Analyse

Skal kristne have særlige rettigheder i Danmark?

Den nationale religion indtager en særlig plads i de fleste lande. Også herhjemme. Spørgsmålet er, om vi i et stadigt mere ikke-religiøst Europa kan blive ved med at lave særlige regler for kristne eller andre religioner, skriver præst Christian Roar. Foto: Leif Tuxen

Ude i verden kæmper Danmark for lige rettigheder til alle, men herhjemme tolererer vi fortsat særlige regler for religiøse grupper. En præst kan med både politikernes og fagforeningens velsignelse blive vraget til en stilling, bare fordi hun er kvinde, påpeger præst Christian Roar

Folkekirkens Mellemkirkelige Råd har gennem en årrække arbejdet med forfølgelse af kristne rundt om i verden, blandt andet i Mellemøsten. Gennem fortalervirksomhed og lobbyarbejde har rådet sat trosfrihed på den politiske dagsorden.

Et arbejde der har båret frugt. Det nuværende regeringsgrundlag nævner specifikt forfulgte kristne minoriteter som et indsatsområde, og i 2018 oprettede udenrigsministeriet et kontor for tros- og religionsfrihed.

Alle skal have samme rettigheder

Arbejdet med trosfrihed foregår med udgangspunkt i de universelle menneskerettigheder, hvor religionsfriheden er en hjørnesten. Herunder retten til at udøve sin religion frit og retten til at skifte religion.

Der arbejdes med andre ord ikke for særlige rettigheder for kristne. Argumentet er, at kristne skal have de samme rettigheder som alle andre. Rettigheder der følger med det at være menneske. På den måde er arbejdet for forfulgte kristne også et arbejde for andre undertrykte minoriteter.

Ingen særlige rettigheder for kristne. Så vidt så godt. Men hvis vi retter blikket mod den hjemlige andedam, er billedet knap så entydigt.

Folkekirken har særlige rettigheder

En undersøgelse i Jyllands-Posten for nylig viste, at en fjerdedel af alle kvindelige præster i folkekirken føler sig diskriminerede på grund af deres køn. Indtil 1948 kunne kvinder ikke blive præster. Indtil 2007 kunne mandlige præster nægte at give hånd til kvindelige præster i forbindelse ordinationsgudstjenester. Ja, faktisk er det stadig lovligt, at fravælge en kvinde til et præsteembede, fordi hun er kvinde. Oven i købet med både politikernes og fagforeningens velsignelse.

Det lader til, at der ikke gælder de samme regler og rettigheder inden for folkekirken, som der gør i det øvrige samfund.

Der er også særlige rettigheder for andre religiøse grupper

Et andet eksempel, på at religiøse grupper har særlige regler, er den meget følelsesladede debat om omskærelse af drengebørn. Trods et massivt pres fra sekulære kræfter, der hævdede, at der var tale om decideret børnemishandling, gav politikerne ikke efter og tillader fortsat omskærelse. Debatten kom til at handle om jødernes rolle i Danmark. Vil vi virkelig jage jøderne ud af landet? Det kunne blive resultatet af et forbud. Muslimerne holdt sig taktisk klogt tavse i denne debat.

Pointen er, at vi højst sandsynligt ville have fået et forbud mod omskæring af drenge, hvis ikke vi havde haft to religiøse mindretal, for hvem skikken er religiøst begrundet.

Er særregler muligt i fremtiden?

Den nationale religion indtager en særlig plads i de fleste lande. Også herhjemme. Spørgsmålet er, om vi i et stadigt mere ikke-religiøst Europa kan blive ved med at lave særlige regler for kristne eller andre religioner.

Senest er Bulgarien kommet i søgelyset, fordi regeringen fremsatte en lov, der groft tilsidesatte alle andre religioner end den ortodokse kirke. Efter massivt pres, herhjemme blandt andet fra Danske Kirkers Råd, er loven nu modereret en smule. Den gik ikke. Bulgarien må ikke knægte religionsfriheden.

Spørgsmålet om rettigheder og religion pågår i flere europæiske lande. I stigende grad presses den frihed til særbehandling, som religionerne fordrer, af andre individuelle rettigheder.

Efter MeToo-bevægelsen tier kvinder ikke længere stille om diskrimination, og ved seneste åbningsgudstjeneste for folketinget kom en præst, der vist nok engang havde udtalt sig kritisk om homoseksuelle, i politisk stormvejr. Det man kunne sige for få år siden, tolereres ikke længere. Heller ikke i religionens navn. Det ser ud til, at kønsmæssige og seksuelle rettigheder vil vinde over religiøse friheder. Herhjemme i hvert fald. Ude i verden ser vi en bevægelse i mere fundamentalistisk retning.

Christian Roar Pedersen er præst, foredragsholder og debattør.