Indsigt

Hvordan så Luther på nadveren?

Luthers nadverskrifter er meget forskellige. Men det er muligt at se de tre forskellige diskussioner som forskellige aspekter af den samme grundforståelse, mener teologilektor Bo Kristian Holm. Billedet er et udsnit af den tyske kunstner Lucas Cranachs maleri af Luther. Foto: Arkivfoto

De sidste ugers debatter viser, at verdens kirker ikke har det samme syn på nadver. Flere af debatindlæggene trækker tråde tilbage til Martin Luther og Reformationen, men hvad var egentlig Luthers syn på nadveren? Det forklarer ph.d. og teologilektor Bo Kristian Holm

Martin Luther skriver flere gange om nadveren. Man plejer at skelne mellem tre grupper af skrifter: Skrifter før 1520 (her er der faktisk kun ét), skrifter fra 1520 og frem og endelig skrifter, der stammer fra den senere interne strid om nadveren mellem forskellige protestantiske grupper (1527-28).

Nadveren som fællesskab med Kristus og alle kristne

I sit første skrift om nadveren fokuserer Luther på nadverens betydning: Nadveren skaber fællesskab med Kristus og dermed også med alle andre, der tager imod nadveren. Særligt kritiserer Luther fællesskaber, der fejrer nadver på en måde, der lukker sig om sig selv.

I 1519 ses nadveren først og fremmest som et tegn, hvis betydning, det gælder om at forstå rigtigt. Nadveren viser, at Kristus har båret alle den kristnes synder og givet mennesket del i alt, hvad han selv har. Derfor skal kristne gøre det samme over for hinanden. Først da bliver nadverens betydning til virkelighed.

Luthers opgør med messeofferet

I 1520 skriver Luther igen om nadveren, men noget har ændret sig. Nadveren er nu ikke først og fremmest et tegn, der peger hen mod en betydning. Tegn og betydning falder nu sammen, fordi nadveren nu forstås som et løfte, som Kristus giver til hver enkelt. Og et løfte peger ikke på andet end sig selv. Dermed fremhæves det, at det er Kristus, der giver noget i nadveren.

Luther gør derfor op med den forestilling om nadveren som et offer, der prægede nadverforståelsen i hans samtid. Hver gang, der var nadver, forvandlede præsten brød og vin og bar det frem som et offer til Gud. Meningen var, at præsten på den måde gentog Kristi offer på korset, så Gud igen kunne lade sig formilde og sende sin nåde ned over mennesker. Den forståelse betød, at det kunne give mening at holde nadver uden menighed.

På den baggrund kritiserer Luther nu to ting ved samtidens nadverfejring. For det første den tanke, at messen virker, bare den bliver gjort. Hvis der ikke er nogle troende til at tage imod den, er nadveren ifølge Luther virkningsløs. For det andet kritiserer han, at messen blev et offer til Gud fra mennesket, hvor den i stedet skulle være en gave fra Gud til mennesket.

Forsvaret for realpræsensen

I de to første grupper af nadverskrifter har Luther ikke forholdt sig til spørgsmål om Kristi nærvær i brød og vin (den såkaldte realpræsens). Den tanke forudsatte han bare. Han kritiserede dog Romerkirkens (den katolske kirke, red.) forståelse af, at præsten under nadveren forvandlede brød og vin til Jesu legeme og blod. Den tanke var for Luther unødvendig. Det vigtigste var at tro, at Kristus var til stede, mindre vigtigt at forstå hvordan.

Da andre protestanter i midten af 1520’erne begynder at udbrede en anden forståelse af nadveren, viser det sig, hvor vigtig tanken om Kristi virkelige nærvær i nadveren var for Luther. Luthers modstandere Zwingli og Oekolampadius forsvarede en ren symbolsk forståelse. De mente, at når Jesus i Det Nye Testamentes tekster om nadveren siger: ”Dette er mit legeme”, skal det i stedet læses som: ”Dette betyder mit legeme”. Jesu egen krop var jo faret til himmels og kunne derfor ikke være alle steder. Det kunne derimod hans åndelige nærvær.

Den forståelse kan Luther ikke acceptere. For ham er det ikke et spørgsmål om ord, men et spørgsmål om, hvem Gud er. Derfor stod han urokkeligt fast. Luthers argument var, at hvis man kun møder Gud som åndelig, guddommelig virkelighed, så kender man ikke Gud og kan ikke se forskel på Gud og Djævel. Kun den Gud, der bliver menneske og forener sig med den helt almindelige virkelighed, er en Gud, hvis barmhjertighed man kan stole på.

Med den tanke kæder Luther forestillingen om nærvær og forestillingen om løfte sammen på en måde, der gør forestillingen om forvandling unødvendig. Det er Jesu nærvær i helt almindeligt brød og vin, der viser, hvem Gud virkelig er. Nemlig den Gud, der tager menneskets virkelighed på sig for at frelse det.

Spørgmålet om udviklingen i Luthers nadversyn

Luthers nadverskrifter er meget forskellige. Eksempelvis forsvinder den meget stærke tanke om fællesskab fra 1519 ud af nadverskrifterne. Men det er muligt at se de tre forskellige diskussioner som forskellige aspekter af den samme grundforståelse. I 1519 gælder det nadverens kerne: fælleskab med Kristus og med andre kristne. I 1520 fokuserer Luther på det, der grundlægger fællesskabet: Guds gave til mennesket frem for menneskets offer til Gud. I slutningen af 191520’erne drejer det sig om, hvem den Gud er, der giver sig selv i nadveren.

Bo Kristian Holm er ph.d. og lektor i dogmatik på Aarhus Universitet. Han er internationalt kendt for sit arbejde med Luthers teologi.