Sognepræst: Præstestudiet velsignede mig, da livet var hårdest
Sognepræst Meghan W. Jakobsens mor var død af kræft, datteren kronisk syg og ægteskabet forlist. Men det var først, da hun fik en hofteskade, at det gik op for hende, at hendes situation mindede om Jakobs fra Første Mosebog. Meghan W. Jakobsen er en af de 12 præster, der i ny bog fortæller om deres yndlingstekst fra Bibelen
JAKOBS KAMP 1. Mosebog, kapitel 32, vers 23-33
Samme nat stod han op og tog sine to koner, sine to trælkvinder og sine elleve børn og gik over Jabboks vadested;han satte dem over floden, og alt, hvad han ejede, bragte han også over.Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst.Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led.”Slip mig!” sagde han, ”det er ved at blive lyst.” Men Jakob svarede: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” Manden spurgte ham: ”Hvad er dit navn?” Han svarede: ”Jakob.”Så sagde han: ”Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret.”Jakob sagde: ”Sig mig dit navn!” Han spurgte: ”Hvorfor spørger du om mit navn?” Så velsignede han ham dér. Jakob kaldte stedet Penuel, ”for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet”. Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften. Derfor undlader israelitterne den dag i dag at spise hoftenerven, som ligger over hofteskålen. For Jakob havde fået et slag på hofteskålen lige på hoftenerven.
"Engang mødte jeg Gud i vadestedet" af Meghan W. Jakobsen, sognepræst ved Østerlars og Gudhjem kirker på Bornholm
Min mor var død af kræft. Min yngste datter var kronisk syg, meget syg. Mit ægteskab var forlist. Jeg havde mistet mit job og mit hjem. Jeg kunne ikke få dagpenge, og jeg havde et kæmpe minus på kontoen, for noget skulle man jo leve af. Jeg stod ikke i vadestedet, jeg hang med røven i vandskorpen.
Men at det var Gud, jeg var kommet i clinch med, gik først op for mig, da jeg fik en hofteskade. Og det var til gengæld et vink med en vognstang. Gud har humor, det tror jeg på, og da jeg sad hos lægen med min dårlige hofte, kunne jeg ikke lade være med at le.
”Det er ligesom Jakob,” sagde jeg. ”Ham i Bibelen, du ved.” Det vidste lægen godt, viste det sig, for hans kone var nemlig præst.
”Ja,” sagde han. ”Og hvad kan du så lære af det?”
Så stak han mig i hoften med en stor nål. Og mens jeg humpede hjem igen – og hjemturen var lang, for jeg humpede langsomt – tænkte jeg over, hvad jeg kunne lære af det. Næste morgen lige under daggry vågnede jeg og kunne konstatere, at den blokade, lægen havde lagt, faktisk virkede. Smerterne i hoften var aftagende. Så sagde jeg til Gud:
”Men jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.”
Det er jeg sikker på, at han grinede lidt af. Men han velsignede mig ikke desto mindre. Jeg fik nemlig den tanke, at hvis jeg alligevel skulle starte helt fra nul en gang til, så kunne jeg lige så godt gøre det som studerende på Det Teologiske Fakultet i København. Midt i tab og nederlag så jeg pludselig en mulighed for at gøre noget, jeg havde drømt om, siden jeg stod med studenterhuen i hånden, men aldrig havde turde. For nu var der jo intet at tabe!
Præstestudiet blev jeg ikke mindre fattig af, og min datter blev ikke mindre syg. Nogle gange når jeg stod om morgenen og smurte flade leverpostejmadder til børnenes madpakker, så føltes det også temmelig kummerligt at være på SU og vel over fyrre på én gang. Men når jeg hver dag gik gennem porten til fakultetet, så føltes det i sandhed velsignet. Det er en kliché, måske, men jeg var kommet gennem vadestedet, og jeg var kommet hjem.