Sjælesorg sker også i missionsarbejdet

Kirken skal være, hvor de søgende mennesker er, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen i dette indlæg om sjælesorg

Indledningsvist skal jeg kort redegøre for min forståelse af sjælesorg. Jeg anser sjælesorg for først og fremmest at være åndelig vejledning eller livsvejledning - altså en hjælp til at vokse i erkendelsen af, hvem jeg er i min relation til Gud og til min næste, til at vokse op til Kristus-lighed, idet det Guds billede, jeg skabtes i, bliver stadig tydeligere i et mere og mere helt menneskeliv.

På grund af synden og på grund af vor sårethed / sjælens sår har sjælesorgen også en terapeutisk dimension, og i denne sammenhæng kan den være krisehjælp, idet årsagen ofte er en krise i konfidentens liv. Derfor kan sjælesorg og kirkens helbredende tjeneste, herunder brugen af nådegaver til helbredelse, ikke skilles ad.

Sjælesorg er for mig at se ikke udelukkende et indre kirkeligt fænomen. Den har naturligvis sit sted i menigheden i form af åndelig vejledning af dem, som allerede er kommet til tro på Jesus, og som nu forstår sig som medlemmer af Hans legeme, men sjælesorgen hører også hjemme i menighedens sendelse til verden både som åndelig vejledning og som helbredende tjeneste.

Sjælesorg i menighedens mission

Sjælesorgen udadtil har med menighedens mission, sendelse til verden, at gøre; i mit arbejde som missionspræst i Areopagos begynder sjælesorgen derfor ofte på en alternativ-messe, f.eks. Krop Sind Ånd, - eller det sker ved de særlige gudstjenester, vi inviterer til, under overskriften I Mesterens Lys.

I mødet med det åndeligt søgende menneske, som måske har mange forestillinger, som er fremmede for den kristnes forståelse af verden, Gud og mennesket, er det vigtigt, at vi ikke overfalder vedkommende med hele vor egen ballast af dogmer og normer eller lader vore fordomme bestemme mødet.

Mødet med det søgende menneske må tage sit udgangspunkt i den søgendes eller hjælpsøgendes egen historie og erfaring og samtalen eller sjælesorgssituationen/forløbet må være en vandring eller proces sammen med vedkommende.

Hvad leder den søgende/nyspirituelle eller den hjælpsøgende nyspirituelle efter i kirken? Åndelig vejledning!

Derfor er sjælesorgen ikke primært krisehjælp, men snarere en livsvejledning, hvorunder vi deler vor erfaring fra discipelforholdet til Jesus med den søgende og drage hende/ham med ind i vor vandring med Mesteren og give hende/ham et møde med Jesus.

Søgende mennesker leder i kristendommen, i de kristne menigheder og hos kristne på deres vej efter det samme, som de leder efter i hele deres åndelige søgen, men de tilnærmer sig kun kirke og kristendom forsigtigt, prøvende.

Nogle af dem, vi møder, er begyndt deres åndelige søgen uden at regne kristendommen i dens kirkelige form for en mulighed, men bliver positivt overraskede, når de møder forståelse for deres søgen hos kristne / kirkens repræsentanter. Derfor er det for mig at se vigtigt for kirken at være, hvor de søgende mennesker er.

Det første sted er helsemesserne eller alternativmesserne. Her kommer mennesker med et håb

Der ikke nødvendigvis tale om mennesker i en stor krise, men det er mennesker med et behov for et nyt liv med dybde eller for at finde tilbage til sine rødder midt i alle sine spirituelle eksperimenter; derfor en fornyet interesse for kristendommen, som bærer af vestlig spiritualitet, eller behovet for at forlige sig med sin barndoms kristendom / barnetroen / hjemmets eller bedsteforældrenes tro.

Der er naturligvis også krisehjælp og i min sammenhæng primært omkring oplevelsen af at være besat eller hjemsøgt af mystiske fænomerne personligt eller på bestemte lokaliteter.

Her er brug for sjælesorg, først som åndelig vejledning / måske skriftemål og dernæst som forbøn / helbredelse / terapi (her bevæger vi os så væk fra sjælesørgerens, præst eller lægmand med en forbønstjeneste/rådgivertjeneste til den professionelle terapeuts arbejde).

Og det er her bønnen kommer ind i billedet som det første vigtige redskab og som indgang til en åndelig vejledning for den søgende på messerne, men også ved møder som I Mesterens Lys. B

ønnen er vores første skridt sammen med den søgende; vi inviterer hende/ham med ind i vor egen relation til Gud. Bøn er at erkende sin svaghed, at lægge sit liv i Guds hænder og modtage det på ny fra Gud, det er ærlig samtale med Gud om alt, der er lytten og det er hvile

Åndelig vækst i Kristi legemes fællesskab

Mennesker lærer at bede ved at inddrages i vort eget og menighedens bønsliv. I bønnen erfarer de Gud; Guds Rige er indenfor rækkevidde.

Bønnen åbner for den erfaring, at Gud er her, uanset tid og sted. Mødet med Guds kærlighed sætter dog også fokus på det, der skiller fra Gud. Derfor går skriftemål og indre helbredelse hånd i hånd i sjælesorgen - ikke kun i mødet med den udenfor, men da også de troende, menighedens medlemmer.

For at skabe rum for en egentlig helliggørelsesproces og i en erfaring af større personlig helhed, kan endvidere retræter være af stor betydning.

I Bethlehemskirken har vi haft gode erfaringer med stille dage, og vi og flere andre kirker har haft glæde af at arrangere éndages byretræter. Personligt har jeg haft stor glæde af retræter i ensomhed.

Ved retræter finder vi ind til vor persons kærne i stilheden med Gud - og retrætelederen eller en anden medarbejder er til stede som én, man kan gå til om vejledning, for at skrifte og om forbøn.