Mød 3 teologer, der ikke arbejder i folkekirken

Morten Hougaard Sørensen arbejder som udviklingskonsulent hos KFUM og KFUK. Her arrangerer han blandt andet kurser i kristendom og ledelse. I sommer afholdte KFUM og KFUK camping-højskole i Stoubu, hvor Morten spurgte, om det overhovedet giver mening at tale om Gud. Foto: Claus Fisker

Mange teologiske kandidater får job i folkekirken. Men ikke alle. Mød en politiker, en udviklingskonsulent og en forlagsredaktør, som bruger teologistudiet på en anderledes måde

De fleste kandidater fra teologistudiet søger job i folkekirken efter at have taget et supplerende kursus på pastoralseminariet. Men for en femtedel af kandidaterne er studiet en alment dannende, humanistisk uddannelse, som giver adgang til job i en række forskellige brancher.

Vi har talt med tre teologer, der alle har fravalgt præstegerningen lige nu.

Mød dem her og få svar på, hvorfor de ikke arbejder i folkekirken, men alligevel ikke ville have undværet teologistudiet.

Ida Auken: Både teologi og politik handler om menneskers ønsker og stræben

Da jeg startede på teologistudiet var det meget vigtigt for mig, at jeg ikke skulle være præst ligesom min mor. Sådan tænker mange præstebørn, tror jeg. Mit syn på præstegerningen ændrede sig dog i løbet af studietiden, og i dag kan jeg sagtens forestille mig at blive præst på et tidspunkt. Men lige nu brænder jeg for det politiske arbejde.

I den første tid som politiker i Folketinget, tænkte jeg, at jeg havde valgt det helt forkerte studium. Statskundskab, jura eller økonomi var mere relevant i den branche, troede jeg. Men jeg fandt hurtigt ud af, at teologi er et utroligt godt fag at have med sig ind i politik. Både teologi og politik handler om menneskers ønsker og stræben.

Teologistudiet har givet mig en bred dannelse, og jeg har altid følt mig heldig over at have taget en uddannelse, som rummer fem fag i ét. På studiet beskæftigede jeg mig både med sprog, filosofi, historie, kultur og religion. 

Som ny på Christiansborg sad jeg ofte og drømte om at vide, hvordan en finanslov er sat sammen, eller hvordan en lov skal læses. Men det har jeg lært til husbehov efterhånden. Når jeg sidder med meget tekniske love, er det en stor hjælp, at jeg har siddet med så komplicerede tekster før. Det gjorde jeg også på teologistudiet, hvor jeg læste mig igennem tekster på græsk og latin.

For mig er præstegerningen utrolig meningsfuld. Selv er jeg meget optaget af at være tæt på liv og død, som man har mulighed for som funktionspræst på et hospital eller i et fængsel. Men også søndagshøjmessen har en vigtig rolle som den fast rytme i en hverdag, hvor alting flyder sammen med døgnåbne butikker og kravet om hele tiden at være på.

Morten Hougaard Sørensen: Jeg føler mig som præst, selvom jeg ikke har et embede

Jeg startede på teologistudiet, fordi jeg gerne ville være præst og ønskede at blive klogere på den tro, jeg er vokset op med. Jeg havde brug for at belyse troen fra en anden vinkel. Da jeg startede på teologistudiet var det som at komme hjem. Her mødte jeg mennesker, der ligesom jeg selv, var interesserede i eksistentielle emner.

Efter nogle år som sognepræst fik jeg mulighed for at prøve kræfter med organisationsarbejdet. Hos KFUM og KFUK har jeg ingen sognekirke og menighed, men jeg føler også, at jeg er præst i den stilling. Jeg underviser og taler med de frivillige om kristendom, og det får til tider et sjælesørgerisk præg. På den måde er jeg en slags præst for dem, selvom vi ikke mødes fast om søndagen.

I mit arbejde er jeg meget bevidst om, hvordan kristendommen giver mening for vores frivillige. Den er en motivationsfaktor hos dem, mens den for andre unge kan være fremmedgørende. Jeg vil gerne formidle kristendom til begge grupper. Det gjorde jeg også som sognepræst, hvor jeg skulle favne en mangfoldig menighed. I det spændingsfelt hjælper det mig meget at have arbejdet med filosofi og etik i studietiden.

I fremtiden tror jeg, at der vil være stor efterspørgsel på kandidater med den slags almene dannelse, som teologien giver. Lige nu handler alting om public management og tal på bundlinjen, men vi skal huske visionen. Hvad er det vi vil, og hvad er den grundlæggende mening med vores arbejde? Det er teologer og andre humaniorafaggrupper gode til at definere.

Jeg tror på, at religion er på vej tilbage. Det er vi nødt til at forholde os til.

Jeanne Dalgaard: Teologistudiet har givet mig en almen dannelse

Jeg kan ikke skrive under på alle kristne dogmer, og derfor er jeg ikke blevet præst. Jeg tror ikke på hele pakken, og derfor kan jeg ikke se mig selv i præsterollen. Men jeg har stor respekt for præstegerningen – særligt sjælesorgsdelen. I lokalsamfundene fungerer præsterne som små dynamoer, der sørger for at samle folk, både i højmessen og til forskellige andre arrangementer.

Allerede før jeg begyndte på teologistudiet, vidste jeg, at jeg ville skrive speciale om billedforbuddet i De Ti Bud. Det faldt sammen med karikaturtegningerne i 2005-2006 og derfor blev det relevant at udgive mit speciale som bog. Det var min indgang til forlagsverdenen, som jeg har været i lige siden.

Fra min folkeskoletid har jeg savnet at få et sammenhængende historiesyn. Derfor bestemte jeg mig for at læse teologi, hvor jeg lærte at arbejde historisk med religion og tekstforståelse.

Hvis jeg dengang havde vidst, at jeg ville ende med at arbejde på et forlag, havde jeg måske gået mere målrettet efter det. Så kunne jeg have læst dansk eller litteraturvidenskab i stedet for. På den måde havde jeg også sparet mig selv for en masse frustrationer undervejs i studietiden, hvor jeg overvejede, hvad jeg ville bruge min uddannelse til.

Jeg fortryder dog på ingen måde mit studievalg. I mit arbejde på forlaget bruger jeg flere redskaber, som jeg fik på teologiuddannelsen. Fordi jeg har læst latin, kan jeg for eksempel hurtigt afkode, hvad en tekst handler om, selvom den er skrevet på fransk, spansk eller italiensk. Det er en stor hjælp, når jeg ser på smukke udgivelser til børnebogsmesse i Bologna. Og så har studiet virkelig givet mig, hvad man vel kan kalde en almen dannelse.

Foto: Claus Bech/Scanpix
Foto: Claus Fisker