Philipp Melanchthon - reformationens systematiker

Luther kaldte ham "min lille græker" og han huskes som Praeceptor Germaniae, Tysklands lærer. Sikkert er det, at Philipp Melanchthon var en uforlignelig teolog og lærer med solide rødder i renæssancehumanismen. Hans eftermæle blev dog plettet af beskyldninger om kætteri. Foto: Wikimedia commons

Som reformationens store systematiker var teologen og humanisten Phillip Melanchthon en uvurderlig hjælp for Luther. Men afvigelser i hans teologi kom til at belaste hans eftermæle voldsomt

Det var i høj grad Philipp Melanchthons (1497-1560) fortjeneste, at hans gode ven Martin Luther og de øvrige Wittenbergerteologers teologiske arbejde blev systematiseret. Midt i de dramatiske begivenheder hvor han både skulle optræde som reformator, diplomat og Luthers stedfortræder lykkedes det ham med flid og dygtighed at få det hele sat på formel.

Alligevel blev hans status som Luthers næstkommanderende kraftigt anfægtet, da han begyndte at give udtryk for visse særstandpunkter, der skulle sikre kirkens enhed og orden. De blev i stedet blev udlagt som afvigende kryptocalvinistisk lære, det vil sige skjult calvinisme og dermed kætteri, hvilket førte til bitre stridigheder i de lutherske kirker og flere hundrede års forfølgelse af Melanchthons arvtagere, de såkaldte filippister.

Den store humanist
Selvom han også var en fremragende teolog, var det gennem hele sit liv rollen som klassisk dannet humanist, Melanchthon foretrak at indtage. Han kom oprindeligt fra renæssancens bibelhumanisme, med dets genopdagelse af de klassiske sprogs vigtighed og grundige tekstnære studier fremfor den mere spekulative skolastik. Melanchthon var da også et sprogmenneske ud over det sædvanlige, og han beherskede både latin, græsk og hebraisk. Selv hans eget efternavn var en græcificering af det oprindelige tyske slægtsnavn Schwarzerd, det vil sige sort jord.

Hans uddannelse blev taget på universiteterne i både Heidelberg, Tübingen og Wittenberg. Allerede som 16-årig begyndte han at undervise på universitetet i Tübingen, og som 21-årig indtog han et professorat i græsk på universitet i Wittenberg og fra året efter også en lærestol i fortolkningen af Bibelen.

Melanchthon havde det da heller ikke fra fremmede. Hans grandonkel var grundlæggeren af den klassiske filologi i Tyskland, Johann Reuchlin. Hans banebrydende forskning banede ikke blot vejen for bibelhumanismen, men den også var en vigtig forudsætning for selve reformationen.

Og denne arv var det Melanchthons lod at forvalte både gennem sin undervisning på universitetet i Wittenberg og i høj grad også i arbejdet med at få reformationen til at slå igennem uden for reformatorernes egen snævre kreds. Og få andre blandt reformatorerne forstod som Melanchthon vigtigheden af pædagogik og uddannelse, hvilket efter grundlæggelsen og reformeringen af utallige skoler og universiteter over hele landet gav ham hædersbetegnelsen Praeceptor Germaniae Tysklands lærer.

Betegnende for hans klassiske humanistiske indstilling er det også, at han selv efter at Luther havde brudt definitivt med ham fortsat holdt sig i kontakt med superhumanisten Erasmus af Rotterdam. Og at han efter Luthers død lagde den reformatoriske teologi mere eller mindre på hylden og i stedet vendte tilbage til sit studium af den klassiske litteratur.

Luthers nærmeste medarbejder
Men uanset alle Melanchthons klassiske dyder kender mange ham kun for hans samarbejde med Luther, for hvem han var en uundværlig hjælp og støtte. Og Luther så også et stort lys i den noget yngre humanist, hvis kølige og logiske tankegang og tænkemåde var helt anderledes end Luthers egen spontane og lidenskabelige tilgang til tingene.

På den måde supplerede de hinanden på allerbedste vis, hvad historien også siden hen har vist. For Melanchthons primære bidrag til reformationen var ikke at opdage den nye teologi, det lod han Luther selv om at gøre. Melanchthons bedrift bestod i højere grad i hans evne til at systematisere Luthers tanker, til at føre dem på formel. Det var helt nødvendigt ikke blot på grund af Luthers ovennævnte temperament, men også fordi hans værker altid blev udformet som lejlighedsskrifter, og der altså ikke kunne blive tale om en samlet dogmatik, en færdig troslære fra Luthers hånd.

