Serie: Teologers tanker om døden

Sognepræst: Døden har en datomærkning

"Jeg tror, at alt går op i et intenst nu udenfor tid og rum," siger sognepræst Sune Skjold Skarsholm om det evige liv. Han har haft døden tæt på og ved hvor skrøbeligt, livet er. Foto: Andreas Lischka/Pixabay

Allehelgen nærmer sig, og kristendom.dk har i den anledning talt med fem teologer om deres forhold til døden. Den første i rækken er sognepræst i Korning og Løsning sogne Sune Skjold Skarsholm

Hvad er dit personlige forhold til døden? Er du bange for døden? Ser du den i møde med stor sindsro?
Det eneste forhold, vi som mennesker kan have til døden, er et personligt forhold, da døden er den uigenkaldelige grænse, som vi stilles overfor alene og med en stor ensomhed i dødsøjeblikket. For når vi møder døden, så tvinges vi til at træde ud af det fællesskab, som vi har levet i igennem vores liv.

Jeg skelner så imellem, hvordan jeg skal dø - og det at jeg skal dø. Når det kommer til, hvordan jeg skal dø, så kan jeg godt være ængstelig for den hjælpeløshed og ydmygelse, som der kan ligge i det – og som jeg mange gange som præst har set omkring et dødsleje. For den sidste tid kan være meget tung og ubarmhjertig, når alt, hvad vi troede, at vi havde, bliver skrællet fra os. Al respekt og al værdi forsvinder. Det vil sige: Vi har stadig værdi i Guds øjne. Men sandheden er, at vi går ligeså hjælpeløse ud af denne verden, som vi kom ind i den.

Det at jeg skal dø, ser jeg derimod i øjnene med største fortrøstning, fordi jeg kommer til at dø i den kristnes tros forventning om en genopstandelse - på samme måde som jeg om aftenen lægger mig til at sove i fortrøstningen om en ny morgen.

Hvad betyder det for dig, hvad Bibelen siger om døden?
Det giver mig håb. Bibelen er så meget mere end historien om det evige liv og opstandelsen. Den er også en karsk og realistisk skildring af livets og dødens vilkår som almenmenneskelige, og den betegner meget korrekt døden som fjenden, der røver livet fra os.

Men når det er sagt, så er budskabet om genopstandelsen med den svenske præst og forfatter Tomas Sjödins ord også noget, der har betydet noget særligt i vores del af verden. Noget som kan få os ud af den dødens kædedans, som ellers er alle menneskers lod. For det er for mig en historisk virkelighed, at Jesus døde på korset og genopstod fra de døde tre dage senere. Og i det øjeblik, hvor det skete, dér invaderede Guds virkelighed vores verden, og Gud kastede en navlestreng ind i vores liv. Og det er den navlestreng, som vi som troende griber ud efter – og som giver os den livsdrøm om Guds rige, som vi ser i et glimt, mens vi er her på Jorden.

Hvad tror du selv, at der sker efter døden? Om noget?
Vi lever i en tid, hvor vi tror på en myte om, at der findes en løsning eller en kur på alt, og hvor vi i princippet ikke opfatter os selv som dødelige. Men i virkeligheden går dødsprocessen i gang i det øjeblik, hvor vi cuttes fra navlestrengen. Ja, mens min mor var svanger med mig, var jeg også svanger med min egen skæbne.

Dan Turèll skriver også et sted: Mit navn er foreløbighed, dit er indtil videre … du bærer med en grimasse et datostempel.

Jeg vil så sige, at det er døden, der har et datostempel. For med genopstandelsen og Guds invasion i verden så har vi for evigt vundet livet – og døden har tabt.

Men hvad livet efter døden så består af er svært at beskrive. Jeg tror, der er lidt ligesom Søren Ulrik Thomsen engang sagde det: Som en cykelklokke i morgentågen.

For at der er et liv, en eksistens efter døden, er jeg ikke i tvivl om. Det liv, Gud har givet os, er så fuld af værdi, og vi er så elskede, at han ikke bare slipper os efter det jordiske liv og siger: Det var så, hvad jeg havde til dig. Nej, vores væren ophører ikke med døden, men den ændrer sig. Og jeg tror ikke, at det er en tilværelse, der er analog med den, som vi har her på jorden, men i lighed med den måske.

Det er lidt ligesom de tulipanløg, som jeg tit sætter med mine konfirmander om efteråret – og som kommer op som smukke blomster om foråret. De er både det samme – og alligevel nogle helt andre, når forårssolen skinner, og de unge mennesker bliver konfirmerede. Og på samme måde vil vi efter døden også være de samme, men dog forløste og i en skikkelse, som ikke hører denne verden til.

Vi vil være i den anden verden, en verden, som vi indimellem kan sanse i glimt i den jordiske virkelighed. Det sker, når vi møder det, som vi kalder saligheden. Den der ubeskrivelige lykkefølelse, som kan komme i erotikken, i samværet med venner, når vi føler os dybt og inderligt forståede af en gammel ven.

Så nej, det evige liv bliver ikke kedeligt – heller ikke mod slutningen, som Søren Ulrik Thomsen ellers siger det. Jeg tror derimod, at alt går op i et intenst nu udenfor tid og rum.

Har du en personlig oplevelse med døden?
Da jeg var ung, var døden en usynlig prik langt ude i horisonten. Men det ændrede sig drastisk, da jeg var 27 år og fik konstateret leukæmi med en meget dårlig prognose. På det tidspunkt var jeg nygift med et lille barn, og min kone var gravid igen.

Jeg blev rask igen efter knoglemarvstransplantation og en lang behandlings -og rekonvalescens-periode, som også lærte mig, at døden ikke er en prik i horisonten men en afgrund, som vi hele livet igennem går lige ved siden af, men vi går ikke alene.

Gud går sammen med os. Jeg mærkede ham i hvert fald, og fik en dyb og dyrekøbt vished om, at jeg lever så længe, at Gud vil det.

For menneskelivet er skrøbeligt, og jeg husker, da jeg kom tilbage til studiet, og en ældre norsk professor sagde til mig, mens vi stod og så på de andre studerende i kantinen: Se dem, se hvor ærgerrige og ambitiøse de er. Men deres liv er ligeså skrøbeligt som dit. De ved det bare ikke.

Men jeg ved det – og jeg fik det vist igen, da vi mistede et barn et par måneder efter fødslen for ti år siden. Hun var født med en kromosomfejl og kunne ikke leve. Det var og er svært, en tomhedsfølelse og en sorg, som det er svært at sætte ord på. Men som også lever i mig, mens jeg går lige ved siden af afgrunden, for der gør jeg hele livet igennem som alle andre, også min søn, der blev født et år efter – og som lige er fyldt ni år.