LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Klassiker

Kristent evighedshåb præger vores efterårssalmer

Efteråret er på vej, "alt visner og forgår". Men "jeget" siger: "Lad visne kun, jeg ved den trøst, som ligefuldt består", altså: Lad blot naturen forgå, for jeg kender noget, der består. Arkivfoto fra Ganløse Kirke. Foto: Adam Garff

Årstidernes skiften og naturens forgængelighed skaber baggrunden for forkyndelsen af Guds uforanderlighed og det kristne evighedshåb i de danske efterårssalmer

Efterårets salmer tager udgangspunkt i naturens og menneskets forgængelighed. Men blikket rettes mod frelsen og evigheden, og salmerne sætter dermed menneskelivet ind i en større sammenhæng. Kristendom.dk har nærlæst et par af salmebogens efterårssalmer.

Høsten her og høsten hist
Nu falmer skoven (DDS 729), som Grundtvig skrev til en høstgudstjeneste i 1844, anvendes stadig flittigt til landets høstgudstjenester, men synges også til efterårets almindelige højmesser.

Salmens første vers beskriver, hvordan efteråret gør sit indtog i naturen: skoven falmer, fuglestemmerne forstummer, markernes golde stubbe vidner om, at sommerens frodighed er omme, og høsten, "Guds gaver" er nu i hus.

Men selvom alt i naturen forgår, bliver Gud hos mennesket "med sit ord, det ord, som aldrig glipper" (v. 4), og både ordet og høsten giver anledning til taknemmelighed i det femte vers, som er et hyppigt anvendt bordvers.

Årstidernes skiften og naturens forgængelighed bliver i salmen en påmindelse om menneskets forgængelighed og om det kristne evighedshåb. Når mennesket skal dø - med Grundtvigs ord: "når engang på Herrens bud vort timeglas udrinder", så venter der os "en evig sommer hos vor Gud i Paradis" (v. 7), som beskrives som godt: "da komme aldrig mer i hu vi jordens strid og møje" (v. 8). Altings forgængelighed bliver hermed sat i perspektiv i sammenligningen med den evige sommer.

Salmen munder ud i en lovprisning af Gud for høsten her på jorden og høsten i evigheden (v. 9) og en bøn om, at "Hans ånd, som alting kan og ved" må ledsage mennesket - med tro, håb og kærlighed - til Himlen (v. 10).

Naturen falmer, og på den baggrund kommer evighedshåbet til at fremstå friskt og klart.

Alt visner og forgår - men håbet består
Dybt hælder året i sin gang (DDS 732), skrevet af digterpræsten Caspar Johannes Boye i 1833, er ligeledes en afsked med den "korte sommerstund" og dens frugtbarhed (v. 1).

Efteråret er på vej, "alt visner og forgår". Men jeget siger: "Lad visne kun, jeg ved den trøst, som ligefuldt består", altså: Lad blot naturen forgå, for jeg kender noget, der består (v. 2).

Det gør ikke noget, at natten bliver længere, og at bladene og græsset visner, for "Guds vældes arm forkortes ej" og "Guds kærlighed ... omskiftes ikke så" (v. 3 og 4).

Salmen beskriver, hvor trøsten er at finde, når alt er goldt og øde: i Betlehem ved Jesu fødsel (v. 5). Og der findes et sted, hvor håbet står grønt, når alt på jorden falmer: "min frelsers træ på Golgata en evig krone bær'" (v. 6). Her midt i efterårssalmen sammenlignes Jesu kors altså med et træ med en sommergrøn krone.

På den baggrund må løvet godt falde og blomsterne visne, for "min tro på ham bevare skal sit friske hjerteblad" (v. 7). Troen visner ikke, for Kristus overvandt død og forgængelighed, da han stod op af graven. Så "trods vinterstorm og død" fokuserer salmen på håbet om "en evig vår" (v. 8).

Salmen gennemgår såvel naturens årstider som kirkeårets højtider, og modsat kalenderåret slutter den med foråret og med Jesu opstandelse som overvinder efterårets forfald, som her bliver billede på dødens magt.

Også i Grundtvigs Skyerne gråner og løvet falderfra 1847, som tegner et meget dystert billede af efteråret, er der tale om "den evige vår", som er "Betlehemsbarnet i krybberummet". Og derfor kan de "troende hjerter" midt i vintermørket "bære blus ... med glæde".

I efterårssalmerne falmer naturen, og på den baggrund kommer evighedshåbet til at fremstå friskt og klart.