Sognepræst: Vi bliver jo aldrig sikre på, at Gud findes

"Ingen ved om Gud findes, og skulle det på den anden side af død og grav mod forventning vise sig, at ateisterne fik ret, vil jeg alligevel ikke fortryde min tro, for livet er langt bedre i håbet," siger sognepræst ved Søborg Kirke, Merete Sølling

Spørgsmålet ”hvorfor tro på en gud” som Ateistisk Selskab stiller i deres kampagne kan jeg faktisk svare på ganske kort: Fordi det gør livet bedre.

De største og bedste øjeblikke i tilværelsen er netop, når man mærker, at livet rejser sig i højden, og ikke bare er en fladtrykt affære. Ikke alting kan ordnes mellem mennesker, men når vi inddrager Gud, dannes der ligesom en trekant, og der bliver højere til loftet.

Et eksempel kunne være et bryllup. Forskellen på et rådhusbryllup og et kirkebryllup er eksempelvis, at på rådhuset er det en sag mellem mennesker. I kirken inddrager vi Gud. Når vi har Ham med i tilværelsen behøver vi ikke at stå med alle bekymringerne selv.

Vi mennesker må leve med den store bekymring, at vi alle skal dø. Det kan vi ikke fortrænge eller glemme. Men som kristne har vi fået håbet om, at der er noget mere, at Gud er stærkere end døden.

Gud har altså taget det værste på sig, og bekymringerne fra mig. Det betyder, at jeg kan rette ryggen og leve livet lidt lettere om hjertet.

Ingen ved om Gud findes, og skulle det på den anden side af død og grav mod forventning vise sig, at ateisterne fik ret, vil jeg alligevel ikke fortryde min tro, for livet er langt bedre i håbet.

 Til spørgsmålet om hvorvidt Biblens undere er sande eller falske kunne jeg egentlig nøjes med at svare, at for Gud er alting muligt. Det er for mig det afgørende.

Men jeg forstår godt, at der kan være undere, der er meget svære at tro på, men som jeg plejer at sige til mine konfirmander: Tro på Gud – ikke på Bibelens bogstaver.

Der er jo to skabelsesberetninger i 1. Mosebog, og de kan vel ikke være bogstavelig sande begge to, men bag dem begge kan vi læse, at Gud har villet os, og han har villet, at det skulle være godt. Om Han så har gjort brug af jord, ord eller The Big Bang er for mig underordnet.

Det betyder noget for mig at vide, at Jesus har eksisteret sådan rent historisk. Det mener jeg slet ikke står til diskussion heller ikke for en ateist.

Det vi kan diskutere er, om han virkelig var Guds søn. Det tror jeg, og det er vel dér, vandene skilles. Her er vi overladt til troen. Det at være troende kan godt lyde så voldsomt og krævende. Faktisk synes jeg, at tro er et lidt belastet ord.

 ”Tror du virkelig på alt det, du fortæller os”, spurgte mine konfirmander en dag. Efter en kort tænkepause svarede jeg: ”Jeg håber virkelig, det forholder sig sådan!”

Og har man blot det mindste håb om, at der findes en Gud, så er der ingen grund til at melde sig ud af Folkekirken. Hvis man derimod er overbevidst om, at Han ikke er der, så er det en anden sag.

Tro er en vaklen mellem det letvingede håb og den tyngende tvivl. Hvis ikke der er tvivl i troen, så er det ikke tro men vished.

Og hvad så med kirken? Den synes jeg, vi skal bruge, når vi har behov, det er det fine ved den. Men pas på, for man kan godt gå hen og blive helt afhængig.