Sognepræst: Den, der har fred med Gud, har også fred med døden

Allehelgen nærmer sig, og kristendom.dk har i den anledning talt med fem teologer om deres forhold til døden. Den tredje i rækken er præst i Herlufsholm Kirke, Thomas Emil Horneman-Thielcke

Hvad er dit personlige forhold til døden? Er du bange for døden? Ser du den i møde med stor sindsro?
Den russiske munk Ambrosius af Optina siger et sted:

”Du skal ikke lade dig bekymre af mange ting, men du skal derimod tage dig af den vigtigste ting, forbered dig på døden.”

Nu bor jeg hverken i et kloster eller er munk, men alligevel kan jeg godt følge Ambrosius’ tankegang. Døden er ufravigelig. Den ligger derude i horisonten og venter som den ukendte faktor i tilværelsen. Pludseligt kan det hele være forbi, og nogle gange sker det længe før, vi selv kunne ønske det.

Døden sætter derfor også livet i relief. Vi står med et liv, der skal leves og bruges.

Men Ambrosius’ ord er mere end blot en understregning af, at livet er værdifuldt, og vi skal passe på med at lade alverdens bekymringer suge livet ud af os.

Ordene er samtidig også en påmindelse om vigtigheden af at knytte relationer til Gud. Den, der har fred med Gud, har også fred med døden. At forberede sig på døden er det samme som at forberede sig på at møde Gud ansigt til ansigt, når livet slutter. Men hvordan knytter man relation til Gud? Det gør man ved at tage imod den invitation som Gud har givet os i Kristus til fællesskab med sig selv og medmennesket.

Hvad betyder det for dig, hvad Bibelen siger om døden?
For mig er evangeliernes vidnesbyrd om Jesu opstandelse fra de døde fuldstændigt centralt, når jeg skal forholde mig til døden. Efter påskemorgen er dødens magt brudt. Døden er ikke længere den samme. Gud er Gud for de levende som for de døde. Det kan intet lave om på. Jesus er, som han selv siger, opstandelsen og livet. Den, der tror på ham, skal leve, om han så dør.

Det er på denne opstandelsestro, at min tro hviler, og det er her, jeg finder trøst og håb, når livet ikke er let eller lige til.

Hvad tror du selv, at der sker efter døden? Om noget?
For mange er døden en afslutning, men sådan opfatter jeg slet ikke døden. Liv og død er to sider af den samme mønt. Livet ender med døden, men døden ender også med livet.

Vi kan ikke leve uden Gud, og vi kan heller ikke dø uden Gud. Når vi dør, så tror jeg, at vi møder Jesus. Døden er på sin vis en port ind til evigheden med den opstandne selv. Er det så kun evigheden for den enkelte eller for flere? Dertil tror jeg, med evangelierne som forlæg, at evigheden med Gud er for de mange og ikke kun for de få.

Vi frelses som et fællesskab, som en Kristus-bekendende kirke i verden, der står ved, at Jesus er Guds søn. Og med kirke mener jeg hele den kristne kirke. For nok er der forskellige liturgiske udtryk og teologiske strømninger i verdenskirken, men vi er alligevel én samlet kristen kirke, som døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Har du en personlig oplevelse med døden?
For nogle år siden blev en af mine gode venner syg af kræft. Han døde to måneder efter, at han havde fået stillet diagnosen. Under sit meget korte behandlingsforløb spurgte han mig på et tidspunkt, om jeg ville begrave ham. Det sagde jeg selvfølgelig ja til.

Det, som jeg husker særligt fra det forløb, er, at min ven var utroligt afklaret med, at hans liv snart skulle slutte. Den måde, som han forholdt sig til døden på, var fuld af realisme omkring at det jordiske liv sluttede. Men der var også en tiltro til, at alt ikke ville slutte der. Jeg husker den sidste gang vi så hinanden på hospicet. Vi bad sammen, inden jeg gik, og jeg velsignede ham. Og i dag lever jeg i bevidstheden om, at vi en dag mødes igen, som N.F.S. Grundtvig også skriver det i sin dejlige salme ”Den signede dag med fryd vi ser”, hvor der står ”når som venner i lys vi tale”. Det tror jeg på, at min afdøde ven og jeg også vil komme til en dag.