5 vintersalmer, du kan varme dig på i kulden

Som mange vintersalmer handler Ole Sarvigs salme "Som året går" om vinteren og om opstandelsestanken. Nima Stock

Hvis du har brug for andet end varm te og kakao at styrke dig på, får du her fem salmer, I kan synge i stearinlysenes skær. Brorson, Grundtvig og Ingemann har alle noget at sige om håbet i vinterens mørke

Det er midvinter. Mørkt og koldt. Solen står lavt på himlen. Men lyset er vendt. Ved kyndelmisse den 2. februar er dagen taget til med omtrent 2 timer siden vintersolhverv den 21. december. Men kyndelmisse er også midvintertid, og derfor får du her fem salmer, du kan synge inden døre i stearinlysets skær.

Brorsons "Her vil ties, her vil bies"

Salmen er skrevet af Hans Adolph Brorson (1694 – 1764). Den hører til hans alderdomsdigte, som blev udgivet i samlingen ”Svane-Sang” i 1765, året efter hans død. Brorson er pietist. Hans
kristendomsforståelse er præget af en hengivelse og en inderlighed, hvor der tales til ens ”jeg”.

Inspirationen til denne salme er hentet fra Højsangen 2, 11-14. Her fortælles, at regntiden er ovre, blomsterne kommer til syne og turtelduens kurren høres. Duen sidder i bjergkløften i skjul på klippevæggen, mens sangeren bare længes efter dens dejlige stemme og dens yndige skikkelse.

I sin salme bruger Brorson – i tråd med den pietistiske kristendomsforståelse - turtelduen som en allegori for sjælens tilflugt i Jesu liv. Sjælen knuges af frosten, fordi den er rodløs. Salmen rummer mange smukke og malende naturscenerier og beskrivelser af vinterligt vejr: Dage, der længes og vinteren, der strenges, med frost og kulde og blomster, der dækkes af sne. Vi gyser lidt med, når vi synger den.

Men vinteren står ikke alene isoleret og kold, for Brorson digter i samme åndedrag både sommeren og forsommeren ind i salmen. Den søde førstegrøde af bliden vår. Dermed plantes et håb. Vintersalmen giver næring til et glædesfyldt evighedshåb.
Her vil ties, her vil bies (DDS 557) 

Boyes "Dybt hælder året i sin gang"

Caspar Johannes Boye (1791-1853) skriver i 1833 denne salme. Den indgår i hans store salmeværk: ”Aandelige Digte og sange I-IV”, digtet mellem 1833-1836. Boye var præst og forfatter og har skrevet digte, skuespil og salmer og oversat teaterstykker og romaner. Dog er kun 6 salmer med i den nuværende danske salmebog.
 
Der er en naturglæde og en naturfromhed i salmen. Naturens tale har samme værdi som Skriftens ord. I det hele taget hylder han nok mere harmoni og natur end en dogmatisk kristendom. Vinteren males frem, som stod han og digtede en udsigt. Vi befinder os i dybet af året. I mørket. Snart lægges eng og lund øde. Snart sukker vinterblomstens røst: Alt visner og forgår. Solen og dermed lyset er på retur. Og natten og dermed mørket vokser til. Det lyder umiddelbart vintergyseligt. Men i denne udsigt findes samtidig også noget andet og mere livfuldt og varmt.

For der ligger en fortrøstning i vinteren. En fortrøstning om at den ikke varer evigt. Modsat er det med Guds kærlighed og Guds visdom, som varer evigt. På den måde kan mennesket forberede sig på vinteren og på døden. For i det verdslige liv rummes en hjemlig glæde og et grønt håb. Det er et håb om opstandelse fra de døde og dermed den evige vår.
Dybt hælder året i sin gang (DDS 732)

Ingemanns "Lysets engel går med glans"

I maj 1837 skriver B. S. Ingemann (1789-1862) otte digte specielt for skolebørn. ”Morgensange for Børn” hedder samlingen. Den består af et digt til hver dag i ugen samt forårssangen ”Storken sidder på bondens tag”.

Ingemann befinder sig på højden af sit liv, og er da et kendt navn i den danske litteraturs verden. Digtene udkommer i en lille 15-siders publikation i 1837, og der bliver sendt et eksemplar til det københavnske asyl, som sangene er skrevet til. Her kunne børn fra fattige familier blive passet og undervist, mens forældrene arbejdede, og her sang man morgensang hver dag.

Digtene er således skrevet med henblik på at blive sunget som led i en opdragende pædagogik grundfæstet i kristendommens værdigrundlag. I 1843 indlemmer Ingemann dem i samlingen Høimesse-Psalmer til Kirkeaarets Hellidage. Mest udbredte blev de nok i skolen, hvor A.P. Berggreen publicerede dem i Sange til Skolebrug, bind 5 (1844).

