Derfor skal Andreas fra Danmark læse Kierkegaard højt i rummet

Niels Jørgen Cappelørn fortæller her den danske astronaut Andreas Mogensen, hvorfor netop "Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler" er et godt Kierkegaard-værk at tage med på rumfart. Foto: Ole J. Knudsen

Læs professor Niels Jørgen Cappelørns personlige brev til den danske astronaut Andreas Mogensen, hvor han sammenfatter Søren Kierkegaards "Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler". Bogen skal astronauten læse et uddrag af, når han i september befinder sig på den internationale rumstation ISS

Bogen har tre hovedtemaer, tavshed, lydighed og glæde. De synes alle at være helt essentielle temaer for et menneske, der har dedikeret sig selv til den ene og unikke opgave at kvalificere sig til en rejse ud i rummet og et ophold i rummet. De tre temaer er båret af lidenskab.

Lidenskab er at være fuldstændig dediceret over for den opgave, jeg anser for at være min opgave i livet – lige nu. Så dedikeret, at jeg ikke udfører den halvhjertet eller til en vis grad, men helhjertet og fuldt ud, uden forbehold og uden begrænsninger.

Lidenskab er at betragte som en eksistensdynamik, en livskraft bag viljen i livet. En sådan livs-patos er dobbelttydig. Den er en positiv kraft, uden hvilken man bliver halvhjertet, og med hvilken man bliver helhjertet; men den er også en farlig kraft, da den kan rettes mod det for-kerte og blive negativ.

Lidenskaben er i sig selv neutral og bliver kvalificeret af det, den sættes ind på.
At ville noget kun halvhjertet er at ville både dette og tillige noget andet, hvilket dybest set er ikke at ville. At ville noget helhjertet er derimod at ville ét – og ville det ene og alene, hvilket er at ville det ubetinget som det absolut eneste.

Valget af opgave

I det afgørende valg er der ingen mellemposition, deraf lydighed, betingelsesløs lydighed, over for den opgave, jeg har valgt som min opgave. Men også lydighed over for den opgave at blive det selv, jeg er skabt til at være, og ikke det selv, jeg selv vil skabe og gøre mig til.

Vi er så vant til at forestille os, at vi frit kan vælge, hvor vi vil slå os ned i tilværelsen, helst så selvstændigt efter vores egen vilje og så uafhængigt af andre som muligt. Passer stedet mig ikke, er omgivelserne for besværlige eller for kedsommelige, og er vilkårene for ugunstige eller for ufordelagtige, så flytter jeg blot et andet sted hen, der tiltaler mig mere og giver mig bedre mulighed for at virkeliggøre mine drømme og realisere mig selv. Og viser det sted sig heller ikke helt at tilfredsstille mine behov for at udvikle mig, så farer jeg videre for at søge nye udfordringer; om ikke altid konkret ved at flytte mig, så dog ofte ved at drømme mig væk til andre, mere glamourøse steder, især til de steder, hvor andre synes at have det så godt og at trives så vel. På den måde bliver det sted, hvor jeg er, en midlertidig rasteplads, et gennemgangsrum til det uvisse sted, som jeg ikke ved, hvor er, men drømmer om. Min daglige virkelighed bliver uvirkelig; jeg er hverken samtidig med mig selv eller med det sted, hvor jeg er, jeg føler mig utilpasset, går mentalt i stå, nages af utilfredshed, der avler misundelse.
 
Det tvetydige, der ytrer sig i både-og, er det uafgjorte, det uafklarede og har sin grund i det tvesindede. Og det tvesindede, som er tvedelt, spaltet og splittet, viser sig i det tøvende, det vaklende, det undvigende. Den tvesindede vil aldrig kun ét, men altid mindst to ting og helst samtidig, han ønsker at nå det samme mål ad to forskellige veje på én gang. Der er altid noget tvetydigt ved det, den tvesindede vil og gør, fordi han ikke entydigt kan beslutte sig for, hvad han vil.

Tavshed

Oplevelsen af universets storhed, skønhed og underfuldhed kan medføre en eksistentiel tavshed, fremkalde en forundring, der er al filosofis begyndelse.

