Indføring

Folkekirkens liturgi til debat: Hvad skal ændres?

Billedet er taget i Ganløse Kirke i Helsingør Stift til en højmesse. Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift

Biskoppernes tre fagudvalg har nu udgivet de færdige rapporter om folkekirkens liturgi. Der er lagt op til en bred debat om blandt andet gudstjenesten. Få en oversigt over gudstjenestens historie og bliv klogere på, hvad liturgidebatten handler om

Er gudstjenesten tidssvarende? Hvorfor slutter kun få af folkekirkens medlemmer op omkring søndagens gudstjeneste? Spørgsmålene er mange. Men nu har tre faggrupper offentliggjort deres rapporter – og disse ret så tunge rapporter er igen omformet til fire ”kort fortalt” eller pixi-udgaver.

Formålet er at sætte en bred, folkelig debat i gang om folkekirkens gudstjeneste. I denne artikel gives der en oversigt over gudstjenestens historie og hvad der er på spil, når vi ændrer noget i gudstjenestens liturgi.

Folkekirkens gudstjeneste til debat

Folkekirkens gudstjeneste er nu til debat. Det har den i praksis været i flere årtier. I begyndelsen af 1970'erne begyndte de første forsøgsgudstjenester, som det hed dengang.

Trangen til at ændre den autoriserede højmesse var en udløber af både ungdomsoprør og kirkedagene. Man trængte til nye former og et nyt sprog i gudstjenesten.

Men først nu – efter fire årtier med et væld af alternative gudstjenester og gudstjenester for forskellige aldersklasser – har folkekirkens biskopper igangsat et udredningsarbejde af gudstjenestens faste form; liturgien.

Tre rapporter og fire pixibøger

Konkret er forberedelsesarbejdet kommet til udtryk i tre rapporter og fire korte og lettere tilgængelige debatoplæg, også kaldet ”pixibøgerne”.

De tre rapporter er:
1. Frihed eller fasthed. En beskrivelse af forholdet mellem autorisation og frihed i folkekirkens gudstjenesteform og overvejelser over, hvad der skal være frit og hvad der må stå fast.

2. Gudstjenesten. Her gennemgås gudstjenesten og hvordan vi fejrer den i dag. Hvilken plads har salmer og musik, bønner, læsninger, prædiken med videre? Hvordan kan gudstjenesten bedst formes i fremtiden?

3. Dåb og nadver. Det centrale i kirkens to sakramenter beskrives på grundlag af en evangelisk-luthersk forståelse. Spørgsmålet stilles, hvordan den lutherske forståelse kommer bedst og klarest til udtryk i ritualerne.

De fire pixibøger, som er ment som et debatoplæg i menighederne, omfatter emnerne: Frihed og autorisation, gudstjenesten, dåben og nadveren.

Ritualer er det, man gør

Liturgidebatten omhandler gudstjenestens ritualer, idet vi taler om et dåbsritual og et nadverritual. Et ritual er det, man gør. Den symbolske handling, at man læser, tegner et korsets tegn, øser vand over barnets hoved ved dåben, deler brød og vin ud ved nadveren og så fremdeles.

Man kan sige det sådan, at den rituelle handling er et sprog, et symbolsk sprog. Rapporten om gudstjenesten nævner da også, at det rituelle sprog i gudstjenesten kan virke fremmedartet. Det skal som alle andre sprog tilegnes.

For de fleste lykkes det, men for andre forbliver gudstjenesten et lukket land. Længere når rapporten ikke ind det sproglige problem.

Gudstjenestens historie - kort fortalt

Rapporten om gudstjenesten giver en oversigt over gudstjenestens udvikling.

I Det Nye Testamente finder vi ingen forskrifter for, hvordan en gudstjeneste skal være. Vi læser kun om, at de ”kom sammen”, at de ”brød brødet” for at spise ”Herrens måltid”.

De tidligste kristne menigheder havde altså ikke en fastlagt liturgi, men deres gudstjeneste var udtryk for et fællesskab, hvor man delte brød og vin med hinanden for at mindes Kristus.

I Paulus' breve nævnes også, at man hver især bidrager med en salme (måske salmerne fra Det Gamle Testamente), en belæring eller en åbenbaring, man har fået.

Det er ud af de første generationer af kristnes sammenkomster, at gudstjenestens liturgi vokser frem. Den latinsk-romerske messe, den katolske messe, udformes allerede i oldkirken og op gennem middelalderen. Parallelt hermed udvikles østkirkens liturgi.

Det er den katolske messe, som ligger til grund for Luthers udformning af en salmesangsmesse i den såkaldte Deutsche Messe fra 1526. Og det er Luthers gudstjenesteform, der i store træk går igen i den danske højmesse, det vil sige gudstjenesten om søndagen.

Vores folkekirke er vist den mest konservative af de lutherske kirker med hensyn til liturgi. Først i 1912 kom der for alvor en revision af gudstjenesten. Og igen i 1992, hvor man fastslog, at nadveren skulle være en integreret del af højmessen, så prædikenen ikke længere var det absolutte centrum.

Hertil kom en tilføjelse af læsninger fra Det Gamle Testamente. Rapporten skriver i den forbindelse, at hvad der før var adskilt, nemlig forkyndelsen (prædikenen) og nadveren, er nu forenet. Ord og handling er altså forenet i højmessen. Det uddybes ikke yderligere, hvad det betyder.

Hvad er på spil i liturgidebatten?

"Hvad er så gudstjenestens anliggende?", spørger faggruppen om i rapporten om gudstjenesten. Er det forkyndelsen, altså prædikenen, der er det vigtigste? Er det fællesskabet omkring nadveren? Og hvad vil det sige ”at få noget med hjem”?

En præst kan være så heldig, at dennes prædiken bliver evalueret af kirkegængerne. Når en kirkegænger efter gudstjenesten siger til præsten: ”Tak, det kunne vi da forstå”, så har vedkommende fået noget med hjem.

Udsagnet gælder ikke bare prædikenen, men også gudstjenesten som sådan. Eller rettere: Når prædikenen siger kirkegængeren noget, kastes der lys over hele gudstjenesten. Så blev den meningsfuld, så blev den noget; man kunne tage noget med hjem.

I den debat, der nu er eller kommer i gang om gudstjenesten og ritualerne for dåb og nadver, er der to ting på spil: For det første det sproglige problem. For vi spørger dybere end blot til gudstjenesteformen. Vi spørger efter det sprog, der kan formidle og tolke evangeliernes Gudsbillede ind i senmoderne tid.

Der skrives mange nye salmer. Men hvad med gudstjenestens bønner, der tegner et verdensbillede og dermed også et Gudsbillede med Gud ”foroven” og vi ”hernede”?

For det andet er der et teologisk problem. For ændringer i liturgi kan også være ensbetydende med en ændring i teologi. Når man for eksempel ændrer ritualer for dåb eller nadver, så medfører det også en ændring i den teologiske tolkning.

En refleksion over eventuelle teologiske konsekvenser af ændringer i gudstjenesten er underligt nok fraværende i rapporterne.

Rapporter og pixibøger kan hentes på folkekirkens hjemmeside her.