Boguddrag

Lektor: Kristus er terapeut

"Det er helt utænkeligt at se en Jesus for sig, der har så travlt med at prædike omvendelse og syndernes forladelse, at han ikke skulle værdige den sultne og den syge et blik," skriver lektor Leif Andersen i ny bog om sjælesorg.

Er Jesu tjeneste terapeutisk og helbredende? Det mener lektor Leif Andersen, der har skrevet et omfattende værk om sjælesorg. Og han er overrasket over, hvor vanskeligt det var at finde noget, man ikke kan få hjælp til i Det Nye Testamente

Trinitarisk sjælesorg
Jesus kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al sygdom og lidelse (Matt 10,1).
 

Kristus er terapeut. Hans tjeneste er terapeutisk, helbredende. Og han sender terapeuter ud.

 Det er sandt, at der i Kristi og apostlenes forkyndelse ikke er megen hjælp at hente til sexlivet, til børneopdragelsen, til depressionen, til tvangshandlingerne og til prioriteringerne på arbejdspladsen.

(En lidt overraskende iagttagelse: Det var faktisk vanskeligere end ventet at remse ting op på denne liste, som man ikke finder hjælp til i NT! Jeg forsøgte mig også med »konflikter med kæresten«, »skadet selvværd«, »sorg ved fyring« og andet godt, som jeg imidlertid måtte stryge af listen igen, fordi der – selv om jo ikke al hjælp dertil kan hentes ud af NT – trods alt i de sager også var hjælp at finde dér.

I meget store overskrifter kunne det måske endda siges også om de eksempler, der står tilbage. Imidlertid er faren jo ved partout at ville presse konkret hjælp ud af NT til hvad som helst, at ting åndeliggøres. Ting, som har bedre gavn af at mødes i egen ret på psykens egne vilkår, og som NT bare ikke har forholdt sig til!).

Men altså: Kristus er terapeut – i den forstand, at han ikke blot tager sig af evighedens storladne førsteprioriteter, men også af kærlighed til, omsorg for og helbredelse af dette livs umiddelbare og nære sager!

Det er sandt, at han med flid prioriterer dette livs sager lavere end evighedens sager (Matt 16,24-26; Mark 9,41-50; Joh 6); det er sandt, at det at bevare livet ikke er livet om at gøre. Alligevel bruger han store ressourcer på at bespise de sultne og helbrede de syge. Det er helt utænkeligt at se en Jesus for sig, der har så travlt med at prædike omvendelse og syndernes forladelse, at han ikke skulle værdige den sultne og den syge et blik …

Man kan så tage denne Jesu evighedsprioritering ind over sit eget liv og sætte det evige over det timelige – på egne vegne, men aldrig på andres vegne.

Borgerskabet i Guds omvendte rige, hvor man priser sig lykkelig over trængsler og priser sig salig, når man sørger, er og bliver en provokation og et kors. Og vi er ikke kaldet til at lægge kors på hinanden;
det er Guds ansvar …

Der er ting, der kun kan siges nedefra og op. Aldrig oppefra og ned. En søndag i en prædiken hørte jeg om en jødisk kvinde i nazitidens Tyskland, der var blevet kristen og nu i et brev skrev: »Han lever! Alle
gåder er løst!« …
 
… en vidunderlig sætning, som jeg ofte har gået og hvisket til mig selv: Hvis det virkelig er sandt, at Jesus lever, så gør alting ikke så meget.

Men: Hun kan sige det til mig! Jeg kan ikke sige det til hende! Jeg kan ikke gå rundt i ghettoen eller koncentrationslejren og klappe folk på skuldrene og sige: »Bare rolig, alting gør ikke så meget; Jesus lever; alle gåder er løst …«
 
Men hun kan sige det til mig. Nedefra og op. Aldrig oppefra og ned. Hvilket ikke betyder, at det aldrig kan ordsættes fra fx en talerstol. Men selv dér kan det næsten kun hviskes frem. Spørgende, uendeligt forsigtigt, aldrig proklamerende.

