Ny børnebog fortæller om døden og tro

Formålet med bogen er at få børn til at tale om deres tanker og følelser om døden, fortæller Kirsten Ahlburg. - Foto: Privatfoto.

Når man er barn, kan tabet af en forælder være svært at forstå. Derfor har psykoterapeut Kirsten Ahlburg skrevet en børnebog, der ud fra et kristent værdigrundlag fortæller om død, sorg og savn

Hvad gør man, når man kun er fem år og mister sin mor? Hvordan kommer man igennem sorgen og lærer at leve med tabet? Børnebogen Den hvide engel, som udkommer i dag, tager disse store spørgsmål op, og fortæller om den rolle tro og bøn kan spille i en sorgproces.

Formålet med bogen er at få børn til at tale om deres tanker og følelser om døden, fortæller Kirsten Ahlburg:

- For nogen børn kan det være meget svært at få sat ord på smerten. Bogen kan for dem være en inspiration til at få sat ord på følelserne og til for eksempel at lave deres egen bøn i stedet for at bede faste rituelle bønner.

Skytsengle
I bogen skal pigen Nina holde fødselsdag for første gang, siden hendes mor døde. Ninas største fødselsdagsønske er, at Gud vil give hende blot én dag mere sammen med sin mor. Hun beder derfor til Gud og får besøg af sin skytsengel, som hjælper hende. Netop skytsenglen spiller en stor rolle i bogen. Ifølge Kirsten Ahlburg, er det nemlig vigtigt, at børn har en tro på, at nogen passer på dem:

- Børn er jo små filosoffer, og vil gerne have svar på alle deres spørgsmål, som for eksempel hvor mor er, når hun er død? Det kan være en trøst for barnet at tro på, at mor lever videre et sted, for eksempel i form af en engel eller en stjerne.

At overleve sorgen
Bogen skal også illustrere, at man rent faktisk kan komme igennem en sorg. Pigen Nina lærer nemlig til sidst i bogen at acceptere, at mor er væk:

- Det er vigtigt, at barnet ved, at der også er en fremtid uden mor, at livet faktisk går videre, understreger Kirsten Ahlburg.

Sorg og kristendom
Bogens kristne elementer har Kirsten Ahlburg bevidst valgt. Hun har nemlig erfaringer med, at bøn og tro hjælper, når man sørger:

- Døden er svær at håndtere, fordi vi ikke har ord nok. At få troen ind i billedet er en fordel, fordi det giver en ekstra dimension. Det er større end dig selv, og troen på at du for eksempel har en skytsengel, er en trøst i en svær tid, siger Kirsten Ahlburg.

Hun fremhæver bøn som en god måde at få afløb for sorgen på:

- Især er bøn godt, fordi man oplever, at man har én at tale med. Man får sagt noget dybere og mere ægte i bønnen til Gud, end hvis man taler med et andet menneske. Man får smerten forløst på et dybere plan og mærker, at nogen passer på én.

Husk også samtalen
Med en baggrund som psykoterapeut kan det undre, at Kirsten Ahlburg vælger at fokusere på den kristne tro i stedet for psykologien, når det gælder sorg. Hun mener dog ikke, at bøn og tro er vigtigere end samtale og psykologhjælp:

- Sorggrupper er rigtig vigtige, og det er absolut noget, man skal overveje. De helt små børn er dog ikke altid velegnede til at komme i en sorggruppe, og derfor kan bøn være er et godt supplement. Større børn kan godt have en dyb samtale om døden, men små børn kan have lettere ved at forstå det, når man siger, at mor er blevet til en stjerne eller en engel.

Bogen skal inspirere
Kirsten Ahlburg pointerer, at bogen ikke skal ses som en opskrift på sorghåndtering men som en inspiration:

- Bogen skal sætte gang i samtalen om døden både i familien men også for eksempel i børnehaven. Det er svært at tale om død og sorg, og derfor håber jeg, at bogen kan være et godt udgangspunkt, også selvom børnene måske har en anden religiøs baggrund end kristen.

Den hvide engel udkommer den 12. marts på Forlaget Unitas.

’Den hvide engel’ udkommer den 12. marts på Forlaget Unitas. - Foto: Forsideillustration fra bogen.