Indføring

I salmernes skønhed kan vi skimte det guddommelige

Hvorfor synger man salmer i kirken? Det kan den teologiske æstetik give et svar på. Foto: Kåre Gade

Den danske idéhistoriker, filosof og teolog Dorthe Jørgensens teologiske æstetik forklarer sammenhængen mellem salmesang og det guddommelige

I Danmark forbinder mange særligt juletiden med salmer. ”Dejlig er jorden”, ”Et barn er født i Betlehem”, ”Dejlig er den himmel blå” – de er alle med til at skabe en helt særlig atmosfære, som hører sin egen tid på året til. Men hvorfor synges der egentlig salmer i kirken?

Hvorfor synger vi salmer?
Hellig musik har været og er en del af religiøse ritualer overalt i verden – fra hymner til guderne i det antikke Grækenland, til sange om og til Gud i jødiske, muslimske og kristne fællesskaber. Salmernes Bog, som de fleste bibellæsere i dag formentlig er vant til at fordybe sig i i stilhed, blev i sin tid sunget af det jødiske folk. Denne tradition overtog den kristne oldkirke, og kristne har således sunget salmer siden begyndelsen.

Det hebraiske ord, som på græsk oversættes til psalmos, er mizmor. Begge ord kan oversættes med ”melodi”, og dækker i den bibelske kontekst over melodier, som har til formål at lovprise Gud. Men hvorfor ikke bare lovprise Gud i tale? Hvorfor skal lovprisningen foregå som musik?

Det skønne og det religiøse
Et muligt svar er, at salmen, på grund af dens skønhed, bringer dem, som synger den, tættere på det guddommelige. I Danmark har idéhistoriker, filosof og teolog Dorthe Jørgensen særligt været opmærksom på dette og lignende forhold. Hendes teologiske æstetik er blandt andet et forsøg på at demonstrere, hvordan erfaringer af skønhed og erfaringer af religiøs karakter udspringer af samme kilde.

Den fornemmelse, som opstår i os mennesker, når vi står over for en særligt skøn solopgang eller læser et særligt skønt digt, er, ligesom den religiøse erfaring, fornemmelsen af noget, som ikke uden videre kan formaliseres. Noget, som befinder sig mellem verdens linjer.

Salmesangen er et frirum
Denne fornemmelse af noget fundamentalt, som ikke med lethed lader sig definere, og som mange kender fra mødet med solopgangen eller digtet, rummer også et aspekt af taknemmelighed og benovelse, hvad end man er religiøs eller ej. Vi tænker måske ved os selv, at det er vidunderligt, at noget så smukt kan findes, og at vi har haft heldet til at se det.

Det er ifølge Dorthe Jørgensens teologiske æstetik taknemmeligheden og benovelsen, ikke den byttelogik, som mange i dag forbinder med det at være i dialog med Gud, som er det centrale i at nærme sig det guddommelige. Når der synges salmer i kirken, opstår der noget skønt, som ligesom solopgangen og digtet kan gøre os åbne og modtagelige for disse fornemmelser af taknemmelighed og benovelse.

Set i lyset af den teologiske æstetik er salmesangen således et frirum i en tid, hvor vi ofte opfordres til at fokusere på, hvad vi ikke har, og hvad vi skal forbedre. Den kan give plads til lovprisningen af det ved verden og livet, som allerede er stort, skønt og vidunderligt, og på den måde måske blive anledning til, at vi kan skimte det, som befinder sig mellem verdens linjer.