Berit Okkenhaug kobler i udgangspunktet det trinitariske syn med åbenbaringsforståelsen: Sjælesorgen udspiller sig i spændingsfeltet mellem erfaring og åbenbaring. Og den bevæger sig ofte fra erfaringen hen imod normen, Guds ord.

Dette er en bevægelse, jeg oftere og oftere støder på i vidt forskellige sammenhænge: ikke den deduktive bevægelse, hvor man bevæger sig fra normen, Guds ord, over til applikationen heraf, til anvendelsen på erfaring og hverdagsliv – men den modsatte, den induktive bevægelse, hvor man tager udgangspunkt i erfaringen og hverdagslivet og derfra bevæger sig over til normen, til gudsordet, og spørger, hvad det har at sige ind i min erfaring og min hverdagslige situation.
 
Korsteologisk set, åbenbaringsteologisk set er det ikke en bevægelse uden vanskeligheder. Den risiko vil nemlig altid være der, at man lader erfaringen og hverdagen udstikke dagsordenen og på forhånd afgøre, hvad der er vores dybeste problem; gudsordet har så blot til opgave at løse de problemer, vi selv stikker ud! Dermed får gudsordet ikke et ben til jorden, når det vil påpege, at vores dybeste problem er noget, vi ikke engang selv er klar over!

Alligevel er – netop i lyset af den trinitariske forståelse – den induktive bevægelse et helt nødvendigt korrektiv til en ensidigt dialektisk teologi. En ensidigt dialektisk teologi vil kun beskæftige sig med gudsrelationen, med evighedens sager og ›det ene nødvendige‹; og alt er gjort i og med forkyndelsen af syndernes forladelse. Helt så radikalt formidles det sjældent; men også når det blødes lidt op, og der åbnes op for en bredere omsorgsforståelse, fungerer formidlingen heraf netop almindeligvis deduktivt: Man er egentlig ikke interesseret i folks egne erfaringer; for pr. def. er de uinteressante – hvad deres egentlige problem er, véd dogmatikken jo forud for enhver samtale.

Men selv den monologe formidling fra en prædikestol kan faktisk – uden at forskertse sin korsteologiske basis! – fungere induktivt. Og sjælesorgen må stort set altid gøre det.
 
Et interessant udtryk herfor er Tor Johan Grevbos iagttagelse om det teologiske spektrum. Han opstiller de forskellige sjælesorgsteologiske skoler og traditioner på en linje, spændende fra Gud / kirken over til mennesket / verden. Til højre (!) ligger de mest konservative og kerygmatiske skoler; til venstre (!) ligger de mest terapeutiske og socio-politiske skoler.

Det er alt sammen rasende interessant – og så nævner Grevbo den spændende iagttagelse, at når han betragter det enkelte sjælesorgsforløb, kan han i virkeligheden ofte benytte præcis samme teologihistoriske linje; for det begynder almindeligvis ude til venstre, i de dennesidige / hverdagslige / fællesmenneskelige emner, og bevæger sig så over mod højre, over mod de åndelige / teologiske / spirituelle emner!

Som nævnt ovenfor (s 63) er det åbenbart ude til venstre, i livshjælpens temaer, vi vinder taleret og lydhørhed hos konfidenten, hvis vi overhovedet skal bevæge os videre, over imod troshjælpens temaer. Og vel at mærke: Denne taleret til at gå videre vinder vi kun, hvis vi er ægte, lidenskabeligt og oprigtigt optaget af livshjælpens nød og udfordringer!

Men det kan meget vel ske, at uanset hvor meget du har forsøgt at hjælpe med kærestesorgerne og familiekonflikterne og selvværdet og ensomheden, bliver det ved det. Måske kommer man aldrig til troshjælpens temaer. Måske kan konfidenten kun klare at snakke med os, så længe vi ikke snakker om Gud – og måske bliver det aldrig anderledes. …