Serie: I sorgen

"Evighedshåbet giver mig et håb om gensyn"

Man er ekstremt sårbar, når sorgen er tungest, og netop derfor tror jeg, at mange familier i sorg risikerer at opleve splittelser – fordi man frustrerer hinanden ved at opleve sorgprocessen forskelligt, fortæller fondsmedarbejder Simon Kofod-Svendsen. Men håbet om at gense den familie, der omkom i 2004, har han bevaret. Foto: Privat.

Den menneskelige sorg og den trosmæssige krise over at miste min bror og hans familie i flodbølgen i 2004 var stærk, og den påvirker mig stadigvæk, men det har nok været det trosmæssige, jeg har kæmpet med i længst tid, fortæller Simon Kofod-Svendsen

Flodbølgen, der ramte Sydøstasien den 26. december 2004 og slog cirka 225.000 mennesker ihjel, var for mig ikke alene en international katastrofe af hidtil uhørt omfang. Det var også en personlig katastrofe, fordi min bror, hans kone og to børn befandt sig i Thailand på det tidspunkt, og alle fire omkom. Jeg var dengang 24 år.

De præcise omstændigheder, som tog livet fra dem, har jeg aldrig fået svar på, og en lang række spørgsmål står stadig ubesvaret hen. De efterfølgende år var de tungeste i mit liv, og især tre erfaringer, som jeg nu vil formulere som råd, står stadig klart for mig her knapt 15 år senere.

Sorg opleves forskelligt

Enhver sorgproces er sin egen – i første omgang fordi omstændighederne ved dødsfald er forskellige. Min var særlig på den måde, at jeg faktisk ikke vidste, om min bror og hans familie var levende eller døde i flere måneder efter flodbølgen. Det betød blandt andet, at vi som nærmeste pårørende – efter nogle uger i uvidenhed og rungende tavshed på telefon, e-mail og officielle kanaler – besluttede, at håbsprocessen nu var ude, og vi måtte til sorgprocessen.

Allerede dér oplevede jeg det: Sorgen ser enormt forskellig ud for forskellige mennesker – også selvom det er de samme personer, man sørger over. Når alle i en familie på tværs af generationer på samme tid sørger over tabet af de samme mennesker, er det enormt vigtigt at være eksplicit om, at der ikke er én rigtig måde at sørge på.

Man er ekstremt sårbar, når sorgen er tungest, og netop derfor tror jeg, at mange familier i sorg risikerer at opleve splittelser – fordi man frustrerer hinanden ved at opleve sorgprocessen forskelligt.

Så mit første råd er, at man italesætter, at det er OK, at sorgen ser forskellig ud for os hver især, og finder ud af, hvordan man alligevel kan opleve at bære sorgen sammen.

Hvad er sorg, og hvad er er troskrise

Når man som kristent menneske er i sorg over at have mistet en nær pårørende alt for tidligt eller under tragiske omstændigheder, tror jeg, det for mange kan være svært at skelne, hvad der er menneskelig sorg, og hvad der er en trosmæssig krise. Selvom vi alle oplever sorgen forskelligt, tror jeg ikke, at en kristen slipper helt uden om begge dele.

Mit andet råd er derfor, at man kan forsøge at skelne, hvad der er hvad.

I første omgang for at man kan sætte ind med den rette akutte hjælp: Er det terapi eller sjælesorg, der er brug for? Og i anden omgang for at man på den lidt længere bane bliver bevidst om, hvordan de to ting – menneskelig sorg og en trosmæssig krise – hænger sammen og påvirker hinanden.

Vælg aktivt lyttende mennesker til

Det tredje råd, jeg vil give, handler om at reagere hensigtsmæssigt på det, som ens relationer og netværk gør eller ikke gør for en. Man er ensom i sorgen, og der er bare nogle mennesker, som er bedre end andre til vedholdende at huske at spørge og til at lytte. Og det er helt OK at vælge de mennesker aktivt til; simpelthen fordi de er en reel hjælp for én, når det er tungest.

I stedet for at gå og være skuffet over nogle tætte venners manglende spørgelyst kan man (i hvert fald for en periode) satse lidt mere på dem, der faktisk gør det. Det behøver ikke betyde, at man på den lange bane skifter sine tidligere nærmeste venner ud. Tværtimod kan det, at man tillader en pause, så man ikke kører for meget fast i en tilstand af vedvarende skuffelse over dem, måske være med til at fastholde venskabet med dem på sigt.

Det samme gør sig gældende, hvis man er aktiv i en kirke, der ikke er god til at håndtere sørgende. Det er OK at skifte til en anden kirke eller holde pause i kirken, hvis alternativet er, at man bliver så bitter på menigheden, at det ender med, at man både forkaster alt åndeligt fællesskab eller troen som sådan.

For mig var den menneskelige sorg og den trosmæssige krise over at miste min bror og hans familie stærk, og den påvirker mig stadigvæk. Det har nok været det trosmæssige, jeg har kæmpet med i længst tid. Den spænding, der ligger i, at Gud, der kunne have forhindret katastrofen eller kunne have holdt hånden over min bror og hans familie, samtidig er Ham, der siger, han elsker mig – og endda sendte sin egen søn i døden for, at jeg kan have et evighedshåb. Den spænding er stadig kompleks og intens.

Men evighedshåbet giver mig samtidig et håb om netop at gense min bror og hans familie. Og når det sker, vil der endda hverken være menneskelig sorg eller trosmæssige kriser. Dét glæder mig jeg til.

Simon Kofod-Svendsen arbejder i en almenvelgørende fond. Han mistede sin bror, svigerinde, nevø og niece, som omkom i flodbølgen i Sydøstasien i 2004.