Kierkegaard skrev bønner for at lindre sit hjerte
Søren Kierkegaard er kendt for intellektuelt tunge tekster, men i en ny bog løftes sløret for hans bønner, der åbner en dør ind til filosoffens hjerte. Læs et uddrag af bogen "Længslen er din gave – Søren Kierkegaards bønner" af teolog og forsker Joakim Garff
Bønnen ligner brevet derved, at en afsender henvender sig til en modtager. Anledningen til henvendelsen kan i princippet være enhver tænkelig, men brevet vil modtageren noget: betro sig, søge trøst, anmode, lette sit hjerte og således videre længe. Skønt brevet blot består af beskrevet papir, der er foldet et par gange på midten, har det tit trukket en hel verden med sig ned i konvolutten, og det er den verden, som bogstavelig talt folder sig ud, når brevet kommer modtageren i hænde.
Nogle mennesker er flittige brevskrivere, mens andre har vanskeligt ved at få tankerne samlet og derfor udskyder skriveriet på ubestemt tid. Der er også dem, som aldrig kan finde et stykke passende papir og den bedste blyant, og når det så endelig lykkes, kommer der kun klicheer ned på papiret, upersonlige stereotyper, kitsch.
Bønnen ligner også brevet ved at være et personligt anliggende, som man ikke underholder alle andre med. Og gør man det alligevel, finder omgivelserne det undertiden upassende, hvis ikke ligefrem blufærdighedskrænkende, man føler, at nogen har overskredet urørlighedszonen – indefra. Bønsliv og kønsliv rimer på hinanden, men hvor kønslivet for længe siden har mistet sin uskyld i det offentlige rum, er bønslivet fremdeles et tys-tys-emne, den moderne tids måske sidste tabu. Associeret med afmagt og underkastelse antaster bønnen det autonome menneskes selvforståelse.
Kierkegaard var ikke ubekendt med disse fordomme, men som den psykolog, han også var, tolkede han dem som udtryk for fejlslagne forsøg på at undertvinge en fundamental og for så vidt helt naturlig livsytring. Han påstod ikke ligefrem, at bønnen var et religiøst instinkt, men han gik dog så vidt som til at hævde, at bønnen er lige så livsnødvendig som vort åndedræt, en forestilling, der i øvrigt skriver sig langt tilbage i kristendommens historie og eksempelvis findes hos Augustin, der forbandt verbet spirare, det latinske ord for at ånde, med ordet for ånd spiritus. Under overskriften "Noget om det at 'bede'" skriver Kierkegaard i sin journal fra 1848:
"Den rigtige bemærkning af de gamle: at det at bede er at ånde. Her ser man det dumme i at tale om et hvorfor; thi hvorfor ånder jeg? Fordi jeg ellers døde – således med det at bede. Ej heller mener jeg ved at ånde at omdanne verden, men selv blot at reproducere vitaliteten og fornys – således med det at bede i forhold til Gud."
Heller ikke sine tårer er man altid herre over, nogen har let til dem, andre formår at holde dem tilbage, men da kan de pludselig komme trillende, tårerne, bedst som man troede sig i sikkerhed. Det er karakteristisk for Kierkegaards erfaringstætte teologi, at han sammenligner bønnen med gråd. Sammenligningen skyldes vel at mærke ikke, at bønnen kan bringe den bodfærdige til at græde, men det omvendte forhold, at bønnen kan skaffe den bedende den samme lindring, som gråden giver, når man har grædt så længe, at man har fået grædt ud – eller grædt sig ud, som Kierkegaard med et eget eftertryk formulerer det:
"At bede sig ud som man siger at græde sig ud.
Og når du da ganske har bedt dig ud, da bliver der kun ét tilbage: Amen." (SKS 22,52)
Man ved i dag, at gråden udløser de såkaldte endorfiner, der beroliger og opløfter den grædende. Trøsten kommer også indefra – så sindrigt har Gud altså arrangeret det!
Tre bønner af Søren Kierkegaard:
Hjertets glade forvisning
Herre vær du os nær
med din kraft,
så at vi må føle
hjertets glade forvisning om,
at du ikke er langt borte fra os,
men at vi lever,
røres og er i dig!
At vandre for Guds åsyn
Fader i himlene!
lær du os at vandre for dit åsyn,
og lad vore tanker og gøremål
ikke som fremmede,
der kommer langvejs fra,
en sjælden gang aflægge besøg i dine boliger,
men som hjemmefødninger fornemme,
at du bor hos os,
– thi hvad nyttede det os,
om et sådant besøg
end var nok så herligt;
hvad nyttede det os,
om vort ansigt skinnede som Moses',
når han havde talt med Herren;
hvad nyttede det os,
om vi skjulte som Moses for jøderne
vort ansigt for ikke at mærke,
hvor hurtigt glansen forsvandt – ?
Lad du os aldrig glemme,
at al kristendom er et levnedsløb,
så om jeg end stod ved dit riges
yderste grænse,
hellige fader,
langt borte for mig selv
som tolderen i sin tid,
når jeg blot stod der
med ansigtet mod dig, –
og ikke vendte mig om, som han,
der lagde hånden på ploven, –
med staven i hånden
rede til vandring,
og om der end lå bjerge og dale
og rivende strømme foran mig,
så har jeg dog forjættelsen:
At den mindste i himmeriges rige
er større end hvad der er født af kvinder.
Vær med os mod vore synder!
Fader i himlene!
Hold du ikke med vore synder mod os,
men med os mod vore synder;
så tanken om dig
når den vågner i sjælen,
og hver gang den vågner,
da ikke måtte minde os om
hvad vi forbrød,
men om hvad du tilgav,
ikke om hvorledes
vi forvildedes,
men om hvorledes
du frelste!