Bør de hellige tre konger fjernes fra julekrybben?

Videnskabeligt og logisk set burde vi nok forvise de tre vise mænd fra julekrybben. Alene deres sene ankomst gør, at hyrderne for længst er forsvundet tilbage til deres dont og englene til deres himmel, vurderer sognepræst Kaj Bollmann

De hellige tre konger - eller de tre vise mænd - er en folkeligt, elsket del af julen. De er faste figurer på enhver ordentlig julekrybbe, sammen med engle, hyrder, okse og æsel, Josef, Maria og barnet selv.

Julekrybberne stammer fra de middelalderlige julespil. Her var det vigtigt at få det hele med – og at skabe mange roller til de medvirkende.

Hos evangelisten Mattæus i Bibelen er der hverken tale om tre, om hellige eller om konger, men blot om ”nogle vise mænd fra Østerland”, som ”har set hans stjerne gå op”. De vise mænd falder ned, tilbeder Jesus og bringer ham gaver. Gavernes indhold, guld, røgelse og myrra, er den eneste nærmere detalje i fortællingen.

Hos Lukas er hyrderne til stede julenat, men hos Mattæus kommer vismændene først dage eller måneder senere. I selve kirkeåret er der jo også 13 (eller 12 alt efter, hvordan man tæller) dage fra julenat til Helligtrekonger.

Videnskabeligt er der ikke mange fakta om vismændene at bygge på – om nogen. Der er fra oldkirken og frem til vore dage spekuleret i det uendelige over, hvad det i virkeligheden var for en stjerne, hvem vismændene i virkeligheden var, og hvor de i virkeligheden kom fra. Og svaret blæser i vinden. Eksegeterne er ikke i tvivl om, at en betydelig del af baggrunden for beretningen om de vise mænd hos Mattæus er, at han fra begyndelsen ønskede at understrege, at det var hedningene, der tog imod Jesus.

Videnskabeligt og logisk set burde vi nok forvise de tre figurer fra julekrybben. Alene deres sene ankomst gør, at hyrderne for længst er forsvundet tilbage til deres dont og englene til deres himmel.

Men den korte bibelfortælling har haft en utrolig virkningshistorie. Gennem århundrederne er den svulmet op til en rigdom af legendestof, der er større og mere fascinerende, end hvad der gælder nogen anden beretning fra Det Nye Testamente.

Alene vejen fra beretningen hos Mattæus til den fuldt udviklede legende om de hellige tre konger, der fra hver sit land drager af sted, som repræsentanter for hver sin verdensdel, med hver sin hudfarve og hver sin gave, i hver sin alder og forsynet hver med sit navn, er lang, snoet og umådelig fascinerende.

Næppe er nogen andre bibelske beretninger - udover påskens og julens - blevet gendigtet, genfortalt, vist i kunst og musik og spillet i kirkespil og krybbespil så ofte som denne. Næppe har nogen andre beretninger – igen ud over julens og påskens – givet anledning til så mange folkelige skikke, optog, kager og madretter, varsler og fester op gennem tiden.

Selvfølgelig skal vi ikke bortvise kongerne fra julekrybben. De har ikke deres betydning som historisk dokumentation, men som evangelium – som glædesbudskab, en underfuld fortælling om en Gud, der bøjer sig ned til jorden og kommer til verden som den allermindste. Og om en hel verden, der bøjer sig for ham og tager imod ham som konge.

Vi skal for alt i verden bevare og glæde os over krybber og krybbespil med hele udtrækket. De er tableauer, der holder hele julefortællingen sammen i én enkelt scene, som evangelium og som identifikationsroller, som vi alle kan gå ind i over for juleunderet, hvad enten vi søger, tvivler, tilbeder, glæder os, eller forundres over at blive belyst af stjernens lys - fra himlen såvel som fra den nyfødtes øjne.

Kaj Bollmann er sognepræst og har arbejdet med helligtrekongerstraditionerne i mange år. I 2016 havde han tre måneders studieorlov for at arbejde med helligtrekonger. Resultatet er blandt andet hjemmesiden helligtrekonger.dk