Niels Hemmingsen - en stjernes storhed og fald

Niels Hemmingsen oplevede i sin levetid både at være Danmarks mest indflydelsesrige teolog, og at blive afskediget fra universitetet pga. afvigende tanker. I dag anerkendes han dog som Danmarks mest betydelige teolog nogensinde. Foto: Wikimedia commons

Niels Hemmingsen var en teologisk superstjerne på den europæiske himmel, men blev alligevel afskediget fra Københavns Universitet for udbredelse af falsk lære

I løbet af sin levetid lykkedes det Niels Hemmingsen (1513-1600) at stige fra lollandsk bondesøn og til internationalt anerkendt teolog. Han var rådgiver for både kongehuset og rigsrådet, og hans indflydelse også uden for Danmark var enorm.

Under et studieophold i Wittenberg, havde det især været Philipp Melanchthons Luthers nære medarbejder tanker, der optog den unge student, og de kom til at præge ham og hans senere teologi. Det var ud fra disse tanker, at han udviklede en nadverlære, der lignede Jean Calvins mere end Luthers og derfor pådrog ham de ortodokse lutheraneres vrede.

Til sidst blev kongen overtalt til at tvinge Hemmingsen til at kalde dele af sin lære tilbage og til at forlade sin stilling på Københavns universitet.

Fra Lolland til Wittenberg
Niels Hemmingsen blev født i landsbyen Errindlev mellem Rødby og Nysted på det sydlige Lolland. Selvom han var af bondeslægt, blev den begavede dreng sidenhen anbragt i Nysted latinskole, hvor han modtog sin grundlæggende uddannelse.

Imellem 1537 og 1542 fik han lov til at studere på universitetet i Wittenberg i Sachsen, byen hvor reformationen var begyndt og sidenhen gået ud over hele Europa. Som en slags centrum i den protestantiske verden var byen et valfartssted for studenter fra alle lande, der kom for at suge til sig af de nye tanker eller modtage en uddannelse, der gjorde dem egenede til at tjene under de protestantiske fyrster.

Også for den Niels Hemmingsen eller Nicolaus Hemmingius som hans navn latiniseredes til i udlandet blev studieopholdet i Wittenberg af stor betydning og prægede både ham og hans teologi resten af hans liv. Ikke mindst mødet med Luthers nære medarbejder Philipp Melanchthon blev bestemmende for den unge danskers fremtid.

Teolog og bibelhumanist
Melanchthon er foruden Luthers nærmeste medarbejder kendt som en ganske særegen teolog. Han var oprindeligt klassisk dannet bibelhumanist indtil mødet med Luther sendte ham i en ny teologisk retning. I sine senere år begyndte han dog at vende tilbage til sit udgangspunkt, og han udformede en teologi, der bar kraftigt præg af hans humanistiske arv og klassiske dannelse.

Vægten lå især på det etiske aspekt af et kristent menneskes liv. Hvor Luther talte om viljen som trælbunden, fokuserede Melanchthon på menneskets faktiske mulighed for at handle og pligten til at gøre det. Han accepterede, at det alene er Jesus, der frelser, men påpegede, at de gode gerninger ikke af den grund var blevet unødvendige. Dyd og fromhed måtte stadig være menneskets mål.

Det var tanker som disse, Niels Hemmingsen sugede til sig under sit ophold i Wittenberg og tog med sig hjem til Danmark, og Melanchthon var livet ud hans store teologiske forbillede hvilket til sidst kostede Hemmingsen hans karriere.

Praeceptor daniae
Vel hjemme i København blev Hemmingsen i en alder af 30 udnævnt til professor i græsk i 1543. Året efter blev han professor i hebraisk og dialektik (filosofi). I 1553 blev han professor i teologi, og fire år senere satte han kronen på værket med opnåelse af den teologiske doktorgrad.

Og det var ikke kun Københavns Universitet, der nød godt af Hemmingsens talenter. Som Melanchthon lagde Hemmingsen stor vægt på at forene af fromhed og klassisk dannelse, teologi og videnskab. Kort sagt: For at evangeliet kunne nå ud til alle, var læsefærdigheder en nødvendighed.

Som universitetets ledende kapacitet og en af Danmarks toneangivende teologer satte Hemmingsen derfor et stort oplysnings- og uddannelsesarbejde i gang efter melanchtoniansk mønster. Og som Melanchthon havde vundet sig hædersnavnet praeceptor germaniae (Tysklands lærer), blev Hemmingsen, som var en ligeså stor pædagog, naturligt nok til praeceptor daniae.

Rådgiver for hoffet
Niels Hemmingsen var altså efterhånden blevet en betydningsfuld mand. I udlandet læste man interesseret hans skrifter, og i Danmark fik han ikke kun sat sit fingeraftryk på uddannelsessystemet og folkets almindelige dannelse. Han var også blevet hoffets og rigsrådets rådgiver i teologiske anliggender, og han omgikkedes venskabeligt med konger og rigets mægtigste mænd.

Som sådan havde han enorm indflydelse på magthaverne i de år, hvor reformationens fremskridt skulle befæstes, og han var ikke nervøs ved at lade en stærk statsmagt sørge for dette. Hemmingsens teologi med dens store fokus på fromhedsliv og social ansvarlighed blev altså grundlæggende for det forhold mellem kirke og stat, som vi har bevaret næsten uforandret til i dag.

Philippister og gnesiolutheranere
Skæbnen ville dog, at Hemmingsen i samme øjeblik, han stod på højden af sin berømmelse, skulle miste det hele igen. I Wittenberg havde Melanchthon efter Luthers død lagt sig ud med de andre reformatorer, som anklagede ham for at svigte den sande evangeliske tro.

De var især efter Melanchthons opfattelse af nadveren. Hvor Luther havde bevaret den katolske lære om realpræsens (Jesus Kristus er i bogstavelig forstand til stede i brødet og vinen), så nærmede Melanchthon sig efterhånden den reformerte teolog Jean Calvins opfattelse, ifølge hvilken brødet og vinen blot forbinder os med den himmelfarne Jesus Kristus.

Melanchthon og hans støtter de såkaldte philippister kom derfor under anklage for kryptocalvinisme (skjult calvinisme) og blev derfor opfattet som kættere af de såkaldte gnesiolutheranere (de sande lutheranere).

Faldet fra tinderne
Også i Danmark splittedes teologerne op, og Niels Hemmingsen tilhørte ikke overraskende den philippistiske fraktionen. Dette bragte ham i søgelyset hos flere ortodokse lutheranere både herhjemme og i udlandet, og i 1576 blev han nødsaget til at tilbagekalde de dele af sin teologi, der kunne tydes som kryptocalvinistiske.

Det var dog ikke nok for hans modstandere, og det kom så vidt at kurfyrsten af Sachsen begyndte at lægge så stort et pres på den danske konge, Frederik II, at han i 1579 måtte suspendere Hemmingsen fra alle hans tidligere hverv. Han blev forvist fra København og måtte i stedet tage til takke med et mindre embede som kannik i Roskilde.

Det var dog kun socialt set, at Hemmingsen var faldet så dybt. Han levede sine sidste 21 år i Roskilde som en lige så højagtet og respekteret teolog, som han nogensinde havde været. Hans forfatterskab var fortsat udbredt og læst i hele Europa, og i dag er der ikke megen tvivl om, at Niels Hemmingsen var sin tids og en af historiens dygtigste og mest betydningsfulde danske teologer.

Andre læser lige nu