Poul Helgesen - de danske reformatorers mentor

Poul Helgesen afskyede Luther og reformationen, men alligevel blev munken og bibelhumanisten en vigtig forløber for afskaffelsen af den katolske kirke i Danmark

Hvad angår en af den danske reformationshistories mest spændende personer er det ikke kun detaljerne om fødsel og død, som er ukendte. Poul Helgesen (ca. 1485-ca. 1535) er på alle måder en sammensat og gådefuld person: Han afskyede Luther, men var blandt de første til at introducere ham og oversatte sågar en af hans bøger.

Han var modstander af reformationen, men var underviser for de mest betydningsfulde danske reformatorer. Detil kom at han på højden af sin karriere var hoffets rådgiver i tidens kirkelige anliggender, men endte sin karriere med at nedskrive den såkaldte Skibbykrønike, der var et langt opgør med den danske kongemagt.

Munken fra Halland
Man antager, at Poul Helgesen eller Paulus Heliae, som han latiniserede sit navn blev født omkring 1485 i nærheden af Varberg i Halland. Han oplyste selv, at hans moder var af svensk afstamning, men efternavnet oplyser ikke noget om hverken slægt eller præcist sted.

Det første, man med sikkerhed ved om ham, er derfor, at han som ganske ung blev anbragt hos karmelitterne en streng tiggermunkeorden i deres kloster i Varberg. Den fremmelige novice modtog undervisning i både filosofi og teologi, blev efterfølgende præsteviet. Vi ved ikke hvilket universitet han studerede på, men dog at han opnåede baccalaureusgraden, og til sidst gjort til lektor i bibelkundskab.

Via et kort ophold hos sine ordensbrødre i Helsingør kom han endelig til København, hvor han i 1519 blev forstander for det nyoprettede Karmelitterkollegium i København, der ud over at drive Sct. Jørgens Hospital for spedalske også skulle give forelæsninger i teologi. Helgesen prædikede desuden i Vor Frue Kirke.

I denne første del af sit liv beskæftigede Helgesen sig mest med sine intensive studier i Bibelen, som både skyldtes hans baggrund i karmelitterordenen, men også tidens populæreste teologiske strømning, den såkaldte bibelhumanisme, der gjorde op med middelalderens skolastiske tradition.

Bibelhumanist og reformkatolik
Hans store forbillede var Erasmus af Rotterdam, og derfor var Bibelen på de originale sprog den primære kilde til hans opfattelse af kristendommen. Af praktiske grunde lagde ham i sit arbejde som underviser også uhyre stor vægt på, at hans elever opnåede gode sprogkundskaber.

Sekundært var for Helgesen den katolske tradition, de store koncilier eller kirkemøder samt oldkirkens teolkoger, de såkaldte kirkefædres store forfatterskaber, der beskæftigede sig med apologetik - forsvar for kristendommen, før den blev den dominerende religion og skrifter imod kættere. Det var i høj grad på disse skrifter, at den tidligere teologi havde hvilet.

Et sted midt imellem Bibel og traditionel katolsk teologi satte Helgesen den svenske teolog og helgeninde den hellige Birgitta af Vadstena. Han anså mystikeren for at være en ny profetinde, og tilsluttede sig fuldt ud hendes erklæring om, at Gud havde dømt kirken på grund af det forfald, der havde ramt den igennem de sidste flere hundrede år.

Derfor blev Helgesen også en såkaldt reformkatolik. Han så at problemerne i kirken var enorme biskopperne levede som fyrster, munkene var ikke spor fromme, embeder solgtes for bestikkelse, og så videre men han ønskede ikke, at kirken skulle sprænges.

Den var og blev både hellig og et mystisk samfund af alle troende, så skulle den reformeres, skulle det være indefra og inden for de bestående rammer. At lade det være op til folket, ville ikke føre til andet og mere end en vulgarisering af lære og liturgi.

Erklæret modstander af reformationen
Derfor kunne han heller ikke tilslutte sig Luthers oprør imod kirke og pave på trods af et fælles syn på mange ting, ikke mindst Luthers kernetanke om, at mennesket frelses af troen alene. Men med Erasmus og imod Luther hævdede Helgesen viljens frihed, hvorfor han måtte lægge stor vægt på den personlige fromhed, en streng kristen etik.

For nok er det troen, der frelser, men beviser den sig ikke i en from livsførelse, så er det ikke sand tro. Og derfor måtte Helgesen fortsat fastholde, at gode gerninger er nødvendige for menneskets frelse. Af samme grund fastholdt han katolske institutioner som fromhedsanvisninger, klostervæsen, askese og ikke mindst skærsilden, der skulle rense mennesket fuldt ud inden indgangen i Paradis. Af samme årsager havde han engageret sig dybt i forskellige former for socialt arbejde.

Men selvom Helgesen altså forsøgte at møde kirkens problemer med en blanding af bibeltro teologisk lærdom og traditionel fromhed, så kunne han dog ikke sige sig helt fri for at være påvirket af de nye tanker, der kom til Danmark fra Wittenberg.

