Kierkegaard og SKAM viser os, hvordan vi kan finde modet til at blive os selv

Da Isak fortæller sin bedste ven, Jonas, at han er forelsket i en anden dreng, giver Jonas rolige reaktion også Isak ro. Foto fra den norske tv-serie "SKAM". Foto: NRK

I den norske tv-serie SKAM følger vi gymnasieeleven Isak, der er fortvivlet over sig selv og sine følelser. Kierkegaard mente, at fortvivlelsen over os selv er uundgåelig i en eller anden form. Redningen er at slippe idealforestillingerne om, hvem vi er

De fleste af os har på et eller andet tidspunkt ønsket at være bare lidt anderledes, end vi er. Måske har vi ønsket, at vi ikke var så generte, eller at vi var bedre til matematik. Måske har vi ligefrem ønsket at være en helt anden.

I den populære norske tv-serie SKAM, der følger en flok gymnasieelever i Oslo, går en af hovedpersonerne netop med ønsket om at være anderledes, end han virkelig er. Isak ville ønske, at han ikke havde følelser for en anden dreng fra sit gymnasium, Even, og forsøger at skjule sin gryende forelskelse.

Kierkegaard mente, at når vi ønsker at være en anden, end den vi er, kan det føre til, at vi bliver fortvivlede over os selv. Det er netop, hvad der sker i "Skam". Isak bliver fortvivlet over sig selv og sin seksualitet. For at komme fortvivlelsen til livs bør vi ifølge Kierkegaard acceptere, hvem vi er - for det er det, som Gud har skabt én som. Vi bliver kun os selv ved at slippe idealforestillingerne om os selv. Og det er bestemt ikke let.

SKAM kan i øjeblikket ses som julekalender på DR, men har det seneste år kørt over norske tv-skærme. Her kan man i øjeblikket følge Isak, der prøver at ignorere sine følelser for en anden dreng. Når han taler med sine venner lader han i stedet som om, at han er interesseret i en pige fra skolen. Men undertrykkelsen fører til, at Isak får det skidt. Han kan ikke sove om natten, og efter et råd fra skolelægen fortæller han sin bedste ven, Jonas, at han er forelsket i Even.

Jonas rolige reaktion giver også Isak ro. Selv da det viser sig, at Even er psykisk syg og skriver til Isak i en SMS, at han må leve alene på grund af sin sygdom, protesterer Isak. Han fortæller i stedet Even, at han ikke er alene.

I værket ”Sygdommen til Døden”, skriver Kierkegaard om, hvordan et menneske har den særlige evne at kunne se sig selv udefra.

Den relation til "sig selv" betyder, at mennesket risikerer to former for fortvivlelse: Enten bliver man fortvivlet over det, man ser i sig selv og ville ønske, at man var noget andet. Eller man opdager, at man ikke "er sig selv" og bliver fortvivlet over det.

I Isaks tilfælde ville Kierkegaard måske sige, at han lider af en fortvivlelse, hvor han ville ønske, at han var en anden, fordi han så ihærdigt prøver at undertrykke sine følelser for Even.

Måske ville Kierkegaard sige, at Even lider af en fortvivlelse, hvor han, ville ønske, at han var sig selv. I sine maniske perioder kan se, at han ikke er sig selv, og fortvivlet ønsker at blive sig selv, for ellers kan han ikke forestille sig en lykkelig tilværelse med plads til andre mennesker. 

For at komme fortvivlelsen til livs mener Kierkegaard, at vi må stole på, at Gud har skabt os, som vi nu engang er. Vi skal ikke hele tiden ville noget andet. Den uvilje mod sig selv er faktisk en synd. Vi kan altså kun blive os selv i troen på, at vi ikke står alene, men at vi er sat på jorden af en magt, der er større end os selv. For det moderne menneske kan det virke overflødigt at tale om Gud og synd i forhold til selvforholdet. Men Isaks udvikling i "SKAM" viser os, at modet til at træde frem som sig selv også er vigtigt at huske for det moderne menneske.

Derfor må både Isak og Even må slippe tankerne om, hvad de ønsker at kunne med sig selv. Idealet er i stedet at blive det ’hele’ menneske, der må ses i lyset af det, som man allerede er. For at nå dertil har de brug for anerkendelsen fra andre. 

Ved at blive dette ’hele’ menneske vil man leve det liv, der virkelig er ens eget i stedet for at leve et liv i skyggen af bestemte normer og idealer. Og hvem ved, måske indser Isak og Even det i sidste afsnit i aften af tredje sæson af SKAM, som kan ses på norsk tv i aften? Det må vi se.