Analyse

Sammenhængen mellem kristendom, politik og samfund kulegraves

Måske vil vi i fremtiden kunne opleve Københavns biskop i samtale med landets statsminister om, hvilke værdier, der skal være centrale i den videre opbygning af Danmark iblandet tro og tvivl i skæringspunktet mellem kirke og samfund, skriver cand.theol. og ph.d. Jørgen Skov Sørensen Foto: Michella Ermark

Adskillelsen af religion og politik har været et dogme i dansk politik i flere år, men det ser ud til at forandre sig nu. Flere initiativer undersøger kristendommens rolle virkningshistorisk og dens betydning i nutidens offentlige debatter, påpeger teolog og ph.d. Jørgen Skov Sørensen 

Den 23. april i år satte to norske lederskikkelser sig overfor hinanden i Treenighedskirken i Oslo. De var sat stævne for at drøfte ”hvilke værdier, som skal være centrale i den videre opbygning af Norge iblandet tro og tvivl i skæringspunktet mellem kirke og samfund”, som det hed i foromtalen. De to var Den Norske Kirkes ledende biskop Helga Haugland Byfuglien og Norges Statsminister Erna Solberg.

Kunne man forestille sig noget lignende i Danmark?

Fogh: Religion og politik skal adskilles

Det har i flere år været et politisk dogme i dansk politik, at religion og politik bør adskilles. Dogmet fik afgørende opmærksomhed i forbindelse med tegningekrisen i 2006, hvor daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i et læserbrev i Politiken og efterfølgende i interviews med flere andre medier gjorde gældende, at ”vi [i Danmark] skal skelne mellem religion og politik”.

Fogh Rasmussen var ikke ude efter religion som sådan. Religiøse grupperinger skulle ikke fratages deres rettigheder, og han håndhævede i efterfølgende interviews religionsfriheden som en grundlovssikret ret i landet.

Men når det kom til spørgsmålet om ret til frihed fra religion, var han klar i mælet, når han forklarede sit standpunkt: ”Mindre religion i det offentlige rum vil sige, at de troende holder deres dogmer for sig selv - og indrømmer andre retten til at tro og mene noget andet”.

Selvom udtalelserne faldt i forbindelse med tegningekrisen og tydeligvis var målrettet de muslimer, der havde ønsket at forbyde karikaturerne af Muhammed og dermed knægte ytringsfriheden, fik udtalelserne efterfølgende vægt nok til at ramme alle religiøse grupperinger. Fogh Rasmussen var også klog nok til i situationen at nævne andre religioner end islam, når han udtalte sig i denne sag:

”I den danske retsstat er det Folketingets love, der gælder - ikke Bibelen, Koranen og andre hellige skrifter”.

Udtalelserne har fået betydning for den måde, vi siden har talt om religion og politik. Sammen med Martin Luthers ofte citerede ord om det ”åndelige rige” og det ”verdslige rige”, den såkaldte toregimentelære, er Anders Fogh Rasmussen nok den mest citerede i Danmark, når samtalen falder på religion, samfund og politik.

Er Fogh og Luther blevet misforstået?

Der har således gennem en årrække bredt sig en konsensus i samfundet, som støtter det politiske dogme om, at religion ikke har noget at byde på i det politiske; at man skal holde sine religiøse holdninger ude af politik. For de idehistorisk bevidste argumenteres der med Luther, mens Fogh Rasmussen er tilstrækkelig for resten.

Spørgsmålet er, om de fleste har misforstået dem begge. For Luther var der ikke tale om at adskille religion og politik via toregimentelæren. Det er en moderne tanke, at kristendom på den måde skulle kunne adskilles fra det omgivende samfund. Hos Luther var både den åndelige og verdslige magt indstiftet af Gud og redskaber i Guds hånd.

Fogh Rasmussen og hans efterfølgende meningsfæller kan derfor heller ikke uden videre argumentere med Luther i hånden. Tværtimod kan de lære af reformatoren, at for mennesker hænger åndelighed og verdslighed sammen. Vi formes – også politisk - af vore grundfortællinger og værdier, som er uløseligt forbundet med religiøs overbevisning eller tradition.

Det fremgår faktisk også af Fogh Rasmussens udtalelser i 2006, at han mente, han selv og det danske samfund var et produkt af kristen virkningshistorie. Det citat kommer imidlertid sjældent op, når der drøftes religion, samfund og politik i post-tegningekrisens Danmark. Det gør ligesom det hele lidt for kompliceret.

For det er kompliceret. Derfor har vi da også i de seneste år set flere initiativer på dansk jord, som ønsker at bruge tid og energi på at grave dybere i sammenhængen mellem kristendom, samfund og politik.

Kristendommen har noget at byde ind med

Senest har Folkekirkens mellemkirkelige Råd sammen med Folkekirkens Udviklings- og Videnscenter nedsat en arbejdsgruppe, som forsøger at indkredse betydningen og legitimiteten af teologiske udsagn og værdier i en bredere samfundsmæssig kontekst. Opgaven er ”som kirke i Danmark […] at bidrage til samfundsmæssig debat og holdningsdannelse på en måde, som giver rum for religiøst/kristent sprog”.

I 2018 så Tænketanken Eksistensen dagens lys, hvor en række tænkere ”gennem en vedholdende insisteren på kristendommens relevans som mulig ballast i mange aktuelle diskussioner” vil pege på ”kristendommens betydning, [der] ikke er udtømt i forkyndelse men har været og er en stadig formativ kraft – historisk, kulturelt, etisk, poetisk, filosofisk, politisk”, som det hed i en pressemeddelelse.

Endelig afholdt Københavns Universitet den 10. april i år en paneldebat under overskriften ”Teologien i samfundsdebat og medier – har den mere at sige?” Her drøftede fremtrædende mediepersoner og teologer, hvilken rolle teologien i dag spiller i den offentlige samtale, hvilken rolle den bør spille, og endeligt hvorvidt indsigt i kristendommen åbner frugtbare perspektiver for den brede debat og meningsdannelse.

Ved det sidstnævnte arrangement lød en klar opfordring fra netmediet Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard, der er selverklæret gennemsekulariseret, om, at teologer bør blande sig meget mere i den offentlige debat, end det i dag er tilfældet. Fordi de har noget at bidrage med.

Hvis dette udsagn står til troende, vil vi måske om føje år også i Danmark kunne opleve Københavns biskop i samtale med landets statsminister om, hvilke værdier, der skal være centrale i den videre opbygning af Danmark iblandet tro og tvivl i skæringspunktet mellem kirke og samfund.

Indenfor rammerne af den danske retsstat og Folketingets vedtagne love. Naturligvis.

Jørgen Skov Sørensen er ph.d. og cand.theol. Han skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.