Julekalender

Rørth: Dem vi har mistet er med, når vi synger "Jeg er så glad hver julekvæld"

Min morfar tog visen med hjem en jul. Han havde fundet den via sin store interesse for Norge, det eneste andet land, han holdt ferie i. Han fulgte med i norsk skoleliv, hvor sangen blev flittigt brugt, og han oversatte den selv, fortæller journalist Charlotte Rørth. Foto: Leif Tuxen

14. december: Mørket er til stede i sangen, som den er i vores liv. Men vi må og skal leve med både sorg og glæde på samme tid. Det synger vi om i denne sang som i andre salmer under julen, og selve det at synge sammen hjælper, skriver journalist Charlotte Rørth

Julen er en mørk tid med tunge minder og savn af dem, der ikke kan være med rundt om træet. Men med den norske julesang ”Jeg er så glad hver julekvæld” kommer de alligevel med i kransen, når vi synger.

Min morfar tog visen med hjem en jul, da han var lærer på Hillerødgades Skole på Nørrebro i København. Han havde fundet den via sin store interesse for Norge, det eneste andet land, han holdt ferie i. Han fulgte med i norsk skoleliv, hvor sangen blev flittigt brugt, oversatte den selv og skrev et blad med alle vers med sin korrekte overlærerskrift til tavlebrug. Den var læsbar for enhver, selv for os børnebørn, men vi lærte den hurtigt udenad, selv om han havde sørget for at spritduplikere ekstra ark.

Første vers var så fint, syntes jeg, da jeg var pige og klædt i min mosters broderede julespencer, min søster i vores mors. Begge havde vi skjorter af prikket mol indenunder, når vi med røde bånd i fletningerne sang:

”Jeg er så glad hver julekveld
for da blev Jesus født;
da lyste stjernen som en sol,
og engle sang så sødt.”

Den blev udgivet som ”Barnets Julesang” i 1859, har tekst af Marie Wexelsen og melodi af Peder Knudsen og synges også i dag overalt i Norge.

Herhjemme kendte andre den ikke dengang, hvilket forbløffede mig voldsomt som barn. Den hørte jo julen til. Vidste de virkelig ikke det?

Det var, da jeg første gang oplevede det en dag i skolen i Ølstykke i første eller anden klasse, at det gik op for mig, at andre ikke var som vi. At familier er forskellige. At mennesker ikke er ens. At vi ikke gør det samme til jul og nok heller ikke ellers.

Jeg havde vel nok observeret det før, men ikke reflekteret over det, før den dag, jeg skulle fortælle om min bedste julesang, og ingen i klassen kendte til den. De var ikke grove ved mig, men jeg husker følelsen af at stå alene, af at de andre var derovre, og jeg var lige her.

Denne eksistentielle krise får på sin vis aldrig ende, men i en tryg familie og med mit temperament gav den ikke umiddelbart angst eller satte sig som sår. I stedet så jeg netop da som barn, hvad jeg selv havde af varme om mig.

Vers et var kønt med de sødt syngende engle, men vers fem var finere, husker jeg tydeligt. Det handlede om os:

”Da tænder moder alle lys,
at ingen krog er mørk.
Hun siger stjernen lyste så
i hele verdens ørk.”

Sådan var det jo. Der var levende lys over alt hos vores mormor.

Min mand mener, det behov er nedarvet meget stærkt, som min mormor selv udtrykte det om sin og sin mors trang til stearinlys og buketter. Noget, min morfar fandt, var på kanten til frådseri. Den balance lever vi også i dag livligt med i vores ægteskab, og derfor er det for mig en særlig glæde, at en smuk julesang lader mig tænde lys, så ingen krog er mørk.

Mørket er til stede i sangen, som den er i vores liv, især efter vi mistede vores søn ved juletid for fire år siden. Men vi må og skal leve med både sorg og glæde på samme tid. Det synger vi om i denne sang som i andre salmer under julen, og selve det at synge sammen hjælper. Ja, det kan lyde søgt, men vi bliver til en fælles stemme, når vi synger de ord, vi kan udenad. Da er vi sammen i sorgen, selv om vi også da bærer på den hver især.

Glædelig Jul.

Charlotte Rørth er journalist og forfatteren bag bogen "Jeg mødte Jesus".