Tavsheden eller det at tie medfører, at man bliver lydhør. Ikke lydhør over for hvad som helst, men lydhør over for det væsentlige i tilværelsen. At tie er at krænge al unødig støj og uro af sig – al den støj, der forstyrrer, og al den uro, der adspreder – så man kan samle sig og blive lydhør og receptiv over for det væsentlige i livet.

Der er tale om en eksistentiel tavshed og en eksistentiel stilhed. Jo inderligere denne tavse stilhed bliver, jo mere lydhør bliver man over for det egentlige og receptiv over for det forunderlige. Også over for glæden ved at være til i dag.

Glæde

Glæden er en måde at forhold sig på; glæden er en relationsbestemmelse. Som skabt har mennesket glæden i sig, det er dets første oprindelighed. At tilegne sig denne glæde og bringe den til udtryk i livet, er den erhvervede autenticitet, svarende til énfoldighed eller énsindethed, det modsatte af tvesindethed. Enfoldighed er at gøre det, man er.

Glæden er betingelsesløs. Den er ikke afhængig af visse betingelser, der først skal være opfyldte, for eksempel gode evner, mange talenter, rigdom, skønhed, vellykkethed, noget, der først skal være overstået eller først være indhentet. Glæden er i sig selv glæde, ubetinget glæde.

At være glad, siger Kierkegaard, er “i Sandhed at være sig selv nærværende; men det at være sig selv i Sandhed nærværende, det er dette ‘I dag’, dette at være i dag, i Sandhed at være i dag.”

Det i sandhed at være sig selv nærværende er at forholde sig til sig selv, til sit personlige selv. Og det at være sig selv i sandhed nærværende i at være i dag er at være sig selv således nærværende, at man er identisk med sig selv og dermed samtidig med sig selv ved netop at være hos sig selv i det konkret præsentiske i dag. Er man ikke samtidig med sig selv i dag, bliver man sig selv fraværende og kan ikke forholde sig til sig selv, man bliver utidig, ved siden af sig selv, borte for sig selv og sin identitet. At blive sig selv nærværende som personlig individualitet er altså ikke noget, man kan udskyde til et eller andet senere tidspunkt, men det skal man være i dag.

Så snart fortidens ‘i går’ og fremtidens ‘i morgen’ er tænkt med, er nutidens ‘i dag’ gledet mig af sigte; jeg er blevet nærværende i det fraværende, og deri er der ingen glæde. For at være nærværende i det fraværende er ensbetydende med at være fraværende i det nærværende. Man kan nu engang kun være præsent i det præsentiske, altså i den nærværende tid. Det forestiller jeg mig vil kunne opleves intensiveret på vej ud i rummer og under et ophold i rummet.

Glæden er den nærværende tid – i dag. Det nærværende har i sig rum, især tidsrum. Og i modsætning til nu’et har det udstrækning; som punktuelt er nu’et helt blottet for udstrækning i tid og rum. Vel kan man leve i nu’et, som man siger, men man kan ikke være til i nu’et, for i et ‘nu’ kan man ikke være sig selv nærværende, det kræver en udstrækning som den, der er i dagen i dag. Et liv levet i nu’er bliver punktualistisk og uden kontinuitet. Udtrykket den nærværende tid betyder altså dels den tid, der som præsentisk er helt nær, dels den tid, hvori jeg er nærværende til stede, er helt præsent, og er det ved at være mig selv nærværende i at være i dag. Og det er at være glad, for da er der ingen bekymringer for dagen i morgen og ingen ærgrelser over dagen i går. I den forstand er glæden det præsentiske.

Kierkegaard beskriver, hvor usigelig meget der er at glæde sig over i det helt nære: At du blev til og er til, at du får det daglige brød ‘i dag’, at du blev til som menneske, at du har dine sanser, at solen skinner, at årstiderne skifter, at fuglene synger, drager på træk og vender tilbage, at skoven visner om efteråret for atter at vise sin skønhed ved forårstid, alt sammen for at glæde dig og gøre dig glad. Og det skulle ikke være noget at glæde sig over, spørger Kierkegaard retorisk og føjer til, at i fald det ikke skulle være det, så er der intet at glæde sig over.