Salmer

Tre frydefulde hyldestsalmer til sommeren

Hver årstid sine salmer. Sommeren er over os, og også her er den danske salmebog gavmild.

Højsommeren nærmer sig med stadig mere lys, sol, varme og livsfryd. Cand. theol. Louise Sihm Knudsen sætter salmetoner på årstiden

Mange digtere har gennem tiden ladet sig inspirere af den danske sommer. De kan med deres lysegrønne poesi male smukke scener frem af landskaber og stemninger, der dybest set er en hyldest til skaberværkets mageløse underfuldhed.

Der er en guddommelighed i sommeren, som bliver særlig sanselig og nærværende, når vi synger sommeren ind i kirken med disse tre billedskønne salmer:

Naturen holder pinsefest

Naturen holder pinsefest (DDS 723) falder årstid og højtid sammen og bliver til et smukt blomsterbroderi (v.1). At sommer og pinse ofte kædes sammen, er der en naturlig grund til, da pinsen falder forskelligt år for år og ligger i enten maj eller juni.

Salmen er skrevet af Caspar Johannes Boye (præst og digter, 1791-1853) i 1834. Han skrev digte, skuespil og lejlighedssalmer og indgik i kunstnerkredsen omkring Knud L. og Kamma Rahbek i Bakkehuset. Som præst arbejdede han målrettet som salmeforfatter og udgav fire hæfter med Aandelige Digte og Sange.

I Naturen holder pinsefest er det Caspar Johannes Boyes hensigt at drage en parallel mellem evangeliet og naturbeskrivelserne. Mellem pinseberetningen og sommeren.

Han illustrerer sin forkyndelse med naturbilleder: Naturen er klædt i sin sommerglade dragt, og skoven er pyntet til fest. Overalt i naturen: På græsninger, marker og i skove hilses Helligånden velkommen. Ja - selv fuglene priser den med triller. Det er, som om alt fortrylles med Guds nærværende Ånd i håbets grønne måned.

Der er en væksttanke og en frodighed i hans salmes forkyndelse. Ligesom regnen og dåben begge giver liv og vækst, beder han til, at hans tro må gro ligeså godt som bladene (v. 4).

Tanken om den årligt gentagne fødsel eller opstandelse er med til at gøre naturen til en allegori af den guddommelige forløser. Det er Guds ånd, der skal hjælpe salmens jeg til at dræbe tilbøjeligheden til syndige glæder (v.5), så mennesket kan bygge sig en skyggende pinseløvsal (v.8).

Gak ud, min sjæl, betragt med flid

En anden andagtsfuld sommersalme er Paul Gerhardts fra 1653: Geh aus mein hertz, und suche freud, på oprindelig 15 vers. Den blev i 1855 oversat af sognepræst Christian Malta Kragballe og fik titlen: Gak ud, min sjæl, betragt med flid (DDS 726).

I otte vers udfolder han først den jordiske skønhed, som den tager sig skønnest ud ved sommertid, hvorefter han kredser om den himmelske herlighed, ”hvor natten aldrig kommer” (v.6). På den måde bliver det naturens skønhed om sommeren, der kommer til at stå som forvarsel om Himlens dejlighed.

Den yndefulde sommer, vi kender med blomster på mark og i haver (v.1), løvprangende sommergrønne træer (v.2), fuglesving og fuglesang (v.3) og gyldne høstlovende hvedemarker (v.4), bliver overgået af Guds herlighed i himlen.

Sommerens billedskønne sceneri her på jorden er altså kun en afglans af det, der venter os i Paradis. For ligesom vi i dag kan gå rundt i haven om sommeren og nyde den, sådan skal vi også ”vandre i Guds-haven dér i evighedens sommer” (v. 6).

Derfor beder han dels om Guds velsignelse allerede nu, så vi kan blive som ”blomster små med liflig lugt, som træer fyldt med yndig frugt” (v.7), og dels om at vi efter døden må blive omplantet som en blomst til Paradiset.

Modsat Det dufter lysegrønt af græs henter Gerhardt og Kragballe ikke først og fremmest sommerens billeder fra det danske landskab, men nærmere fra bibelske tekster som for eksempel Højsangen. Her er frugtbarhed og skønhed allegorier på den troendes lovprisning af Gud.

Det dufter lysegrønt af græs

Den smukke sommersalme: Det dufter lysegrønt af græs (DDS 725) blev oprindelig skrevet af den svenske forfatter Carl David af Wirsén i 1889 med titlen: En vänlig grönskas rika dräkt.

Den blev trykt i hans digtsamling: ”Kristna högtids- og helgadager”. Carl David af Wirsén (1842 til 1912) var i sin samtid det etablerede samfunds litterære smagsdommer, han sad blandt andet i Nobelpriskomiteen og han indtog en konservativ holdning til nye strømninger i de litterære kredse i Sverige.

I 1945 gendigtede K. L. Aastrup den som Den blide maj med sommergrønt. Efterfølgende har Johannes Johansen gendigtet og udbygget den version, vi kender så godt: Det dufter lysegrønt af græs adskillige gange (1985, 1988, 1993, 1995 og 1996).

Alle sanser er taget i brug, når Johannes Johansen beskriver naturen med billeder hentet fra det danske sommerlandskab med grøft, mark, enge, klit og næs. Det nyslåede græs bæres med vinden mod os. Både lys og varme er forkyndere af skærsommeren (v. 1). Selv fuglenes sang fra morgen til aften er en lovsang til skaberkraften (v.2). Men selvom blomsternes farvepragt er så stor, at kong Salomon i kroningsdragt ”misundeligt må blegne”, er den dog forgængelig (v.3).

Både blomster og mennesker skal visne og dø engang (v.4). Det er kun Ordet, der er Kristus selv, som blomstrer evigt og aldrig forgår. Det skaber liv af døde, så himmel og jord kan blive nye (v.5), ligesom det står beskrevet i Johannes Åbenbaring (21,1).

Skønmaleriet er en frydelig og smuk sommer - som den evige sommer hos Gud.