Kristeligt Dagblads sommerserier

Serie: Millioner af mennesker drager mod hellige horisonter

I over 1000 år er mennesker draget mod steder, hvor hellige begivenheder siges at være fundet sted. Her ses mennesker ved byen Medjugorje, der er et af de nyere populære valfartsmål i Europa. Foto: Mette Skov Hansen

Hvert år rejser mennesker i stort tal mod steder, hvor religiøse begivenheder siges at have fundet sted. Men hvem er vor tids pilgrimme, hvor tager de hen og hvorfor? Det har Kristeligt Dagblad belyst i denne serie

Der er nogle rejsemål, som man besøger på grund af vejret og strandene. Andre tager man til for at opleve kulturen, naturen eller se historiske bygninger og monumenter. Og så er der de mål, som folk valfarter til af religiøse grunde.

Over hele verden findes der valfartsmål, som besøges af flere millioner pilgrimme årligt. I denne serie har Kristeligt Dagblad forsøgt at blive klogere på, hvem der tager af sted, hvor de tager hen og hvorfor.

Det anslås, at mellem 300 og 330 millioner mennesker årligt besøger verdens store religiøse steder, og meget indikerer, at tallet er i vækst. Faktisk lader mange pilgrimsmål til at være populære som aldrig før. Ifølge forsker i religiøs turisme Kevin Griffin skyldes dette, at folk stadig søger efter mening.

Og hvor tager de mange pilgrimme så hen? Kristeligt Dagblad har her samlet et overblik over 10 af de mest populære valfartsmål for kristne. Flere af dem tiltrækker i dag over en million mennesker årligt.

Vandring mod hellige mål er er dog langt fra en ny ting. Den kristne valfartshistorie går over 1000 år tilbage til en tid, hvor kvinder og mænd særligt gik mod helgengrave i håb om at mærke noget af det hellige og opleve mirakler. I middelalderen blev pilgrimsrejser ligefrem set som en investering i evigheden, selvom nogle dog mente, at det i for høj grad blev en ferie for de kristne munke. Læs mere om stedernes historie her.

Også i Danmark har pilgrimme bevæget sig rundt blandt hellige bygninger og monumenter. Det gælder blandt andet på Hærvejen, der går igennem Jylland. De seneste år har den danske hærvej forbedret sine ruter, og nu indledes et projekt, som skal gøre den til Nordeuropas mest attraktive rejsemål for vandrere.

En af de udenlandske vandrere, som har vandret på Hærvejen, er hollandske Toon Pieterse på 25 år. Han startede sin vandring i Arnheim i Holland og bevægede sig derfra op gennem Tyskland og gennem Jylland for derfra at komme videre mod det norske valfartsmål Nidaros-katedralen i Trondheim. Kristeligt Dagblad mødte ham på hans vandring gennem Jylland. Læs interviewet med ham her.

For Toon Pieterse handler det at vandre ad hellige ruter og mod hellige mål ikke så meget om religion, men i højere grad om at få ro til egne tanker og til refleksion. Det samme gælder for mange af de andre vandrere, man kan møde på ruterne i dag. For hvor pilgrimme oprindeligt var religiøse mennesker, der gik mod et fast mål med Bibelen som guidebog og bodsgang som motiv, har især danskere i dag en mere anarkistisk tilgang til fænomenet. Vandringen bruges som en modgift mod det moderne livs bagsider, siger forskere.

Nogle pilgrimsmål besøges dog fortsat nærmest udelukkende af religiøse mennesker. Udover de gamle helgengrave i Europa er det blandt andet blevet populært at tage mod steder, hvor Jomfru Maria siges at have åbenbaret sig. Blandt de mest kendte steder er Lourdes i Frankrig, som er blevet til et af Europas største pilgrimsmål på grund af beretningerne om mirakuløs helbredelse ved områdets kilde. Læs en reportage fra byen her.

Den katolske kirke anerkender beretningerne fra Lourdes og har også en opgørelse over 70 personer, som ifølge kirken er blevet mirakuløst helbredt ved kilden. Den seneste af de 70 personer er Bernadette Moriau, som i 2008 blev pludseligt rask efter en livslang uhelbredelig sygdom. Læs interviewet med hende her.

Et af de nyere store Maria-mål er Medjugorje i Bosnien-Hercegovina. I mange år var byen en fattig lille landsby, hvis befolkning levede af at dyrke vin og tobak. Men så oplevede en gruppe unge, at Jomfru Maria viste sig for dem, og siden er millioner af pilgrimme draget til byen for at mærke hendes nærvær. Kristeligt Dagblad besøgte Medjugorje på dagen, hvor man markerer Jomfru Marias første åbenbaring i byen. Læs reportagen her.