Ulrich Zwingli og den første schweiziske reformation

Mens Martin Luther reformerede kirken i Tyskland, arbejdede Ulrich Zwingli utrætteligt på at skabe en ny bibelfunderet teologi i Schweiz. Derudover er hans tanker også udbredte i reformerte kirker verden over - og særligt i Nederlandene, England, Skotland og USA

Når talen falder på den schweiziske reformation, tænker de fleste på Jean Calvin. Før ham var den dominerende skikkelse dog præsten Ulrich Zwingli, som i et frontalopgør med pavekirken skabte en ny teologi.

Den blev grundlaget for udviklingen af den reformerte protestantisme, og hans betydning må altså ikke undervurderes for hans mere berømte efterfølger. Zwingli fik en enorm indflydelse på både kirke og stat i Schweiz og de andre reformerte lande, og har haft det til i dag.

Fra bondesøn til bibelhumanist

Zwingli fødtes i 1484 i det nordøstlige Schweiz og var altså næsten jævnaldrende med Luther. Han var af bondeslægt, men havde en onkel, der var præst, og han sørgede først for at den fremmelige dreng blev holdt til bogen, og derefter sendt til Basel og Wien for at læse teologi. Han overvejede i kort tid at søge optagelse i et kloster, men opgav idéen og nøjedes med siden hen at lade sig ordinere som præst.

På daværende tidspunkt, var det stadig den skolastiske teologi, der var den fremherskende, men Wiens universitet var et af de få steder, renæssancehumanismen var ved at overtage den plads. Under sit ophold her blev Zwingli grebet af de nye tanker, især som de kom til udtryk hos den berømte teolog, filosof og sprogforsker Erasmus af Rotterdam som han studerede under i Basel.

Renæssancehumanismen havde vendt sig imod den meget spekulative skolastik og fordrede i stedet en kritisk og videnskabelig teologi. Det fik Erasmus til som den første at sørge for en udgivelse det Nye Testamente på dens oprindelige græske, frem for den latinske oversættelse, som den officielle kirke holdt sig til.

Selvom Zwingli stadig var langt fra at være reformator, fik disse nye tanker stor betydning for hans karriere. Når han nu havde originalteksten at arbejde med, måtte den gælde for ham som kristendommens højeste autoritet frem for paven. Hermed var vejen banet for nye, afvigende tolkninger.

Schweizisk patriot og pacifist

Zwingli afsluttede sine studier og blev ordineret som præst i 1506 for en landmenighed i kantonen Glarus. Kantonen var én af de oprindelige kantoner i det oprindelige edsforbund fra 1352, der sikrede Schweiz sin selvstændighed fra det mægtige habsburgske kejserdømme, og i løbet af sit 10-årige virke her blev Zwingli vakt som glødende patriot.

Han arbejdede for, at Schweiz skulle vokse, og kantoner og byer få et endnu tættere sammenhold, og han drømte om landets storhed som pavens nære allierede. I 1513 og 1515 drog han den fulde konsekvens af sin patriotisme og drog med en afdeling af schweiziske lejetropper i pavelig tjeneste som deres feltpræst.

De schweiziske troppers totale nederlag i slaget ved Marignano ødelagde dog enhver drøm og landets storhed, og betød et vendepunkt for Zwingli. Han indså, at det var ødelæggende for det schweiziske folk, at de i stor stil kæmpede for fremmede magter og deres krige, og prædikede fra nu af herimod.

Endvidere førte Zwinglis oplevelser af krigens gru sammen med hans genoptagne studie af Erasmus skrifter, der handlede om ret kristelig livsførelse og moral, til at han måtte tale imod krig af enhver art. Denne nye pacifistiske indstilling kostede ham i sidste ende kaldet som sognepræst i Glarus i 1516.

I de to følgende år levede han et stille liv i et nyt sogn optaget af sine humanistiske studier og sin virksomhed som prædikant. Sidstnævnte gjorde ham dog efterhånden så berømt, at han blev hentet til fristaden Zürich, hvor han blev ansat som prædikant i byens hovedkirke Grossmünster. I dette embede efter en svær pestsygdom blev Zwingli reformator ikke mindst gennem læsning af Luthers skrifter.

Den politiske præst

Heller ikke i Zürich fornægtede Zwinglis politiske indflydelse sig, så selvom han brød med den magtfulde katolske kirke, kunne han fortsætte sit arbejde i byen som fri prædikant på sit tyske modersmål.

