Hvor blev tiden af?

Det er først når du holder op med at tælle livets timer og sekunder, at du får livets timer og sekunder tilbage, skriver Kristine Stricker Hestbech. Foto: Kilde: Arkiv

Det er den oplevede tid, der gør dit liv langt. Når du lægger kalenderen væk og bare er, skriver sognepræst Kristine Stricker Hestbech i denne refleksion

Tåben lægger hænderne i skødet
og tærer på eget fedt.
Hellere én hånd fyldt med hvile
end to hænder fyldt med slid
og jagen efter vind!,
siger Prædikeren i Det Gamle Testamente (kap. 4,5-6).

Et af de mennesker, der betød mest for mig som barn, var min mormor. Det er der rigtigt mange grunde til, men ligenu tænker jeg på én bestemt ting: min mormor havde altid tid nok. Målt med nutidens øjne havde hun måske ikke penge nok eller materielle goder nok. Hun havde hverken bil eller vaskemaskine eller elpisker. Men der manglede aldrig tid. Et liv i livet, en lomme udenfor tiden, var det at bo i hendes gamle lejlighed på Frederiksberg i København, hvor persianerpelsen hang i entreen og hybenteen spredte sin duft ved sengetide.

To generationer senere, sidder jeg i en kultur, hvor vi har alt, undtagen tid. Vi har aldrig haft så stor en frihed til selv at bestemme, hvad vi vil putte i vores tilværelses lommer. Der er ingen traktorspor foran dig, der dikterer dig vejen frem, ligesom du heller ikke selv trækker spor efter dig til dine egne børn.

Livets bog er tom, når du fødes, og den tømmes, når du dør. Ingen har skrevet begyndelseskapitlerne og ingen vil fortsætte den når du har åndet ud... Det eneste der begrænser dig er dine evner og ambitioner og drømme.

Ligesom vi bliver rigere og rigere på fleksibilitet. Ligenu sidder jeg i sofaen i min stue og skriver ordene her, og om lidt vil jeg sende den afsted på e-mail, inden jeg går ud i haven og ser på alle de små gule krokus, der knejser stolt over den mudrede jord, imens jeg taler i min mobiltelefon.

Jeg kan bo i Nyborg og alligevel arbejde i Helsingør, ligesom hjemmearbejdspladserne gør det muligt at bosætte sig på en ø og stadig have arbejdsplads i byen. For ikke at tale om tiden. De gamle bønder nede på Sydsjælland, hvor jeg var præst, rystede på hovedet af os, når vi klynkede over manglen på tid. Dengang de var unge, var der ikke noget der hed ferie og arbejdsdagen var ligeså lang som lyset tillod og dyrene krævede. Så hvad er det med den tid? Hvor har vi gjort af den? Har vi tabt den eller glemt den? Eller er tiden simpelthen løbet fra os?

Der er umiddelbart to former for tid.

Der er den kronologiske tid, som er den tid samfundet går efter og som sidder på dit håndled og nederst i højre hjørne af din PC. Det er den tid, der inddeler din dag i småbidder og altid får dig til at tænke fremad til det næste, du skal nå.

Den anden tid er oplevelsestiden, stilletiden. Tiden som ikke kan måles, kun føles. Tiden, der kun eksisterer, når den bliver gjort til rum. Som hos min mormor, når hun fortalte historier, eller når vi gik ture i Søndermarken og Frederiksberg have....

Den kronologiske tid og den oplevede tid er objektivt set lige lange, men de føles ikke sådan.

Er der 10 sekunder til bussen kører, har du rygende travlt, men holder du 10 sekunders pause midt i en sætning ved middagsbordet, føles det som en uendelighed... Prøv selv!

Det er den oplevede tid, der gør dit liv langt. Den oplevede tid når du lægger kalenderen væk og bare er. Med dig selv. Med naturen. Med Gud. Med børnene. Med familien. Med vennerne. Med engangementet. Med fantasien. Med musikken. Det er det pykologien kalder for flow. Når du flyder med, uden anstrengelse, uden bagtanke, uden mål. Når du går i et med livet. Og din egen eksistens. For det er først når du holder op med at tælle livets timer og sekunder, at du får livets timer og sekunder tilbage.

- Kristine Stricker Hestbech