Bedste fra arkivet

Interview med Jan Lindhardt fra 2007: "Salmer behøver ikke være eviggyldige"

- Enhver tid må give sit bud på nye salmer, siger biskop Jan Lindhardt, som står i spidsen for et salmeprojekt i Roskilde Stift, hvor professionelle musikere og sangskrivere har givet deres bud på en moderne salme. - Foto: Scanpix.

"Uberørt af byens travlhed" beskriver i et moderne billedsprog kontrasten mellem vores støjende verden og stilheden i kirken, siger Jan Lindhardt, biskop over Roskilde Stift

Har du en yndlingssalme?
- Jeg synes, at Lars Busk Sørensens "Uberørt af byens travlhed" er et godt bud på en moderne salme. Den fremstiller i et moderne billedsprog kontrasten mellem vores støjende verden og stilheden i kirken. Den handler om at finde ind til stilheden hos Gud i en moderne verden, og den beskriver, at det vigtige ikke er ens egen indre ro, men den ro, som den kristne forkyndelse giver. Salmen har en iørefaldende melodi, og den egner sig fint til brug ved højmessen.

Er der en bestemt tanke i salmen, som du holder særligt af?

- Modspillet og modsætningen mellem larmen i verden og stilheden i kirken er godt beskrevet, for eksempel når det hedder: "Støjniveauet stiger om os, alle jager efter vind, så Guds Helligånd må hviske for at nå et splittet sind". Salmen minder lidt om Kingos "Sorrig og glæde", hvor Kingo dog bruger mere tid på at skildre verden.
Hvad betyder de danske salmer for dig?

- Salmerne betyder meget for mig. Men jeg mener, at vi har et problem i forhold til den yngre generation. For gamle salmer kan være vanskelige at forstå, også Grundtvigs, og i det hele taget har salmerne et formsprog, som man skal trænge ind i. Lars Busk Sørensens salme kan alle forstå. Han forvalter salmetraditionen på en god måde.

- Salmer behøver ikke være eviggyldige, de kan godt slides op. Fra Hans Thomissøns salmebog fra 1559 har vi kun cirka 10-20 ud af 450 salmer tilbage i vores nuværende salmebog. Derfor er det også vigtigt, at der skrives nye salmer, og at enhver tid giver sit bud. Og så mener jeg, det er præsternes opgave at introducere de moderne salmer.