I 1522 begyndte han sit gennemgribende reformatoriske arbejde; han hævdede Bibelen som den eneste autoritet for de kristne både i det kirkelige og det borgerlige liv, han talte imod de gamle bestemmelser om faste og al ydre ceremonitvang og afskaffede alle dele af gudstjenesten, der ikke havde udtrykkelig hjemmel i Bibelen.

Dette gik ikke upåagtet hen i det gamle katolske Zürich, og derfor blev Zwingli bedt om at møde foran 600 borgere i byrådet og her diskutere sin teologi. Zwingli opstillede 67 teser, der beskæftigede sig med billeddyrkelse, cølibat, kirken, pavens autoritet, skærsild og aflad og messen.

Zwingli opnåede byens ubetingede støtte, og et omfattende reformarbejde blev hurtigt sat i gang med nedlægning af klostre og inddragelse af kirkegods, afbrænding af helgenbilleder og relikvier, afskaffelse af helgenfester, nyordning af gudstjenesten på modersmål og uddeling af både brød og vin til lægfolk.

Det var ganske særegent for det schweiziske samfund, at Zwingli med ét kunne få sin teologi godkendt politisk, men i Schweiz var der så nær sammenhæng imellem folkets kirke og folkets stat, at der reelt set var tale om teokrati: Den verdslige øvrigheds etiske målestok var ligesom i kirken Bibelen, og med sværdet skulle dens strenge tugt og moral sikres.

Zwinglis strid med Luther

Reformationen spredte sig efterhånden til Basel og Bern og dele af Sydtyskland, og Zwingli blev således også en indflydelsesrig person uden for Zürich, hvilket stimulerede hans politiske ambitioner. Ligesom den protestantiske landgreve Philip af Hessen ønskede han, at de protestantiske lande kunne blive en samlet front imod den katolske kejser.

Det betød at de to ikke alene politisk, men også religiøst søgte at samle lutheranerne og de reformerte, og helst om en fælles bekendelse. Derfor blev der taget initiativ til den såkaldte religionssamtale mellem Luther og Zwingli i Marburg i 1529 for at få ryddet uoverensstemmelser af vejen.

Især et vidt forskelligt nadversyn skilte de to reformatorer. Luther fastholdt den gamle tanke om Kristi realpræsens i nadveren, det vil sige at Jesus Kristus var virkeligt til stede i brødet og vinen. Dog afveg han fra den katolske idé om forvandling fra den ene substans til den anden, og mente, at det var brød og vin og Jesu Kristi legeme og blod samtidig.

Zwingli holdt på, at Jesus Kristus efter sin himmelfart havde indtaget sin retmæssige plads ved Gudfaders højre hånd. Derfor kunne han ikke være realpræsent i nadveren, som altså kun var et mindemåltid. De to kunne altså ikke enes om hvorvidt est i nadverens hoc est corpus meum (dette er mit legeme) skulle forstås som betyder som Zwingli mente eller skulle tages bogstaveligt, som Luther gjorde. På denne uenighed strandede initiativet.

Begyndelsen på enden

Dette blev begyndelsen på enden for Zwinglis ambitioner. De lutherske teologer enedes om en fælles bekendelse, og deres fyrster fandt sammen i et væbnet forbund. I Schweiz stod Zwingli og Zürich til gengæld efterhånden temmelig alene, fordi hans forsøg på at gøre sig gældende internationalt havde vakt de nationalistiske schweizeres mistanke.

For at generobre den tabte indflydelse talte Zwingli for en hurtig krig, der skulle sikre Zürich og Bern den samlede magt i Schweiz. Bern nægtede at deltage, og Zürichs hastigt mobiliserede hær blev i oktober 1531 rendt over ende af en overlegen styrke.

Zwingli, som ligesom i sin ungdom selv var med på slagmarken som feltpræst, blev hugget ned. Efter slaget blev hans lig genkendt af fjender, sønderrevet, brændt, og asken derpå blandet med indvolde fra svin. Ved den efterfølgende fredsslutning blev Zürichs magt brudt og katolikkerne genvandt meget af det tabte terræn.

Arven efter Zwingli

Den reformerte kirke holdt stand i Zürich og Bern, og Zwinglis efterfølger Heinrich Bullinger blev også en markant skikkelse i årene, der fulgte, men tiden var dog løbet fra Zwinglis teologi. Størst betydning fik den ved at have gødet jorden i de tysktalende lande for den frembrydende calvinisme.

Til gengæld har Zwinglis opfattelse af den kristne stat spillet en enorm rolle for udviklingen af det schweiziske samfund. Den strenge moral, der blev håndhævet under Zwinglis regime, blev overtaget af de reformerte kristne rundt om i verden, og har sat et kraftigt aftryk på tankegangen i Nederlandene, England, Skotland og USA.