Sommerklassiker

Jeg ville gerne skrive fortabelsen ud af Bibelen

"Hvis jeg skal tage teksterne om det evige liv og opstandelsen bogstaveligt, så er jeg anstændigvis også nødt til at tage teksterne om den evige død og fortabelsen bogstaveligt," siger lektor på Menighedsfakultetet i Aarhus Leif Andersen. Foto: Jakob Boserup Nordfoto

"Jeg har næsten følt mig fristet til helt at opgive kristendommen på grund af fortabelses-teksternes styrke," siger teolog Leif Andersen, som er lektor på Menighedsfakultet i Århus. Læs eller genlæs interviewet fra 2012

Er der en fortælling, en formulering eller et budskab du gerne ville "skrive ud" af Bibelen, hvis du kunne?
Ja! Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad jeg helst så skåret ud af Bibelen. Jeg ville gerne af med samtlige temaer om fortabelsen!

Der er mange ting i Bibelen, der irriterer mig eller støder mig; men dem kan jeg leve med. Det her kan jeg næsten ikke leve med: at der findes en evig fortabelse. Et Helvede. Jeg fatter det ikke. Og det er jo ikke en eller anden marginal profet eller hysterisk prædikant, der skriver om det. Det er Kristus selv, der helt uden sammenligning! taler stærkest om fortabelsen.

Så det er svært for dig at komme uden om, at teksterne om fortabelsen også er en del af Jesu lære?
Hvis det bare havde været en bibelsk profet eller en apostel, så havde det stadig været et problem for mig; for jeg kan ikke se andet, end at de også taler på Guds vegne. Men det er en hel del værre, når det er selveste Guds søn. For jeg er klar over, at en stor del af Jesu lignelser netop handler om selvretfærdige mennesker, der bliver lukket ude fra Guds rige.

Men teksterne om fortabelsen er ikke en lignelse. Og hvis jeg skal tage teksterne om det evige liv og opstandelsen bogstaveligt, så er jeg anstændigvis også nødt til at tage teksterne om den evige død og fortabelsen bogstaveligt.

Mener du, det ville haft indflydelse på din personlige tro, hvis Bibelen havde været teksterne om fortabelsen foruden?
Det ville utvivlsomt gøre en forskel for min personlige tro. Jeg kan ikke forestille mig noget, der ville gøre mig mere lettet, end hvis en kunne præsentere mig for en holdbar tolkning af teksterne, der fik dem til at sige, at alle bliver frelst.

Det har faktisk været tæt på, at jeg har følt mig fristet til helt at opgive kristendommen på grund af fortabelses-teksternes styrke.

Du har jo ikke valgt at opgive kristendommen, så hvordan lever du med de tekster, der er svære at få til at passe med din tro på Gud?
Jeg kan ikke bare sortere i dem, alt efter hvad der passer mig. Hvis jeg stoler på Kristus i det ene, må jeg også stole på ham i det andet.

Men netop fordi det er Kristus, der taler om fortabelsen, kan jeg klamre mig til et ord i Johannes-evangeliet 1,18: 'Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.'"

"Jeg forstår ikke Gud hverken i meget af det, han lader ske i livet, eller i meget af det, han har lagt ned i Skriften. Men så har han givet mig Kristi elskende ansigt til at oversætte den tilsyneladende strenghed til kærlighedens og omsorgens sprog, så jeg kan have tillid til, at selv i sin vrede er Gud kærlighed. Jeg kæmper for at se og have tillid til, at selv i det værste er han kærlighed.

Artiklen blev første gang bragt den 3. juli 2012 

"Hvis jeg skal tage teksterne om det evige liv og opstandelsen bogstaveligt, så er jeg anstændigvis også nødt til at tage teksterne om den evige død og fortabelsen bogstaveligt," siger lektor Leif Andersen fra Menighedsfakultetet i Aarhus