Bibelen består ikke kun af glansbilleder

En af styrkerne ved de kryptiske dele af Bibelen er, at de tvinger os til at fortolke og læse teksterne igen og igen, sagde daværende generalsekretær for Bibelselskabet, Morten Thomsen Højsgaard. Læs eller genlæs interviewet fra 2012

Er der en fortælling eller en formulering, du gerne ville skrive ud af Bibelen, hvis du kunne?
Som udgangspunkt er Bibelen allerede samlet. Dens status er unik. Jeg mener derfor ikke, at det giver mening at pille noget ud af den i dag.

Man kan ikke ændre på årtusinders historie ved at hakke en hæl eller klippe en tå i lille Danmark. Tværtimod vil jeg sige, at ideen jo netop er, at man som læser også skal forholde sig til alt det, man ikke lige kan nikke genkendende til. Bibelen er en sum af mange, mange generationers livtag med Gud og med hinanden. Derfor skal man heller ikke regne med i Bibelen kun at møde glansbilleder eller rene dydsmønstre.

Bibelen er fyldt med helte og anti-helte og beretninger om helte med mørke sider. Tag den store kong David, der slår en mand ihjel for at gifte sig med hans hustru. Tag Moses, der begår et drab og står i lære hos egypterne, som ellers var jødernes modstandere. Bibelen er fyldt med den slags tvetydige skikkelser, og det bidrager til dens autenticitet og værdi den dag i dag. Fordi Bibelen skildrer menneskers liv realistisk.

Selvom du ikke mener, at man skal skrive noget ud af Bibelen, er der så en tekst, der særligt provokerer eller udfordrer dig?
Ja! Så snart du stillede det spørgsmål, dukkede historien om manden Jefta fra Dommerbogens kapitel 11 op i mine tanker.

Det er en meget dramatisk historie om anføreren Jefta, der skal i kamp mod ammonitterne, som er israelitternes fjender på det tidspunkt. Inden Jefta tager af sted, aflægger han et løfte til Gud: Hvis han får ammonitterne i sin hule hånd, vil han til gengæld ofre den første, der træder ud af hans hjem og kommer ham i møde, når han kommer tilbage fra kampen. Han omtaler offeret som hankøn og har formentlig haft en af sine slaver i tankerne. Dengang anså man slaver for at være fast ejendom snarere end mennesker, så ideen om offeret var nok ikke ment helt så inhumant for Jefta, som den virker på os i dag. Jefta vinder krigen, stort. 

Men så tager historien en drejning. Da han kommer hjem, åbner døren til hans hus sig, og hans eneste datter kommer ham dansende i møde. Hun bliver det menneske, han må ofre til Gud for at holde sit løfte. Og det har jeg det faktisk svært med. Den historie ville jeg helst være foruden, når du nu spørger. Selv har jeg tre vidunderlige børn, og jeg ønsker dem alt det bedste. Derfor kan jeg slet, slet ikke forestille mig den tankegang, der ligger bag Jeftas handling. Jeg synes, det er så hjerteskærende.

Så når nu fortællingen er der hvordan kan du bruge den i din egen tro?
Jamen, jeg må tilstå prompte, at jeg hidtil slet ikke brugt den i min egen tro, tværtimod. Jeg har hentet inspirationen fra mange, mange andre dele af Bibelen, fra salmer, litteratur og gode oplevelser med kirkelivet. Men hvis vi nu alligevel skulle finde en mening, så kan det naturligvis lade sig gøre."

En af styrkerne ved de uforståelige eller kryptiske dele af Bibelen er, at de tvinger os til at tænke og fortolke og læse teksterne igen og igen og gerne i en større sammenhæng. Selv slår jeg mig til tåls med, at det ikke er Gud, der tvinger Jefta til at aflægge løftet eller til at holde det. Det er noget, Jefta selv finder på, kan man se i teksten. 

Men tankevækkende er det i øvrigt, at historien om Jefta, der ender med at ofre sin datter, ligner den om Abraham, der i sidste øjeblik slipper for at ofre sin søn, Isak. Her griber Gud ind, fordi han har set Abrahams beredvillighed. Med Abraham er hensigten nok. For Jefta er handlingen det vigtigste. De to historier om Jefta og Abraham spejler hinanden, og de får naturligvis en ekstra dimension, når de læses sammen med Det Nye Testamente, hvor Gud ofrer sin eneste søn for at opfylde sit løfte til mennesker om en dag at kunne vende tilbage til Paradis.

Hvor stor betydning tror du, at historien om Jefta har haft for vores forståelse af kristendom og tro?
Det er nok få, der kan huske historien om Jefta fra deres skolegang. Men engang, da jeg kørte hjem med tog fra et foredrag i København til mit hjem på Midtsjælland, overhørte jeg faktisk to mennesker, der pudsigt nok diskuterede netop denne historie.

Den ene sagde, at han havde sat sig for at læse lidt i Bibelen, men da han var kommet til historien om ham Jefta, der ofrer sin egen datter, så blev det bare for meget. Det kan man da ikke, lød det højt ud i kupéen, mens toget gungrede mod Roskilde.

Og jeg kan jo kun give ham ret: For ingen skal da ofre deres børn. Tværtimod, man skal elske og hjælpe og opdrage sine børn. Det kan man i øvrigt læse meget andet godt om andre steder i Bibelen. Og her når vi måske frem til pointen.

Den hjerteskærende historie om Jefta skal læses til skræk og advarsel, ikke til efterfølgelse. Ligesom historien om David, der på usympatisk vis ofrer Urias. Eller Moses, der i affekt dræber en egypter. Det er realistiske menneskeskildringer, vi har med at gøre.

Det er påmindelser om, at livet selv for helte har mørke og dystre sider. Det er historier, der minder os om tilgivelsens nødvendighed. Og nå, ja, så vil Jeftas historie formentlig også få nogle til at tænke sig om en ekstra gang, inden de næste gang aflægger et løfte, de ikke kan eller bør holde.

Artiklen blev første gang bragt den 24. juli 2012