I sin lovsang til Gud bruger Ingemann meget ligefremme billeder, der taler direkte til barnet. Selv giver Ingemann udtryk for, at han føler sig som i et ”Barneforhold til den store evige Fader”, og samtidig rører digtene jo også ved de voksnes følelser. De otte morgensange betegner en frisk, glad og positiv tilgang til dagens arbejde og oplevelser. Både solen og lyset ses direkte som et Kristus-symbol.

Lyset, og dermed også den beskyttende Gud, trænger ind overalt. I hvert solglimt er Gud nær. Gudstroen er til stede i den glade livgivende morgensang om lysets engel.
Ingemann skildrer et harmonisk verdensbillede – milevidt fra asylets fattigdom på stenbroen. Men lysets engel omfavner alt og alle. Salmens poetiske billeder lyser op på selv den mørkeste vinterdag.
Lysets engel går med glans (DDS 747) 
Kilde: Det kongelige Bibliotek: Lysets engel

Grundtvigs "Skyerne gråner, og løvet falder

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) skriver i 1847 denne salme under titlen ”Efterår”. Skønt første linje anslår den efterårsagtige stemning, bærer den rigtig mange vinterbilleder i sig. Vi står på lidt over tærsklen for vinteren, der truer, og mørket, der fortrænger lyset mere og mere. Følelsen af tungsind og mismod trænger sig på.
 
Også Grundtvig, der er 64 år og står over for sit eget efterår, møder en del nederlag. Nationalt er man på vej mod afskaffelsen af enevælden. Og fremtiden er usikker og uforudsigelig. Alligevel øjnes et håb. Der findes en kraft, en urkraft, der kan sejrer over det mørke, der er i verden. En ny adventstid, der bærer glæden i sig. Det er den, der tænder lyset i mørket og sender de mørke tanker på flugt. ”Dog” er glædesordet i Grundtvigs digt. ”Og dog bærer blus vi med glæde”. På trods af mørket lever der et ”dog” i Grundtvig. Det kommer ikke fra ham selv, men skænkes udefra.

Det kommer fra salmernes klang og klokkernes kimen, som spotter sneen ved jul. Salmerne klinger af Betlehemsbarnet i krybberummet, som er den evige vår. Derfor bærer blus vi med glæde. Verden er mørk og dødsmærket. Alligevel griber Gud ind, som kraften fra det høje, og handler til vores bedste. Derfor er der al mulig grund til at glæde sig. Glæde sig til en ny tid, et lyksaligt nytår, der skænkes i julens budskab.

Det er blusset, der ændrer stemningen fra fortvivlende mørk og vinterlig kulde til håbefuld lys og vårlig varme. Nytårsomvæltningen gælder både på det realpolitiske plan, men så sandelig også i det nære i både kirken og hos det enkelte menneske. Selv historien, vejret, årstiden, højtiden, hjertet og sindet går ikke fri for at bære blus med glæde.
Skyerne gråner, og løvet falder (DDS 733)

Kilde: Grundtvig.dk

Sarvigs "Som året går"

Salmen er den eneste salme af Ole Sarvig (1921-1981), som står i Den danske Salmebog. Den stammer fra digtet ”Året” og optræder i digtsamlingen ”Min kærlighed. Epilog til en digtkreds”. Ole Sarvig arbejdede løbende med sine digte, og ”Året” findes således i flere forskellige udgaver. Oprindeligt er det skrevet i 20 korte strofer og udkom i 1952. Sin nuværende form fik det i forbindelse med udgivelsen af ”Salmer og sange fra vor tid. Løgumklostersangbogen 1974”.

Naturbillederne står stærke. Digtet handler om vinteren. Og om træet uden løv. Om det døde træ, der er dækket af sne, men som samtidig kan blive levende igen. Træet bærer nemlig også mindet om sommeren i sig.

Året bliver dermed et billede på sjælen. Bagved ligger tanken om, at mister man alt, kan man også få alt tilbage. Tanken om opstandelsen. Om at Kristus er det nye liv i frugt og frø. Derfor er tilintetgørelsen nødvendig. I den ligger en eksistentiel bevægelse.

Det er nedturen, den nedfrosne søvn, der er betingelsen. Hvad enten vi sover under sand eller sne, har vi barmhjertighedens olie i vente. Den jordbundne søvn, som den gamle Adam forvoldte, rummer en livsvækst. Det fortælles, at Adam blev begravet med frø af stedsegrønne vækster i sin mund, og der af dem vokser det træ op, som Jesu kors bliver tømret af. Korset bliver dermed livets træ.
Som året går (DDS 720) 
 
Kilde: syngnyt.dk
Julie Damlund: Salmedigteren Sarvig. En seer i det 20. århundrede