Søren Krarup har sat en tyk streg under kristendommens "du skal"

Søren Krarup skrev i 1980 bogen "Loven," hvori den grundtvigske folkekirkelighed kritiseres for at have ophævet loven, og den toneangivende danske teologi kaldes "behagesyg". Foto: Ditte Valente/ritzau

Lev dit liv, gå ind i verden sammen med din næste og vær stedet og næsten tro, skrev teolog og politiker Søren Krarup allerede i sit værk "Loven" i 1980. Her afslørede han det verdenssyn, som har præget hans teologi lige siden

Alt er lige meget, ægtefæller ejer ikke hinanden, mennesket er ikke moralsk ansvarligt og der findes ikke noget, som er godt og ondt.

Alt dette kombineret kan man kalde ligegyldighedsfilosofien, og den gør Søren Krarup op med i sin klassiker”Loven” fra 1980.

Bogen er en undsigelse af den teologiske og kulturelle udvikling i Danmark efter 2. Verdenskrig, som efter forfatterens mening har ført til opløsning og rodløshed - og især til en falsk og behagesyg kristendomsforkyndelse.

Fortællingen indledes med en skideballe. Et ægtepar betror en yngre præst deres kærlighedskvaler med skilsmissen nært forestående. De har talt varmt om det åbne og eksperimenterende parforhold. Konen følte det ganske vist som en trussel mod kærligheden og ægteskabet, men gjorde alligevel selv alvor af løjerne. Det var egentlig mere, end manden have regnet med.

Kort og godt giver præsten dem begge en skideballe. Og det gjorde han ret i, for kærlighed forpligter, fortsætter Krarup. Kærlighed er faktisk lige så meget pligt, som det er noget andet. Den tidstypiske ulyst til at se sig bundet af ansvar og af andre mennesker er anstødsstenen og afsættet i "Loven".

Samfundets skyld eller slangens
Søren Krarup fortsætter med at udvikle, at det helt særlige ved mennesket er, at det har fået betroet en opgave af Gud. Det er blevet ansvarliggjort til forskel fra resten af skaberværket. Skabelsesberetningen endte som bekendt med den besværlige timelighed, hvor intet gives, og hvor døden nærmer sig hver dag. Og det viser menneskets trang til at flygte fra skyld og ansvar, mener Krarup: ”Det er slangens skyld, siger Eva. Det er samfundets skyld, siger vi i dag".

Krarup citerer Jakob Knudsen for at skrive, at et menneske ikke skal skabe sig. For Knudsen tror på, at verden er skabt, og at mennesket er skabning. Krarup tilføjer, at virkeligheden er til, fordi virkeligheden ikke er menneskets opfindelse, men Guds gave:

"Mennesket er en af Gud fordret skabning, hvis liv leves i skyld og ansvar i forhold til den næste -den skabte virkelighed, i hvilken Gud har stillet ham", skriver Krarup.

Krarup skriver videre: "Du skal leve dit liv. Du skal på dit sted gå ind i din verden sammen med din næste og være stedet og næsten tro. Det er kristendommens ord til os om, hvad det er at være menneske, og dette ord har jo form af en befaling. Kristendommen befaler os at være dem, vi er, for kristendommen vil ikke vide af, at vi skal frelse verden eller hinanden ved gode gerninger eller en "antiautoritær" ideologi. Frelsen er Guds ansvar. Vort ansvar er at være vort givne liv med den givne næste tro".

Til kamp mod behagesyge
Søren Krarup har været og er en stor stemme i bevægelsen Tidehverv. I 1960`erne begyndte anden generation af tidehervsteologer at gøre sig gældende. Den nye generation var præget af en venstrefløj med bl.a. Margrehe Auken, der afviste, at kristendommen havde noget at gøre med samfundsindretningen.

Søren Krarup tilhørte her højrefløjen, der lagde vægt på, at kristendommen skulle begrænse skadevirkningen af menneskets syndighed. Kristendommen rummede for dem en klar ide om, hvad samfundet skulle være, og hvad det ikke skulle være. Og Søren Krarups kritiske spørgsmål blev altså, hvad den lov siger, der forkyndes i kristendommen. Den grundtvigske folkekirkelighed har ophævet loven, og den toneangivende danske teologi er blevet karakterløs til fordel for "behagesyge".

I 1984 blev Søren Krarup redaktør på Tidehverv. Hans overtagelse af bladet varslede en optrapning af den kulturkritiske indsats vendt mod indvandringen, EU og "behandlersamfundet". Forkyndelsen af kristendommen blev ensbetydende med at fastholde mennesket på loyalitet over for nationen og respekten for traditionerne.

Senere gik Søren Krarup og hans fætter Jesper Langballe ind i politik for Dansk folkeparti, hvorfra de har forsøgt at føre en politisk kamp for deres mærkesager. Alt dette kan ses som en naturlig konsekvens af synet på loven, sådan som det kommer til udtryk i Søren Krarups bog.

Tidehverv har altid villet et opgør. Inspirationen til bevægelsens opgør har fra begyndelsen i 1926 været Martin Luther, Søren Kierkegaard, Rudolf Bultmann og Karl Barth, Jakob Knudsen og mange flere. Alle er de udvalgt, fordi opgøret hos disse med skiftende former for teologi er så tydeligt.

Søren Krarup har været og er en åndskæmpe og indflydelsesrig kulturpersonlighed med sin evne til at besværliggøre de vante og bekvemme tankegange, vores grundlæggende magelighed og selvtilfredshed.

Kilder:
Søren Krarup. Loven. Lindhardt og Ringhof. 1980.
Mikael Jalving. Søren Krarup og hans tid. People`s Press. 2014.
Søren Kierkegaard læst af K.Olesen Larsen. GEC Gad 1966.