøre sig gældende i reformatorernes inderkreds i Wittenberg. Dybe uenigheder med Luther betød dog, at han efterhånden måtte give op og forlade Wittenberg og sit håbet om radikal reformation. Foto: Wikimedia Commons

Karlstadt var oprindelig en stor tilhænger af Luther, men de måtte skilles, fordi Karlstadt forlangte en langt mere radikal reformation

Andreas Rudolph Bodenstein von Karlstadt blev født i byen af samme navn i 1480. Han studerede i Erfurt, Köln, Wittenberg og Rom, og var så fremmelig en student, at han i en alder af 35 var doktor i teologi såvel som kirke- og civil ret.

Karlstadt var Martin Luthers kollega på universitetet i Wittenberg, og blev af ham vakt for den reformatoriske sag. Forskelle i både teologi og temperament gjorde dog forholdet anstrengt, og de to måtte til sidst ikke blot skilles; de blev uforsonlige fjender.

Fra skolastiker til reformator

Doktorgraden i teologi tog Karlstadt på den sachsiske kurfyrste Frederik den Vises nye universitet i Wittenberg, og blev straks efter ansat sammesteds. Som universitetets midlertidige rektor tilfaldt det ham oven i købet at give Martin Luther doktorgraden i 1512.

Mødet med Luther blev skelsættende for Karlstadt. Ligesom Luther var han uddannet i den skolastiske traditions spekulative teologi, og det var allerede helt nyt, at universitetet i Wittenberg var humanistisk og lagde vægt på grundige studier af Bibelen på dens originalsprog. Men det var først med Luthers reformatoriske opdagelse, at der blev basis for et reelt opgør med den gamle teologi.

Karlstadt fordybede sig i Paulus' og Augustins skrifter, blev hurtigt vakt, og i kraft af sin position i begivenhedernes centrum i universitetets ledelse og tæt på Luther kom han til at tilhøre inderkredsen ved reformationens begyndelse. Det blev for eksempel Karlstadt, der skulle forsvare den lutherske teologi ved en disputation med den katolske teolog Johannes Eck i Lepzig i 1519.

Og da Luther efter rigsdagen i Worms i 1521 blev bortført af nogle af Frederik den Vises mænd og bragt i skjul på borgen Wartburg, blev det Karlstadts lod at lede den fortsatte reformation i Wittenberg, støttet af en kreds af politikere og teologer, der ikke mente, at Luther fór hårdt nok frem imod Rom. Dette blev hans store chance for at udfolde sin teologi i praksis.

Fundamentalisten

Karlstadt var på mange måder en mere lidenskabelig natur end Luther, og hans syn på reformationen var ligeledes langt mere fundamentalistisk: Præster skulle gifte sig, og alle skulle modtage både brød og vin ved nadveren. Til gengæld skulle alt, hvad der ikke var belæg for i Bibelen, med ét afskaffes i kirken. Det gjaldt alt lige fra messeklæder over overflødige altre og relikvier til religiøse billeder.

Kronen på værket blev en nadvergudstjenste julemorgen 1521, som blev den første reformerte gudstjeneste. Karlstadt trådte frem for menigheden i sit almindelige tøj, nadvergæsterne behøvede ikke at skrifte, han opløftede ikke brødet og vinen inden uddelingen, og indstiftelsesordene blev ikke hvisket, men råbt.

Revolution

Den nye form blev utroligt populær i Wittenberg og omegn, men den pludselighed hvormed ændringerne var blevet indført var også problematisk den historiske forbindelse med fortid og tradition blev med et kappet, og en nervøs revolutionsstemning begyndte at sprede sig.

Hertil kom, at de tre såkaldte Zwickau-profeter var dukket op midt i urolighederne i Wittenberg. De var politiske og religiøse revolutionære, som påstod at de havde profetiske evner og modtog åbenbaringer direkte fra Gud. De talte imod barnedåb og for en omvæltning af det bestående samfund, hvilket skabte mere uro i byen.

Også byrådet og universitetet barslede i fællesskab med nye planer for fremtiden. Karlstadt, som var kraftigt inspireret af profeterne, havde stor indflydelse på disse officielle bestræbelser på at gennemføre reformationen, men han opildnede samtidig de mest radikale, som truede med at tage sagen i egen hånd.

Uroen påkaldte sig efterhånden så stor opmærksomhed uden for Wittenberg, at kurfyrsten så sit nødsaget til at nedlægge forbud imod enhver form for forandring, inden det teologiske grundlag var blevet grundigt afklaret.

Luther begyndte også at blive bekymret, og selvom kurfyrsten havde forbudt ham at forlade Wartburg, vendte han alligevel på borgernes indtrængende op fordring tilbage i marts 1522. Ved sin tilstedeværelse og en uges daglig prædikener formåede han at dæmpe urolighederne.

Luther, som foreløbigt selv havde været meget pragmatisk i sit reformarbejde, ville ikke påtvinge nogen forandringer, der kunne stride imod deres samvittighed, og han ville ikke skabe utryghed ved en for pludselig revolution af hverdagen. Hovedindholdet i hans prædikener var, at evangeliet er frihed og netop ikke, som Karlstadt og de andre radikale syntes at mene, en ny lov.

Karlstadt skuffes

Karlstadt havde under hele forløbet troet sig i fuld overensstemmelse med Luther, og blev meget skuffet over dennes optræden ved hjemkomsten. Han syntes at Luther havde taget afstand fra alle hans reformatoriske forbedringer og svigtet sine egne idealer, og det var Karlstadt, der kom til at betale prisen.

Han så sig nødsaget til at forlade Wittenberg i 1523. I stedet slog han sig ned i landsbyen Orlamünde, afsagde sig sin doktorværdighed og samlede en trofast menighed omkring sig. Menigheden var organiseret efter Karlstadts strikse evangeliske principper og ud fra idéen om det almindelige præstedømme, og i dette forum kunne Karlstadt praktisere sin teologi, der udviklede sig en indadvendt, asketisk og mystisk retning.

I Wittenberg holdt man stadig øje med ham, og man blev efterhånden mere og mere fjendtligt stemt imod ham. Især for man anså ham for at være i ledtog med anstifterne af den senere bondekrig. I 1524 mødtes Karlstadt og Luther kort, men mødet faldt ikke heldigt ud; de nåede ikke til forståelse, og det endte med, at Karlstadt uden videre blev forvist fra kurfyrstens lande.

Karlstadts sidste forsøg på at gøre sig gældende i reformationen var en ny tolkning af nadverlæren. Han hævdede ligesom sidenhen Ulrich Zwingli i Schweiz at Jesus Kristus ikke er fysisk, men kun åndeligt til stede i brødet og vinen. Resultatet blev endnu en bitter strid imellem Karlstadt og de mest radikale på den ene side, og de lutherske på den anden.

Karlstadt blev godt nok hurtigt udmanøvreret, men striden kulminerede først i den fejlslagne religionssamtale mellem Luther og Zwingli i Marburg i 1529, hvor det én gang for alle blev tydeligt, at det var umuligt at forene alle evangeliske i én kirke. Luther fik herefter sin egen.

Karlstadts endeligt

De sidste år af sit liv flakkede Karlstadt om i Europa som en skuffet mand. Han fungerede i kort tid af gangen som præst i Altstätten og Zürich i Schweiz, og endte til sidst i Basel hvor han fungerede både som præst i universitetets kirke og som underviser og leder af universitetet.

Han tog efterhånden afstand fra sin ungdoms radikale teologi, men blev aldrig forsonet med Luther. I 1541 døde han af pest.

Andre læser lige nu