Indføring

Erasmus af Rotterdam (1466-1536)

Erasmus af Rotterdam skrev et stort antal værker. Her er han afbildet af den flamske maler Quentin Matsys i 1517. Foto: Wikimedia commons

Europæisk åndsliv tog et kvantespring i 14-1500-tallet, da renæssancens humanister genoplivede antikkens filosofi og litteratur. På denne europæiske himmel var Erasmus af Rotterdam en humanistisk og intellektuel superstjerne, der var en af periodens flittigste forfattere - og Luthers værdige modstander

En af nøglerne til at forstå, hvordan der kom skub i den europæiske kultur og Reformationen, ligger i en opfindelse: Trykkekunsten. Dette har den svenske litterat og dr.phil. Nina Burton skrevet en medrivende essayberetning på 317 sider om. Bogen hedder "Europas Stjerne. Da tankekraft og trykkekunst ændrede verden for altid," og den handler om en mand fra renæssancen ved navn Erasmus af Rotterdam.

Han blev født i 1466 i Rotterdam under navnet Desiderius Erasmus Roterodamus. Hans liv førte ham gennem datidens Europa i rejser til og fra Nederlandene, Italien, Frankrig-Sorbonne, England-Cambridge, Schweiz og det nuværende Tyskland. Altid med skriveredskaber og papir ved hånden og oftest i gang med en publicistopgave.

Først rejste han som katolsk munk, men senere befriet fra sit munkeløfte blev han en fri forfatter på det litterære marked, som hurtigt voksede sig stort efter Johan Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten. Når han ikke rejste, korresponderede han via breve. Og disse breve var af så bred almen interesse, at de også blev trykt til udgivelse. Han skrev og skrev. Om mennesker, om Gud, om samfundsudviklingen, om uddannelse, om planeterne, om jorden, om alt. Han var en de første, der så mulighederne i det, vi i dag kalder almen dannelse.

Erasmus af Rotterdam var humanist. Hans liv og idealer havde mennesket i centrum – noget ganske nyt i en tid præget af en stor Gudsfrygt – og han kastede lys over sprogets, kundskabens og humanismens sande værdier som Vesteuropas stabile grundlag. Ingen krige har gjort Europa stort i samme grad som tanker og beretninger i bøger, og især Erasmus af Rotterdam har bidraget til dette.

Tilbage til antikken

Humanisme betyder egentlig noget, der har at gøre med mennesket og det, der er menneskeligt ( af latin: ”humanus”). Humanisme er en bevægelse, der hører renæssancen til. Den tager sit udspring i Italien i det 14. århundrede, hvor man begyndte at interessere sig for antikkens verden, dens skrifter og dens kunst. Man hævdede, at med oldtidens afslutning var der gået en verden af skønhed og godhed tabt. Derfor lever vi nu, sagde man, i en "mørk middelalder". Det gælder om at komme ud heraf og læse og efterligne de antikke værker og derved genvinde noget af den tabte livskvalitet.

Derfor begyndte antikkens tankeverden at gennemsyre litteraturen, skriver Nina Burton i ”Europas Stjerne,” og Erasmus af Rotterdam forstod ikke, hvordan kirken kunne undgå at se det hellige ved en stor antik filosof som Sokrates eller kunne se nogen værdigere livsforståelse end den i politikeren og statsmanden Ciceros skrifter om alderdommen. Renæssancens mænd var enige om, at antikkens forfattere havde komprimeret en verden af visdom, som lyste op i dramatiske replikker, lyriske strofer og essayistiske breve. De viste litteraturen som en levende kraft, hvor nuet gik hånd i hånd med antikkens gamle, glorværdige dage.

