Skal aktiv dødshjælp lovliggøres i Danmark?

Aktiv dødshjælp er blevet diskuteret gennem mange år. Spørgsmålet er, hvor meget vi mennesker skal have ret til at bestemme over vores egen død?

Arrangementets udgangspunkt var Moselovens femte bud: ”Du må ikke slå ihjel”.

Den 5. Gin & Tonic-natkirke handlede om aktiv dødshjælp. Aftens samtalepartner var Flemming Schollaart, som er formand for foreningen ”En værdig død”. En forening, der kæmper for lovliggørelsen af aktiv dødshjælp i Danmark. Flemming kommer selv fra Holland, hvor hans egen mor modtog aktiv dødshjælp.

Mit eget udgangspunkt for aftenen var, at jeg var meget i tvivl. På den ene side har jeg hørt og læst om dødeligt syge mennesker, der har haft det så smertefuldt, at jeg godt kan forstå trangen til at modtage aktiv dødshjælp. På den anden side er jeg meget bekymret for, at en lovliggørelse vil medføre, at vi forskubber normerne i samfundet for, hvad værdighed er. Kort sagt synes jeg, at det er et rigtig svært etisk dilemma.

Flemming Schollaart redegjorde for forskellen, på passiv og aktiv dødshjælp, selvom begge dele er et aktiv valg. Ved passiv dødshjælp kan man vælge livsforlængende behandling fra og kun få smertelindrende. Derfor er det stadig et valg, man træffer om ikke at ville forlænge sit liv. Ved aktiv dødshjælp modtager man et lægeligt giftstof i så store mængder, at man dør af det.

Fleming Schollaart fortalte også om forskellen på aktiv dødshjælp, som er lovligt blandt andet i Holland, og assisteret selvmord, som er lovligt i Schweiz. I Schweiz skal man selv drikke det lægemiddel, eller trykke på den knap, som sprøjter lægemidlet ind i kroppen, så man dør. Man er derfor selv den aktive. Derfor hedder det assisteret selvmord. I Holland er det lægerne, som giver lægemidlet, og derfor hedder det aktiv dødshjælp.

Et spørgsmål på aftenen handlede om en ung mand, som havde muskelsvind. Han ville have ret til at modtage aktiv dødshjælp i Holland, fordi han havde brug for meget hjælp og hjælpemidler. Spørgsmålet gik på, om vi ikke som samfund kommer til at stemple mange liv som uværdige, hvis vi indfører aktiv dødshjælp. Der blev også spurgt til, hvorvidt psykisk syge også skulle have ret til aktiv dødshjælp.

Samfundets definition af værdighed påvirker os
Et af hovedargumenterne for aktiv dødshjælp er, at man skal kunne dø en værdig død. Flemming Schollaart mente, at man kun selv kan bedømme, hvorvidt ens eget liv er værdigt, for det kan samfundet ikke vurdere. Dette er jeg ikke helt enig med Flemming Schollaart i.

Hvis man lovliggør aktiv dødshjælp, skal samfundet lave regler for i hvilket situationer, det skal være lovligt, og dermed også i hvilke situationer, samfundet betragter livet som uværdigt. Ellers kan alle mennesker modtage aktiv dødshjælp, hvis de finder deres liv uværdigt, uagtet om de er syge eller ej.

Jeg er enig med Flemming Schollaart i, at det kun er den enkelte person, som kan vurdere, hvorvidt ens eget liv føles værdigt eller uværdigt. Men hvis vi som samfund lovliggør aktiv dødshjælp, så må det betyde, at samfundet skal lave regler for værdighed.

Spørgsmålet er også, hvornår vi som individer kan træffe vores egne individuelle beslutninger. Som individer er vi altid en del af samfundet, og samfundet er en del af os. De normer og værdier, som vi har, får vi også gennem samfundet. Derfor er det også gennem samfundet, at vi danner vores forståelse af værdighed. Hvis aktiv dødshjælp skulle lovliggøres, så ville samfundet skulle definere værdighed, og det kan ikke undgås, at det ville have betydning for vores egen individuelle forståelse af værdighed.

Er det godt for mennesker at få kontrol over sin egen død?
Flemming Schollaart fortalte om en mand, der fandt sit liv uværdigt, da han blev syg og ikke kunne arbejde mere. Sygdommen forandrede ham. Der er ingen tvivl om, at vi mennesker er rigtig bange for at miste os selv til sygdom. Vi er bange for at miste kontrollen. Og mange vil helst dø, mens de selv er i kontrol og stadig ved, hvem de er. Sådan har jeg det også selv. Det er svært, når sygdom gør os afmægtige, og vi mister kontrollen, men derfor mener jeg ikke, at vi mister vores værdighed.

Samfundet i dag indeholder rigtig mange valg. Det er godt på rigtig mange måder, men det er også psykisk svært, fordi det flytter mange valg og meget ansvar tilbage på os selv. Nu er spørgsmålet: Skal vi også selv være med til at bestemme, hvordan vi skal dø?

Jeg ved stadig ikke, hvorvidt jeg er for eller imod aktiv dødshjælp. Jeg tror stadig, at der er situationer, hvor det kan være det rigtige at gøre. Men jeg er også stadig bekymret over, hvad lovliggørelse af aktiv dødshjælp vil betyde for samfundets og vores individuelle forståelse af værdighed. Det er jeg stadig ikke færdig med at tænke over.