Det var derfor ikke noget tilfælde at det tilkom Melanchthon i 1530 at være hovedforfatter på Confessio Augustana, det vil sige Den Augsburgske Bekendelse, som stadig i dag hører til de lutherske kirkers teologiske grundlag. I 1521 havde Melanchthon desuden udgivet sine Loci Communes (egentlig Fælles steder (i teologien)), som var den første bog, hvori luthersk teologi blev systematiseret. Betegnende nok blev den ad flere omgange kraftigt revideret.

Stedfortræderen
Også på et mere politisk plan nød Luther godt af Melanchthons mange talenter. Imens han befandt sig i sikkerhed på slottet Wartburg, var det Melanchthon, der skulle forsøge at holde styr på begivenhederne i Wittenberg. Han deltog også på vegne af Luther i en række debatter, og var ikke blot hovedforfatteren til Confessio Augustana, men også den, som måtte møde for den katolske tyske kejser i Augsburg og fremlægge den. Og han var også ofte bindeleddet imellem den fredløse Luther og hans velgører kurfyrsten Frederik den Vise af Sachsen.

Således havde Melanchthon altså også et vist diplomatisk ansvar som Luthers stedfortræder og en slags teologisk diplomat. Også her var det en fordel for både Luther og hans reformation, at han kunne sende en person af sted på sine vegne, som han kunne være sikker på ikke tabte hovedet.

Melanchthon ville gøre meget for at undgå strid og splittelse og var villig til at indgå kompromisser alene for fredens skyld, hvilket lå den lidenskabelige Luther aldeles fjernt.

Magtopgøret ved Luthers død
Med sine mange talenter havde Melanchthon fået gjort sig uundværlig for Luther, og han blev af mange set ikke bare som reformationens nummer to, men også som Luthers naturlige efterfølger. Så vidt skulle det dog aldrig komme. For uanset hvor populær Melanchthon havde været hos Luther, var det lykkedes ham at skabe sig mange fjender blandt dem, der betragtede sig selv som de rigtige, ortodokse lutheranere. En stor gruppe af teologer, som havde slået sig ned i Jena, imens Melanchthon var forblevet i Wittenberg.

De var utilfredse med, at Melanchthon altid havde indtaget særstandpunkter, og hvad værre var at Luther ydermere så ud til at se igennem fingre hermed, og i hvert fald ikke tog offentligt afstand fra dem. Så efter Luthers død faldt de over Melanchthon.

De beskyldte ham blandt andet for falsk lære, når han hævdede, at den menneskelige vilje kunne hjælpe med på frelsen og faktisk også gøre objektivt gode menneskegerninger. De ortodokse lutheranere ville ikke høre tale herom, men fastholdt, at når Kristus ved troen havde taget bolig i mennesket, så var det ham, der gjorde disse gerninger.

Et andet punkt, som Melanchthon afveg fra, var i synet på nadveren. Her nærmede han sig den schweiziske reformator Jean Calvins opfattelse, der lærer, at brødet og vinen ikke erJesu Kristi legeme og blod. Det vil altså sige, at der ikke er nogen realpræsens (Jesu Kristi virkelige tilstedeværelse) i nadveren, men kun en slags forbindelse mellem himmel og jord gennem nadveren.

Kampen for kirkens enhed
Melanchthons modstandere havde helt ret i, at han efterhånden var blevet fortaler for en helt anden teologi end Luthers selvom Melanchthon hævdede at Luther helt uofficielt var enig med ham. Det sås blandt andet af, at Loci Communesblev redigeret og genudgivet hele seks gange efterhånden tilpasset den nye filippistiske teologi.

Sagen var, at Melanchthon over alt andet ønskede, at kirkens enhed skulle bevares, og derfor ville han ikke gribe til yderligheder af nogen art, der kunne forstyrre den etablerede orden. Det var nok også denne skræk for uorden og splittelse, der gjorde ham til så dygtig en diplomat, som han var, til de ortodokses store fortrydelse.

Man skal huske på, at reformationen blev til på baggrund af oprør og religionskrig, og at politik spillede en meget stor rolle. Derfor var der ikke mange, der kunne forstå Melanchthons økumeniske bestræbelser, det vil sige hans forsøg på at skabe konsensus. I dag er man almindeligvis mere indstillet på at søge den kristelige enhed, og derfor har Melanchthon opnået ny interesse og popularitet.

Men selv i samtiden fik hans særlige teologi trods al modstand faktisk lov til at leve videre, og den blev i 1600-tallet næsten en slags modeteologi. Herhjemme fik den en ret dramatisk konsekvens i den danske kirkehistorie, da dens mest berømte repræsentant Niels Hemmingsen, der var sin tids fremmeste teolog, på grund af beskyldninger for netop filippisme og kryptocalvinisme blev jaget bort fra sin stilling som professor på Københavns Universitet.

Andre læser lige nu