Skærtorsdag er forhåbning, fællesskab - og forræderi

"Skærtorsdag holdes på fællesskabets grænse, fordi fællesskabet er ved at gå i stykker på grund af Judas’ forræderi. Og ikke mindst, fordi perspektivet også er, at Jesus om 24 timer vil være blevet henrettet. Derfor er dagen også et spejl af vores helt almindelige vilkår, som vi måske ikke tænker over så ofte: Vi gør det ene eller det andet sammen og for hinanden – og så lige bagefter er vi væk." Studenterpræst Nanna Holm fortæller om Skærtorsdag

Beretningen om Skærtorsdag finder sted i Jerusalem. Vi må forestille os, at Jesus og hans disciple er samlet om det traditionelle jødiske påskemåltid, som de sandsynligvis har været det mange gange før i deres liv. De kender traditionen og ved, hvad der skal ske. Men dertil er der så kommet den forventning, som trækkes med her til Skærtorsdag fra Palmesøndag om, at noget helt andet skal til at ske. Og nu er det lige før, det sker. Der sker bare noget helt andet, end de fleste har håbet på.

Lige før festen
Kender du dét: Man dækker borde, glæder sig til at være sammen med dem, der kommer, man håber på, at det bliver hyggeligt. Man gør hvad man kan, for at sætte en ramme for at være sammen. Det at være sammen med andre er det mest primære, vi mennesker kan foretage os. Og derfor også det mest sårbare. Vi er et ”vi”, før vi bliver til et ”jeg”.

Skærtorsdag er forventning og forhåbning og fællesskab. Og Skærtorsdag er også forræderi. Fællesskabet kan så let blive til sin modsætning: Splittelse, konflikt og fjendskab. Og evangeliet beretter, at der allerede er gang i en konspiration mod Jesus, hvilket han godt er klar over, og disciplene alle som én sværger på, at det i hvert fald ikke er dem, der har gjort det.

Nogle af os mangler fællesskab og kan i perioder være ved at gå til på grund af mangel på ægte, utvunget samvær med andre mennesker. Andre kan nemt og hurtigt få nok af at være sammen med andre. Oftest fordi vores erfaringer af fællesskab er blandet op med rigtig dårlige oplevelser af svigt, mobning, forræderi, sorg eller misbrug. Det er svært at komme ind i fællesskabet, hvis man er blevet sat udenfor – og det er svært at komme ind i det igen, hvis man selv har sat sig uden for det af den ene eller den anden grund.

Skærtorsdag holdes på fællesskabets grænse, fordi fællesskabet er ved at gå i stykker på grund af Judas’ forræderi. Og ikke mindst, fordi perspektivet også er, at Jesus om 24 timer vil være blevet henrettet. Derfor er dagen også et spejl af vores helt almindelige vilkår, som vi måske ikke tænker over så ofte: Vi gør det ene eller det andet sammen og for hinanden – og så lige bagefter er vi væk, for de andre og måske endda for os selv. Væk, fordi vi går bort, eller fordi vi bliver borte, opslugt af hver vores dagligdag. Eller de andre bliver væk for os. En eller anden dag vinker vi farvel for sidste gang til den, vi er allermest forbundet med. Vi ved bare ikke, hvornår det bliver.

Judas’ tanker om Skærtorsdag
Skærtorsdag spejler netop denne ambivalens, fordi fællesskabet på én gang destrueres og opretholdes: Jesus har gennemskuet, at fællesskabet er yderst sårbart – at der er en opløsning på vej – og samtidig insisterer han på, at fællesskabet med ham altid vil være der. Det gør han ved at indstifte det fællesskab, som vi i den kristne gudstjeneste rituelt har holdt fast ved stort set lige siden, når vi holder nadver. Dér vedkender vi os både fællesskabets sårbarhed og styrke.

Dette er rigtig smukt beskrevet i en U2-sang, der har form som Judas’ tanker om Skærtorsdag:

Haven't seen you in quite a while

I was down the hold just passing time

Last time we met was a low-lit room

We were as close together as a bride and groom

We ate the food, we drank the wine

Everybody having a good time

Except you

You were talking about the end of the world

I took the money

I spiked your drink

You miss too much these days if you stop to think

You lead me on with those innocent eyes

You know I love the element of surprise

In the garden I was playing the tart

I kissed your lips and broke your heart

You

You were acting like it was the end of the world

In my dream I was drowning my sorrows

But my sorrows, they learned to swim

Surrounding me, going down on me

Spilling over the brim

Waves of regret and waves of joy

I reached out for the one I tried to destroy

You, you said you'd wait

'Til the end of the world