Hvornår er et land sekulariseret?

Vi får ofte at vide, at vores verden er blevet sekulariseret. Men "sekulær" kan betyde mange forskellige ting, og er det overhovedet rigtigt, at sekulariseringen breder sig?

Det bliver ofte brugt som et afgørende kendetegn ved den moderne verden. At man har adskilt det politiske og det religiøse. At vi har afviklet religionens rolle i det offentlige rum. At vi er blevet rationaliseret. Sekularisering er dog et yderst kompliceret begreb, der kan anvendes på mange forskellige måder 

LÆS OGSÅ: 2000 års sekularisering

Vi får ofte at vide, at vores verden er blevet sekulariseret. Vi får ofte at vide, at den vestlige verden beror på sekulære værdier og, at vi har adskilt religion og politik i modsætning til andre dele af verden.

På den anden side mener andre, at Danmark overhovedet ikke er sekulariseret, da vi har en statskirke. Visse repræsentanter fra folkekirken mener til gengæld, at vores samfund er alt for sekulariseret og at folket mister interesse for Gud og kirken. 

Når religiøst betonet terrorisme rammer os, står vi dog alle sammen i enighed om, at de sekulære værdier er med til at adskille os fra dem. 

LÆS OGSÅ: "Sekularisme er ikke ateisme" 

Det kan være svært at finde rundt i. For at finde op og ned i emnet er det vigtigt at skelne mellem forskellige betydninger af ordet ”sekularisering.”

Sekularisering som adskillelse af politik og religion
Politisk set forbindes sekularisering med adskillelsen af kirke og stat - eksempelvis med, at ét land har religionsfrihed og at staten ikke støtter nogen specifik religion. Når USA bliver beskrevet som et sekulært land er det med henvisning til denne idé.

I midten af det 20. århundrede ser man udviklingen af en række stater, der gennemgår en hastig moderniseringsproces. Denne modernisering indebar ofte fokus på en klar adskillelse mellem religion og politik. For eksempel Atatürks Tyrkiet i 1920erne, Nassers Egypten i 1950erne eller Nehrus Indien i 1940erne. Vidt forskellige nationer, men med det fællestræk, at deres ledere så enhver blanding af stat og religion som umoderne og irrationel. 

Politisk kan sekularisering også betyde, at det offentlige rum bør være religionsneutralt. I Europa er dette mest tydeligt i Frankrig, hvor der er forbud mod religiøse tegn i skoler og andre offentlige institutioner.

Men også Anders Fogh Rasmussens udtalte i Politiken d. 20 maj 2006, at for meget religion i det offentlige rum truer samfundets sammenhængskraft.

Sekularisering som en historisk proces
En anden måde at forstå sekularisering på er fuldstændig deskriptiv. Historisk set er sekularisering ofte forbundet med en proces, hvor samfundet gennemgår hvad man sociologisk kalder "en funktionel differentiering". Med dette menes at samfundets forskellige sfærer såsom kirke, sygevæsen og uddannelsesinstitution adskilles fra hinanden.

Kirken tager sig af det kirkelige og skolerne og universiteterne tager sig af uddannelse. Groft sagt er kirkens funktion i dag, at den er en kirke og ikke en institution for sygepleje eller uddannelse, som det har været før i tiden.

LÆS OGSÅ: Sekulariseringen breder sig, religionen følger med

Når vi taler sammen i offentlige instanser såsom inden for folkeskolen eller sygevæsenet er det derfor uden henvisning til noget religiøst, da det har sin egen plads uden for disse sfærer.

Et sociologisk fænomen
Sociologisk diskuterer man ofte om sekularisering som et karaktertræk ved det moderne.

Modernitet afvikler religion, og jo mere rationelle vi bliver, jo mindre religiøse bliver vi. I samfundsvidenskaberne bliver dette kaldt sekulariseringsteorien.

I den tidlige sociologi blandt tænkere som August Comte og senere Max Weber og Émile Durkheim var denne proces nærmest taget for givet. Som verden bliver mere moderne, vil religion langsomt miste sin betydning. 

