Tavshed skaber nærvær

Lars Björklund har udgivet flere bøger om sjælesorg og tro. Foto: - Forlaget Libris

Den populære svenske præst og forfatter, Lars Björklund, udgiver i dag en bog om stilhedens nødvendighed - og om hvordan livets store spørgsmål hverken kan eller skal besvares

Lars Björklund, der i mange år arbejdet som sygehuspræst, deler i bogen "Ord og tavshed ud af sine erfaringer med sjælesorg. Her fortæller han om afmagten, når han møder andres sorg, og hvordan han kan beholde sin tro i en til tider ubegribelig verden. 

Positiv tavshed
Ord kan ikke bekrive hele virkeligheden, og derfor er tavsheden, ifølge Lars Björklund, vigtig. Så vigtig, at han har skrevet en bog om den. For ham er tavshed nemlig en måde at være nærværende på, et rum uden hindringer og regler.
 
- Jeg vil beskrive den positive stilhed, fordi jeg oplever, at vi ofte taler om den som noget negativt, svarer han, da han bliver spurgt til sit valg af fokus.

- Vi har to øjne, to ører og en mund
Lars Björklund har skrevet bogen Ord og tavshed til de mennesker, der til daglig arbejder med sjælesorg, eller som er tæt på mennesker i sorg og krise. Han har mange gange oplevet afmagt, når han har stået overfor et menneske i sorg, og han mener, at vi ofte taler for tidligt i den svære samtale.

- Selvfølgelig er det svært at vide, men jeg tror, at det er vigtigt, at vi tør vente inden vi taler. Vi er for ivrige efter at trøste, og på den måde bliver det vigtigste aldrig sagt, siger han.

Han fortæller, at stilheden fungerer som et fællesskabende sprog, fordi det træder til, når vi ikke længere kan forstå og forklare.

- Der er ting, som ikke kan bekrives, men som deles i stilheden. I en fællesforståelse. Jeg plejer at beskrive det sådan her: Vi har to øjne, to ører og en mund. Det er fire mod én. Det siger lidt om, hvordan man bør forholde sig i den svære samtale, siger han.

- Jeg har set Guds tiltale
Netop i det fælles - i mødet mellem mennesker - finder Lars Björklund sin Gud. Her handler troen hverken om dogmatiske sandheder eller overnaturlige fænomener. At tro er for Lars Björklund en måde at forholde sig til livet på, et forum, hvori man stiller de store spørgsmål, der aldrig kan blive besvaret.

- Det er et intellektuelt overgreb at kræve af mennesker, at de skal tro helt imod deres fornuft, skriver han eksempelvis i bogen.

Hos Lars Björklund er der nemlig ingen skabende Gud, og han har intet svar at give dem, der mister en nærtstående.

I stedet oplever han, hvad han kalder Guds tiltale, når han opnår et særligt øjeblik med et andet menneske.

Det kan eksempelvis være i et den positive stilhed mellem ham selv og et menneske, der er ramt af sorg.

- Kærligheden er det eneste jeg kan overkomme, når jeg står midt i livets ubegribelighed. Det er i mødet mellem mennekser, Gud bliver synlig, siger han.

Gud møder os i kærligheden
Men er den Gud, Lars Björklund beskriver, så ikke nærmere et ord for kærligheden? Er Lars Björklunds Gud overhovedet nødvendig?

- Jeg kan sige det sådan her; Gud er overflødig som objekt, men han møder os som subjekt i kærligheden. Det vi møder det vi kan fornemme i kærligheden - er noget, der er større end os selv. Det er en oplevelse af et Du, svarer han.

"Ord og Tavshed" udkommer den 24. februar på Forlaget Unitas.