Johann von Staupitz - Luthers åndelige fader

I lange samtaler med den unge fortvivlede Martin Luther hjalp Johann von Staupitz ham med at finde vej ud af mørket. Og Luther erklærede senere, at var det ikke for Staupitz, så var han gået fortabt

Johann von Staupitz (ca. 1465-1524) var generalvikar for munkeordenen Augustineremitterne, som var den orden, reformatoren Martin Luther tilhørte. Som hans foresatte fik han stor betydning for den anfægtede munk, som efterhånden knyttede sig stærkt til ham. På den måde fik von Staupitz indflydelse på Luthers udvikling både menneskeligt og teologisk, og eleven priste sidenhen altid sin mentor i høje toner.

En adelig munk
Johann von Staupitz blev født ind i en uradelig sachsisk familie. Von Staupitz tog sin uddannelse i Leipzig og søgte kort tid efter optagelse i Augustinereremitternes munkeorden, og opholdt sig derpå i klostre og ved universiteter i forskellige tyske byer.

Von Staupitz var en udmærket teolog og en stor personlighed, præget af en tidstypisk blanding af skolastisk teologi i arven fra Thomas Aquinas, studier af Augustins skrifter og dertil kom en tydelig påvirkning fra den senmiddelalderlige mystik.

Omkring år 1500 syntes klostervæsenet at være gået i forfald. Som modreaktion tilsluttede von Staupitz sig observanterne, et pari inden for hans orden, der talte for reformering af livet som munk; de ønskede kort sagt at klosterreglerne skulle følges endnu mere nøjagtigt, og fordrede den allerstrengeste fromhed af sine munke.

For alvor kendt for eftertiden blev han dog hverken på grund af sin teologi eller fromhed, men først efter at være blevet teologisk doktor i 1500. Kort efter blev han nemlig ikke blot valgt til generalvikar, det vil sige øverste tilsynsmyndighed for de observante klostre i de tyske lande. Han blev også kaldet til et professorat i bibelkundskab og - fortolkning på det nye universitet i Wittenberg og dekan for det teologiske fakultet.

Luthers mentor
Han udførte begge arbejdsopgaver, og det var under en visitation, det vil sige et tjenstligt besøg i ordenens kloster i Erfurt at von Staupitz første gang stødte på en ung og stærkt plaget munk, Martin Luther. Luthers kamp for at vinde sig en nådig Gud var på sit højeste, og han førte den uden hensyn til sig selv. På den måde var han allerede i begyndelsen af sine 20ere ved at slide sig selv op.

Von Staupitz fattede sympati for den unge mand, og fulgte fra nu af og de næste år hans karriere tæt. I begyndelsen troede han nærmest, at Luthers anfægtelser kunne afhjælpes med ekstra arbejde og ansvar, og derfor gjorde han ham til prædikant i klosteret i Erfurt og subprior i Wittenbergs konvent.

Dertil kom omsorgen for Luthers akademiske karriere. I 1508 havde han sørget for at Luther fik tildelt et professorat i den aristoteliske etik ved det humanistiske fakultet i Wittenberg. Men von Staupitz pressede ydermere Luther til at blive doktor i teologi, og da han blev det sidst i 1512 lod Staupitz ham overtage hans eget professorat i Bibelfortolkning.

Skriftefaderen
Endnu større betydning for Luther fik von Staupitz dog som skriftefader for den unge anfægtede munk. Der er ikke noget, der tyder på, at von Staupitz kunne hjælpe direkte på anfægtelserne, dertil var Luther allerede nået uden for den etablerede teologis rækkevidde; det var gået op for ham i radikaleste form, at kristen etik og gode gerninger ikke var en udvej for ham. Han havde forstået, at Gud fordrer ALT af det enkelte menneske, og at mennesket skal give det med frihed og kærlighed.

Von Staupitz måtte da også ofte erklære at Luthers brøde kun var dukkesynder, eller at han simpelthen ikke forstod Luther. Alligevel fik hans hjælp så stor en betydning for Luthers teologiske udvikling, at han sidenhen kunne erklære, at det var von Staupitz, der var den reformatoriske teologis ophav. Hvordan det?

Von Staupitz betydning
Jo, for det første måtte von Staupitz i erkendelse af egen uformåenhed i trøsten henvise Luther til Bibelen og Augustins skrifter; her kunne han finde hjælp. Den ivrige discipel kastede sig begærligt over teksten, fandt Guds ord og blev dertil en suveræn skriftteolog.

Hvad von Staupitz ellers kunne lære Luther var, at se anfægtelsen som en prøvelse pålagt af Gud. Men ikke én prøvelse som mennesket stod alene med. For da det er Gud som virker alt, er det også ham, der ville virke ægte, dybfølt anger i det enkelte menneske. Derfor måtte boden starte med kærlighed til ham og hans retfærdighed, og ikke hos det forvildede menneske selv. Luthers selvplageri var kort sagt helt uden nytte.

Det var især prædestinationen læren om at Gud på forhånd har udvalgt eller forkastet hvert menneske som havde forfærdet Luther. Med et lån fra den middelalderlige mystik fastslog von Staupitz, at angst og anfægtelse er lidelse i efterfølgelse af Kristus; netop det frelseren selv måtte lide under i de sidste timer inden sin død og opstandelse. Derfor skulle Luther trøste sig med, at alt det, han led under, det som truede med at tage livet af ham netop var et tegn på udvælgelse et liv som Jesus eget.

De sidste år
En af de sidste gange hvor von Staupitz fik direkte indflydelse på Luthers, var i 1518, hvor kardinal Cajetan med henvisning til Luthers klosterløfte og den almindelige ordensdisciplin forsøgte at tvinge Luther til at tilbagekalde sine teser imod afladshandlen. Nægtede han dette kunne han få stemplet Luther som en frafalden og dermed en kætter, men det var uden resultat, da von Staupitz for en sikkerheds skyld i dagens anledning formelt havde fritaget Luther fra sit lydighedsløfte.

Selvom von Staupitz altså tydeligvis nærede stor sympati for Luthers kamp og måske ikke var uvidende om at han selv havde hjulpet det i gang så fulgte han ikke sin elev efter bruddet med pavekirken. Han afsagde sig i 1520 både sit doktorat i teologi og sit embede som generalvikar, hvorefter han flyttede sydpå og endte sine dage som abbed i et kloster i Salzburg.

Han fylder sjældent meget i historiebøgerne i dag, men hans indflydelse var kolossal. Ifølge Luther selv var der som nævnt ingen reformation blev uden von Staupitz, og Luther selv havnet i Helvede. Så selvom han aldrig blev protestant holdes von Staupitz navn stadig højt i ære i de lutherske kirker.