Poul Vendekåbe
Det blev således hans lod at undervise de studenter, der sidenhen kom til at reformere den danske kirke, og det var i høj grad Helgesens egen teologi, der åbnede dem for et nyt syn på traditionen, og satte dem på sporet af de nye tanker sydfra. En i hans øjne pædagogisk fejltagelse, som han siden angrede bittert.

Hans tvetydige stillingtagen til begivenhederne var dikteret af hans store kærlighed til sandheden og en kompromisløs tilgang til det praktiske liv. Da Christian II i 1522 således bad ham om at aflevere en betænkning om Luther, erklærede den fordomfri Helgesen for eksempel, at Luther var en ærkekætter, men også en stor forfatter af opbyggelige skrifter.

I 1524 oversatte og udgav han tilmed selv Luthers Betbüchlein, hvormed kendskabet til reformatoren blev væsentligt større. Var reformkatolikken ikke i forvejen upopulær blandt ortodokse katolikker, så blev han det i hvert fald nu.

Hans stilling blev ikke gjort nemmere af, at han både skulle kæmpe mod tilhængere af Luther og uduelige katolske bisper. Begge sider mistænkte ham for at tilhøre den anden, og denne tvetydighed i hans opførsel gav ham i samtiden efterhånden tilnavnet Poul Vendekåbe.

Det store nederlag
Poul Helgesens planer om en indre reformation af kirken led efterhånden skibbrud, selvom han selv gjorde, havd der stod i hans magt for at stå fast imens lutheriets gift sniger sig frem, og en luthersk inspireret pøbel stormede Vor Frue Kirke for at rydde den for helgenbilleder og anden katolsk overtro i 1530. Frederik I havde egentlig forpligtet sig til at sikre den katolske kirke, men hans passivitet blev tolket som et tegn på, at han faktisk støttede de nye idéer.

Helgesens hovedmodstander var i disse år den tidligere johannittermunk Hans Tausen, som blev anset for at være en slags leder af oprøret imod den sande tro. Imod ham stillede Helgesen op til den ene offentlige polemik og efter den anden og tog del i både teologiske og politiske debatter, der fra begge sider blev ført i særdeles groft og hadefuldt tonefald. Der blev ikke lagt fingre imellem.

Da Tausens beskytter Frederik I døde i 1533 gjorde Helgesen et sidste forsøg på at komme ham til livs; han anklagede ham for kætteri og Sjællands biskop Joachim Rønnow dømte ham til landsforvisning. Dommen provokerede imidlertid borgerne i København i en grad, der gjorde et voldeligt oprør imod kirke og præster til en overhængende fare, og derfor så Rønnow sig nødsaget til at indgå et forlig med Tausen. Det tilgav Helgesen ham aldrig.

Borgerkrigen og Skibykrøniken
Efter Frederik Is død kunne rigsrådet ikke blive enige om hvem, de skulle tilbyde tronen. Det endte med at blive en kamp imellem Christian II og Christian IIIs tilhængere, som alle var protestantiske i større eller mindre grad. Danmark blev kastet ud i en borgerkrig, Grevens Fejde, og uanset udfaldet ville Poul Helgesens dage som indflydelsesrig teolog og universitetslærer være talte. Det var måske fordi han vidste, at han levede på lånt tid, at han talte meget aktivt imod krigshandlingerne.

Det endte med, at han forlod København og kastede sig over sit sidste og nok mest berømte skrift hans store produktion, den såkaldte Skibykrønike, der først blev fundet i 1650 indmuret i koret i Skibby kirke. Krøniken var en slags testamente, et vidnesbyrd til eftertiden om de ting, der var sket i hans levetid, og var båret af et frådende raseri imod både kongemagten, kirken og hans tidligere elever. På trods af denne klare tendens er den stadig en af de vigtigste kilder til perioden.

Død og eftermæle
Helgesens krønike forblev ufuldendt, ja den ender faktisk midt i en sætning, der omhandler året 1534. Dette bratte stop er det sidste man kender til Helgesen, og derfor har spekulationerne om hans videre skæbne været mange. Nogle mener, han blev myrdet, andre at han overgav sig og blev en ligeså lidenskabelig lutheraner, ligesom han havde været ditto katolsk.

Indtil videre er og bliver han forsvundet, og det eneste der er tilbage, er spredte vidnesbyrd om en af periodens betydeligste danske teologer. Han var plaget af skuffelsen over sine elevers frafald, men det var hans egne formidable pædagogiske evner, der havde ført dem derhen.

Selvom han for alt i verden havde ønsket, at kirken kunne forblive én, så var det den fordomfrie teolog, der havde lært sine elever at tænke selvstændigt og kritisk og havde opfordret dem til at kræve reformation. På den måde blev Paulus Heliae alligevel en vigtig forløber for reformationen og en af dem, der gjorde den mulig.