Sådan holder kirkerne sankthans

Rundt om i landet fejres der sankthansaften den 23.juni. I kirken fejrer man Johannes Døberens fødselsdag, som er et halvt år før Jesu fødsel. Foto: Cecilie Østergren/ritzau.

Vi har samlet et udpluk af kirkernes sankthansfejringer landet over

Den 24. juni er blevet valgt som datoen for Johannes Døberens fødselsdag. Navnet Hans er en dansk afledning af Johannes, og aftenen før hans fødselsdag er derfor blevet til sankthansaften. Se her en række bud på, hvordan kirker og kirkelige organisationer fejrer årets Sankt Hans aften.

Over hele landet arrangerer kirker og præster sankthansaften for deres menighed efter devisen: Først spiser og drikker vi sammen, så synger vi, inden der er båltale og sankthanssbål. Enkelte steder er der også teater, fakkeltog, sækkeløb eller andet spændende.

Et af stederne er på Stevns, hvor der er sankthansaften i St. Heddinge Kirke og i præstegårdshaven. Man mødes kl. 20.30, hvor bålet tændes, og der synges fra Højskolesangbogen. Senere er der båltale, og kl. 22 aftenandagt ved sognepræst Per Vibskov Nielsen.

Et andet sankthansaftens-arrangement løber af stablen i Skt. Thomas Kirke på Frederiksberg, hvor der startes med gudstjeneste kl. 19 under ledelse af sognepræst Vibeke Døssing. Derefter er der bål, leg, sækkevæddeløb, hygge og midsommersange, og man opfordres til at huske et tæppe at sidde på samt drikkevarer og en madkurv. Kirken giver snobrødsdej og skumfiduser. Sangkoret Chorus Jubiliis vil også prise sommernatten i smukke toner.

Et tredje sted er Skt. Povls Kirke på Sydsjælland, der forlægger residensen til en spejderhytte i bunden af Skovåsen. Her vil Inger Hvass fra Jyst Fortælle Teater kl. 19.30 berette om naturens kræfter, lyset og mørket, inden bålet tændes på stranden kl. 21.

Også i Bering Valgmenigheds kirke i Hasselager ved Århus er der Skt. Hans-aften med børneteater, fakkeltog, bål og båltale. Det starter kl. 19.

Endelig er der sankthans i Bording Kirke ved Ikast, hvor der er båltale ved sognepræst Adam Boas og masser af aktiviteter for børnene. Det starter kl. 19.30.

De nævnte arrangementer er blot et udpluk af mange. Find mange flere sankthans-arrangementer påKristeligt Dagblads kirke- og kulturkalender.