LÆS OGSÅ: Fundamentalistisk sekularisme

Denne opfattelse varede ved i det meste af det 20. århundrede, men er i dag generelt afvist. Dette hænger først og fremmest sammen med det banale faktum, at religion ikke er forsvundet nogen steder hen. Religion er muligvis privatiseret og forandret, men er ligeså meget i live, som den altid har været. 

Blandt andet har sociologen José Casanova, i sin bog Public Religions in the Modern World, påpeget, hvordan religion spillede en aktiv politisk rolle i nogle af de vigtigste politiske begivenheder i nyere tid. Som eksempler nævnes den katolske kirkes rolle i modstanden mod kommunisme i Polen og koblingen mellem marxisme og islam under den Iranske revolution i 1979.

LÆS OGSÅ: Konflikter førte til et nyt syn på sekularisering

Hertil kan føjes den amerikanske kristne højrefløj, der får enorm politisk indflydelse under Ronald Reagans regeringsperiode. Eller hvordan politisk islam i dag er blevet en væsentlig aktør på den verdenspolitiske dagsorden. 

Dette kan man lovprise eller begræde, men det er forfejlet at anskue det moderne politiske system som en entydig sekulær proces, hvor religionen mister sit politiske kritiske potentiale.

En idéhistorisk sekularisering
Sekulariserng kan også forstås som en idehistorisk udvikling. I oplysningstiden i løbet af 16- og 1700-tallet sker der en sekularisering af vores forklaringsområder. Med dette menes, at religion taber terræn på områder, som den tidligere har hersket over.

Denne sekulariseringsproces betyder, at spørgsmål om moralfilosofi kan diskuteres og behandles uden nogen religiøs reference. Vi bruger ikke længere bibelske referencer, når vi diskuterer moral og etik i samfundet. Ikke nødvendigvis.

Naturvidenskabens spørgsmål om naturens orden og menneskets oprindelse kan behandles fuldstændig materielt uden, at man skal henvise til nogen "designer" eller skaber. 

Den brede selvfølgelighed som denne videnskabsforståelse har i dag, er også en del af en historisk proces, hvor religionens intellektuelle status har forandret sig.
Før i tiden bruge videnskabsfolk tid på at finde ud af, hvor sjælen var placeret i kroppen. Det gør man ikke længere. 

Er Danmark er sekulært land? 
Danmark er et interessant eksempel, når man taler om sekularisering. Ser man på det rent institutionelt, vil mange argumentere for, at vi overhovedet ikke er et sekulært land. Ifølge paragraf 4 i Grundloven støtter staten folkekirken, og vi har et statsstøttet teologisk fakultet, der uddanner landets folkekirkepræster.

LÆS OGSÅ: Tyrkiet skaber ny sekularisme 

I den sammenhæng er Tyrkiet altså et mere sekulært land end Danmark

Hvis man anskuer sekularisering som en proces, hvor kirken mister betydning for mennesker i samfundet, vil man se et andet billede. For eksempel har den amerikanske sociolog Phil Zuckerman lavede en undersøgelse af danskeres religiøsitet i bogen Samfund uden gud fra 2008. Hans konklusion er, at religiøsitet er meget svært at få øje på i Danmark, hvis man interviewer folk om deres tro 

Der er dog også andre, der har fundet frem til, at danskere i høj grad er religiøse, men, at religiøsitet blot er blevet mere individualiseret og privatiseret. 

De forskellige opfattelser viser blot, at det sekulære skal undersøges og forstås på forskellige måder, alt efter hvilket aspekt af samfundet man taler om. 

Mens samfund kan være sekulariseret på et institutionelt niveau, kan de samtidig have en enormt aktiv religiøs aktivisme blandt befolkningen. Det ser man for eksempel i USA. Og i Danmark kan man sagtens have en statsstøttet kirke, der i dag oplever flere og flere udmeldinger.