I 1500 udgav Erasmus af Rotterdam sit værk ”Adagia,” som betyder ”ordsprog eller sentenser.” Heri havde han indsamlet 700 latinske citater og 100 latinske. Han gav en række af kommentarer til hver enkelt. Han ville vise, hvordan gamle ord kunne blive levende i en anden tid for på den måde at trække tråde mellem epokerne. Citaterne var de i dage stadig kendte som "Kærligheden overvinder alt. At græde krokodilletårer. At gyde olie på vandene. Ingen røg uden ild. Græsset er grønnere hos naboen. Den, der graver en grav for andre, falder ofte selv deri. At blive klog af skade".

Banede vejen for fremtidens teologer

Erasmus var en af tidens mest læste og flittigste forfattere, ifølge Nina Burton. Der er forskere, der mener, at Erasmus skrev op mod halvdelen af de bøger, der udkom i hans levetid.

Han skrev på latin. Det satiriske essay, ”Dårskabens Lovprisning” fra 1511, blev en af hans bedst sælgende bøger. Heri angreb han blandt andet datidens korruption og magtmisbrug i den katolske kirke – meget lig en vis tysk munk ved navn Martin Luther få år senere. Erasmus af Rotterdam ironiserede også over den akademiske verdens pindehuggeri:

"De (teologerne) slår om sig med nyfundne ord og uhyrlige fagudtryk. Og de hemmelige mysterier forklarer de efter forgodtbefindende: Hvordan verden blev skabt og indrettet. På hvilken måde og i hvilken grad og på hvilken tid Kristus udviklede sig i jomfruens liv (...) Men alt dette er trivialiteter. Der er andre spørgsmål, der skønnes større og er oplyste teologer værdige.”

Erasmus erhvervede sig efterhånden en enestående lærdom i de klassiske sprog. Han foretog et grundigt studium af Det Nye Testamente på grundsproget oldgræsk. Han opdagede derved en kløft mellem Det nye Testamentes egentlige lære og den kristendom, han så udøvet fra kirkens side. Han ville finde frem til den Kristus, der var blevet begravet i dogmatiske læresætninger. Til det formål udgav han Det nye Testamente på oldgræsk med en selvstændig latinsk oversættelse, som fik stor udbredelse, og som af Luther blev anvendt som grundlag for hans tyske oversættelse af Det Nye Testamente.

Reformationens fader Martin Luther og Erasmus af Rotterdam var dog uenige på ét centralt punkt: Spørgsmålet om den fri vilje. I 1524 udsendte Erasmus et skrift, hvor han kritiserede Luthers ubetingede tillid til Guds nåde alene. I stedet hævdede han, at mennesket har en fri vilje, der medfører, at det af egen kraft kan arbejde for at leve et godt liv og således gøre sig fortjent til den guddommelig nåde. Året efter skrev Luther et skrift, hvori han understregede på det kraftigste, at mennesket i sig selv absolut ikke har nogen fri vilje, og at det er fuldstændigt afhængigt af Guds nåde. Hermed havde Luther en gang for alle sat skel mellem sig selv og Erasmus af Rotterdam, der døde i Basel i 1536.

Nina Burtons lange essay slutter med at konkludere, at mens Erasmus af Rotterdam var den europæiske kulturs fyrste, satte han større aftryk i tiden end nogen anden forfatter, indtil han blev tabu for både katolikker og protestanter. Herefter blev han fortiet helt frem til oplysningstiden, hvor han blev hyldet af de store filosoffer Francois-Marie Voltaire, Johann Wolfgang von Goethe og Immanuel Kant, der alle kunne genkende sig i ham:

"Nu blev han betragtet som en forløber for det frie intellektuelle menneske. I det 20. århundrede fik han en ny genopstandelse. Eksistentialister gravede hans syn på den frie vilje frem igen. Økumeniske bevægelser fik øje på ham, og man indså, at han havde været en pacifistisk pioner."

Erasmus indtager en nøgleposition i europæisk bevidsthedsliv og har præget senere tiders forståelse af humanisme og oplysning. Der blev indstiftet en Erasmuspris for den europæiske enhedstanke, og EU's internationale studenterprogram kom til at bære hans navn.