Signe Molde: Min konfirmation bestod både af kærlighed og krummede tæer

Signe Molde husker tiden omkring sin konfirmation som nogle vilde år, hvor verden åbner sig, og man skal prøve kræfter med helt nye ting. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Rideveninder med heste udenfor kirken og en pinlig sang til festen er blandt tv-vært Signe Moldes minder fra dengang, hun blev konfirmeret. Men selve konfirmationen var en meget naturlig ting for hende

Kan du prøve at beskrive din konfirmationsfest?

Min konfirmationsfest blev holdt hjemme i mine forældres hus i Jægersborg. Jeg var 14 år, og min mor havde selv syet min konfirmationskjole. Under syningen skulle jeg prøve kjolen på 10.000 gange, og den stak, fordi den var fyldt med nåle. Men det var alle prøvninger værd. Jeg kan tydeligt huske, at jeg synes, jeg så mega flot ud i den kjole, og jeg var stolt over, at den var syet helt specielt til mig.

Jeg husker det som en gigantisk fest med alle mulige forskellige mennesker, men vi har nok været cirka 30 mennesker. Det var to af mine veninder, min familie og et par af mine forældres venner. Men det var min første fest nogensinde, og jeg var ikke særlig gammel. Så er alting i verden jo kæmpestort.

Noget af det, der gjorde mig allermest glad den dag, skete faktisk lige efter ceremonien i kirken. Da vi kom ud i solskinnet, stod mine rideveninder på pladsen opstillet i en sær militær parade med nyfriserede heste og bumsede pander under ridehjelmene. Det var ret stort. Og stadigvæk utroligt rørende.

Hvorfor valgte du at blive konfirmeret?

Jeg har aldrig overvejet ikke at blive konfirmeret. Jeg er døbt og opvokset med at gå i kirke juleaften, så det var altid en naturlig ting for mig også at blive konfirmeret.

Kan du huske den tale, du holdt, eller nogen andres tale til dig?

Min morfar havde skrevet en limerick (en kort og humoristisk form for digt, red.) til mig. Det var noget, han altid gjorde, men det rørte mig stadigvæk. Min far holdt en tale, og min moster og onkel havde skrevet en hel rap til mig, som de opførte med omvendte kasketter på. I dag bliver jeg helt glad når jeg tænker på, hvor sødt og kærligt det var, men da jeg sad der 14 år gammel og kiggede på min rappende onkel, syntes jeg simpelthen, at det var så pinligt.

Jeg holdt også selv en ultrakort, høflig takketale, og så husker jeg tydeligt min mors tale. Den handlede om at klæde mig på til voksenlivet – det illustrerede min mor ved igennem talen at klæde mig på med alt muligt, blandt andet en skør hat og nogle grimme solbrille. Det var en blandet, forvirret oplevelse af kærlighed og krummede tæer.

Hvilke gaver fik du?

De gaver, jeg husker tydeligst, er "Mærk Verden" af Tor Nørretranders - en sindssygt tyk bog – og en Alvar Aalto-vase, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med. Jeg byttede Tor Nørretranders-bogen til penge, men mine forældre insisterede på at gemme Aalto-vasen i kælderen. De fandt den frem igen for nylig, og jeg blev mega glad for at se den.

Forældre har næsten altid ret, når det kommer til den slags. Jeg øver mig stadig i at tage mod gode råd fra folk, der er ældre end mig. Det er svært, fordi det er så irriterende at måtte indrømme, at man bare bliver klogere med alderen. Men den er god nok.

Hvad fik I at spise til festen?

Det var jo i 1990’erne, så vi har helt sikkert fået culottesteg og champagnedrinks med hyldeblomst. Og Vienetta-is til dessert. Vienetta-isen findes stadigvæk, jeg købte den for nylig, og den smager kun en lille smule syntetisk. Men syntetisk på en god nostalgisk måde, og alle de der lag af chokolade der knaser - dem er jeg stadig ret vild med.

Hvad lavede I på blå mandag?

Halvdelen af klassen blev konfirmeret, men alle var med til blå mandag. Vi tog turen fra Jægersborg til København og var i Tivoli. Det var en ret stor oplevelse at skulle stå på egne ben for første gang, for der var ingen voksne. Vi havde øl med, og det var første gang, jeg drak alkohol, så jeg kan ikke rigtig huske, hvordan dagen sluttede.

Det er nogle vilde år, hvor verden pludselig åbner sig, og man skal prøve kræfter med helt nye ting. Og det underlige er, at tiden går i opløsning – Jeg husker min konfirmation, som om den foregik sidste weekend, men at dømme efter mit gamle ansigt, så var det nok snarere i 1992.